Eksperthjælp: Skolestart - Til bekymret mor

Trine Hostrup Dahl

"Skolestart - Til bekymret mor"

Hej Trine - jeg håber det er dig som jeg skal stille spørgsmålet til. Sagen er den, at min datter på 6 år skal starte i skole til sommer. Hun er allerede nu begyndt at snakke om, at det tør hun  ikke. For hvad nu, hvis hun ikke kan finde ud af de ting de skal lære. Hun er SÅ bange for at blive til grin. De øver motoriske øvelser i børnehaven og hun har fået afvide hun skal øve sig på gadedrengløb, da hun ikke er så god til det. Det gør hende meget ked af det. Jeg prøver at forklare hende, at alt nyt er sværet og nogle ting skal man øve rigtig mange gange for at kunne finde ud af det. