Graviditet og kroniske sygdomme

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.460 visninger
1 svar
0 synes godt om
24. februar 2010

cashmere

Camilla DupontArtikel - skrevet af Camilla Dupont

Når man er gravid, er der ikke grænser for, hvad man kan bekymre sig om. Bekymringerne bliver bestemt ikke mindre, hvis man lider af en kronisk sygdom, som for eksempel epilepsi.

Graviditet er jo den ultimative oplevelse i en kvindes liv, hvis man spørger mig. Jeg kan i dag, 1½ år efter Sydneys fødsel, stadig tænke tilbage på øjeblikket, hvor hun blev lagt på min mave. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at selve fødslen ofte er et mareridt fyldt med grimme ord rettet mod manden og en masse andre ubehagelige følelser. Jeg har endnu ikke hørt om en fødsel, som var direkte behagelig. Min var i hvert fald ikke….

 

Hvad nu hvis…

Som de fleste andre gravide og kommende gravide havde jeg også en masse tanker omkring det at blive gravid og være mor. De fleste spørgsmål kan alle nikke genkendende til, men en del af mine kan kun kvinder i samme situation som mig kende. Jeg har epilepsi, og jeg har, siden konstateringen af min sygdom for 14 år siden, være skrækslagen ved tanken om at blive gravid. Risikoen for at overføre min sygdom til mit barn var nemlig til stede.

Jeg vil i denne artikel forsøge at sætte fokus på nogle af de spørgsmål, som kvinder med kroniske sygdomme ofte stiller sig selv i forbindelse med graviditet. Jeg har interviewet en stor gruppe kvinder, som alle har en kronisk sygdom, heriblandt epilepsi.Mange af kvinderne havde forbehold mod at få børn, idet risikoen for overførsel af deres sygdom var mulig. De nægtede dog at lade deres sygdom komme i vejen for deres drøm om at få børn. Det skal lige tilføjes, at det ikke er alle former for f.eks. epilepsi, der er arvelig, men tanken forefindes stadig. De fleste kvinder vælger at dele disse tanker med deres mænd. Mændene forsøger at forstå disse følelser, og det kan have stor betydning for ens graviditet.

I mit eget tilfælde har jeg en pragtfuld mand, som virkelig forsøgte at forstå mine frygter, og som støttede mig under hele min graviditet, når disse spørgsmål kom op i mit hoved. Problemet var bare, at uanset hvor meget han forsøgte, kunne han altså ikke forstå de tanker, der huserede i mit hoved. Derfor havde jeg nogle gange behov for at snakke med andre kvinder i samme situation, og der er heldigvis flere hjemmesider, hvor dette er muligt.

Det hjalp at vide, at det ikke kun var mig, der var nervøs over disse spørgsmål. For mit vedkommende kunne jeg nyde min graviditet mere efter at have snakket med nogle af de kvinder. Tanken om, at jeg kunne overføre min sygdom til mit barn, var ganske enkelt uudholdelig. Hvis mit barn fik epilepsi, ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg har set, hvad forældre til små epileptiske børn gennemgår. Dér kan man snakke mareridt. De sidder ved siden af deres barn, som ligger i kramper, og som ikke kan forstå, hvad der sker. Jeg har stor respekt for disse forældre.

 

Epilepsi og graviditet – ikke en dans på roser

Graviditet er jo synonym med hormonforandring. Hos epileptiske kvinder kan det også betyde, at sygdommen ændrer sig drastisk. Udover at have dobbelt så stor risiko for et misdannet barn, oplever en tredjedel øgede anfald under graviditeten. Gravide epileptikere har omkring dobbelt så stor risiko for at føde et misdannet barn. Kvinder med diabetes oplever nogle gange forhøjet blodtryk og for meget fostervand. Diabetikere har også større risiko for at føde for tidligt og for abort. Mange kvinder i de situationer er derfor nødt til at omlægge deres hverdag på andre måder end ”normale” kvinder. Det er f.eks. endnu mere striks diæt og strengere søvnvaner. I disse tilfælde ønsker man forståelse fra sin nærmeste omgangskreds. Også her er det nødvendigt, at man fortæller disse mennesker om ”problemerne”, for hvis det ikke sker, så har de ikke den mindste chance for at hjælpe og støtte.

Under fødslen kan der opstå nogle grimme situationer. Epileptikere har risiko for at få krampeanfald, hvilket kan medføre iltmangel hos både moderen og fosteret, og det kan skade fosteret. Det skaber jo ekstra stor frygt for selve fødslen, og netop dette kan fremprovokere anfald hos mange epileptiske kvinder.

 

Svært at finde svar

Derfor søger de fleste kvinder information omkring graviditet i forbindelse med deres sygdom. Deres almindelige læge er ofte ikke i stand til at svare på alle disse specificerede spørgsmål. Information fra det offentlige skal man også lede længe efter. Mange af spørgsmålene er de samme. Hvis der fandtes en pjece el.lign., hvor disse spørgsmål blev besvaret, og som alle kunne forstå, ville det med stor sandsynlighed ”lette trykket” hos mange kvinder. Svarene kan selvfølgelig altid findes et eller andet sted. men hvis de mest almindelige var samlet i en sådan pjece, og at den blev udleveret hos egen læge ved starten af graviditeten, ville det i mine øjne være meget nemmere.

