Eksperthjælp: Beta - ulykkelig over spontan abort

Trine Hostrup Dahl

"Beta - ulykkelig over spontan abort"

Hej Trine. Kort fortalt blev jeg efter 1,5 års forsøgen gravid lige før jul sidste år, men aborterede desværre spontant 3. januar 2010. Jeg nåede at komme til en tidlig scanning og se liv, og nåede selvfølgelig på en eller anden måde at knytte mig til det lille væsen inden i mig. Det var en smertefuld oplevelse at abortere - såvel fysisk, sm psykisk. Jeg græd meget den første uge efter det var sket.

Jeg var på arbejde igen ca. 3 dage efter det var sket, og der var selvfølgelig stor forståelse for min situation. Resten af januar havde jeg det faktisk ok. Prøvede hurtigt at få en normal hverdag igen, og tænkte at jo før det hele kunne blive normalt igen - jo før ville kroppen komme tilbage til normal cyklus osv.

Men så i sidste uge annoncerede min kollega, at han skal være far igen for 3. gang. Han kom efterfølgende ind på vores kontor og fortalte vidt og bredt om hvor fantastisk det var, og hvor uhåndgribeligt det endnu er, når man ikke kan se noget på maven. Jeg blev simpelthen så ked af det og måtte køre hjem fra arbejde den dag. Og idag bare nogle få dage senere føler jeg mig stadig som et åbent sår og kan snart ikke foretage mig andet end at græde.. Også idag måtte jeg køre hjem fordi jeg havde det så skidt med det hele - har heldigvis den mulighed at kunne arbejde herhjemmefra. Er det normalt at have det sådan over en måned efter?

 Jeg synes egentlig selv, at jeg er rimelig afklaret med det hele... og kan faktisk ikke forstå, hvorfor jeg har det sådan her... Men det er jo et problem i den forstand, at jeg ikke kan passe mit arbejde ordentligt - og har jo svært ved at være sammen med mine kollegaer, som lige skal siges har været helt fantastiske og forstående (og bare en stor tanke torsk at han kom ind til os den dag, hvor han snakkede graviditet). Men de er to i flokken, der skal være far i løbet af i år, og det har jeg bare svært ved at skulle glæde mig over..

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv, og savner en accept af min reaktion - måske endda fra mig selv?!

Mvh. Beta

Trines svar

Kære Beta

At være i fertilitetsbehandling eller "blot" forsøge i over ½ år at blive gravid er i sig selv opslidende - at du så oveni det skal opleve den korte glæde og lykke over at være blevet gravid, for blot at blive det hele frataget igen - er en stor sorg og et stort tab.

Hvor længe du skal opleve smerte og sorg og tab som noget der influerer på din dagligdag er svært at sige - det tror jeg er meget individuelt. Der må tiden arbejde for dig. Og give dig selv ro til dette.

Jeg tror derfor at du rammer hovedet på sømmet, når du skriver at du mangler accept - og ikke mindst fra dig selv. Det tror jeg er meget rigtigt. Når du dømmer de andre for manglende accept og forståelse af din situation er det indirekte dig selv du dømmer - meget af det vi tillægger andre mennesker, er projektion. Du tænker måske, at du burde være videre nu, du burde tro på at det snart lykkes for dig at blive gravid igen, du burde glædes over din kollegas kommende barn fremfor at melde dig syg... burde, burde, burde - det er en lang dømmen og moraliseren over for dig selv, og det er hårdt - for på den måde fortæller du også dig selv at du er forkert.

Jeg tænker også at din kollegas glæde over at skulle være far ikke udelukker at han er ked af dit tab - de to ting skal skilles ad.

Det er min erfaring at hvis vi ejer vores skyggesider og omfavner dem, og står ved dem, fremfor at flygte fra dem eller forsøge at gemme dem væk, så fårde ikke nær den samme magt. Accepterer du dig selv som én der sørger længe over dit mistede barn, accepterer/ ejer du den følelse, at du er en som der er nødt til at gå hjem fra arbejde fordi du simpelthen bliver så ked af det, da en kollega annoncerer at han skal være fra, accepterer du dig selv, som én der synes det er uretfærdigt, at du skal miste og andre bare bliver gravide, så er det knap som "forbudt", skamfuldt mm. Så kan du nemlig bedre forholde dig til den rene følelse af sorg og ikke kæmpe for at holde alle de andre følelser nede, men bare se på dem og sige,: Sådan er jeg også! På den måde kan dine skyggesider blive til noget du kan bruge positivt. Den paradoksale forandring kaldes det også: Når du bliver den du er, sættes du fri!

Tænk hvis du stod ude fra og hørte om en kvinde, der oplevede det samme som dig, ville du så tænke: Hvor er hun smålig og pinlig jalous og misundelig på andres lykke? NEJ, vel! Du ville tænke: det kan jeg godt forstå, hvor ville jeg blive ulykkelig hvis det var mig, og hvor kan jeg dog godt forstå hende!

Jeg synes du skal give dig selv et knus, have omsorg for hele dig, og ikke skælde dig selv ud for dine følelser, dine reaktioner - fortæl dig selv at det er ok - at du er ok!

Jeg sender dig mine kærligste tanker - og ønsker for dig, at du vil få omsorg og kærlighed for dig selv - og at du bliver gravid snart igen.

Trine