Jeg savnede selv svar. Jeg forsøgte at konsultere min egen læge, men hun kunne ikke give mig de ønskede svar. Min neurolog kunne derimod altid besvare dem, men de er jo ikke altid lige nemme at få fat på. Er der specielle regler, hvis min epilepsi gør, at jeg ikke kan passe mit barn efter fødslen? Har jeg mulighed for at få flere besøg af sundhedsplejersken? Hvad sker der, hvis jeg får anfald under fødslen? Dette er kun nogle af mine spørgsmål, som jeg aldrig fik svar på. Jeg er derfor stor fortaler for lidt grundigere information fra det offentlige vedrørende kroniske sygdomme, herunder epilepsi.

 

Du er ikke alene

Nu skal det heller ikke lyde som om, at fordi man har en sygdom, så medfører det dårlige oplevelser under graviditeten og fødslen. Dette er selvfølgelig ikke tilfældet. Jeg har bare forsøgt at fokusere på de anderledes situationer, som kvinder med nogle kroniske sygdomme gennemgår. Personligt havde jeg en forholdsvis nem graviditet, men jeg savnede stadig forståelse og svar på alle de følelser, jeg havde. Jeg forsøgte at dele dette med min mand og min familie, men uanset hvor meget de ønskede det, så kunne de stadig ikke helt forstå det. Det gjorde det dog uden tvivl nemmere, at de støttede op omkring mig, også selv om jeg nogle gange følte jeg mig som en hypokonder, når jeg f.eks. ofte kontaktede lægen om diverse spørgsmål.

Snak med din familie og forklar dine frygter. Fortæl dem, at du ved, at de ikke altid kan forstå dine følelser, men at deres støtte betyder alt. Tøv ikke med at kontakte lægen, hvis du har nogle spørgsmål. Du er ikke alene….

 

Jeg elsker at være mor

Som sagt tidligere, så havde jeg en ret nem graviditet. Det var en masse ekstra scanninger og besøg hos lægen og gynækologen, men jeg følte mig på en eller anden måde mere sikker. De troede sikkert, at jeg var tosset, men jeg var faktisk ret ligeglad. Min mand, min familie og mine venner var der for mig hele vejen. De gjorde, hvad de kunne for at støtte mig, når jeg var nervøs.

Min fødsel gik rigtig fint uden problemer, bortset fra den tog 27 timer. Jeg har fået en fantastisk datter, som er sund og rask. Jeg har fået foretaget både scanning og EEG, da hun var mindre, men det var nok mere for min skyld end for hendes. De var begge helt normale. Hvad kan jeg sige andet end, jeg elsker at være mor.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

24. februar 2010

Mira0911

Dejligt indlæg...

Jeg lider selv af Epilepsi... Og frygtede også at blive gravid, og frygtede mest om jeg fik flere anfald under graviditeten...

Da vi havde planer om at blive gravide, skulle jeg meddele det til min neurolog. Jeg skulle meddele ham når jeg var gravid, der skulle så doseres om på medicin, for at beskytte mig godt og grundigt...

Jeg synes ikke jeg lavede andet end at rende til kontrol ved neurologen og på sygehuset konstant.. Jeg skulle ret tit have taget blodprøver, for at se hvordan medicin tallet lå i blodet...

Andre gange lå det ikke særlig godt og andre gange perfekt. Jeg blev doseret op og ned hele tiden, hvilket gik mig meget på. Det var jo for at sikre at jeg ikke fik nogen anfald.

Under hele graviditeten, fik jeg ikke nogen anfald. Hvilket var rigtig skønt.

Jeg frygtede selve fødslen, for hvad nu hvis, jeg fik et anfald under hele foreløbet... Sidst i graviditeten, var jeg blevet doseret så højt, at neurologen mente at jeg ikke fik anfald.

Som sagt, jeg frygtede vildt meget at jeg skulle få anfald.. Skønt jeg ikke fik det...

Den dag idag, tænker jeg sådan, gad vide om min datter kommer til at arve den..

Der imod har jeg et familie medlem, som siger at hun har  også Epilepsi, og får jævntligt anfald.. Men er ikke på medicin, og siger at hun har været til diverse scanninger og de ikke fandt noget..

Hun bilder sig selv ind at hun har det, og fik klart afvide til scanningerne, i hendes unge dage, at der var ikke noget at komme efter. Hun siger at jeg har arvet den af hende.

Jeg vil derimod sige, at jeg er den eneste i familien der har Epilepsi... Har sagt til dette familie medlem ret tit, få det tjekket, hvis hun selv mener hun har det... Og jeg mener stadig ikke at hun har det, når de dengang sagde der ikke var noget..

Den dag idag, er jeg så heldig at jeg får anfald hver 2. år.. For det meste om natten... Sjældne gange kan de komme om dagen også...

Jeg ved at når jeg skal have barn nr. 2, skal jeg igennem det samme med neurologen og sygehuset, og det er kun rart at de har kontrol på det hele vejen igennem.

 

 

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.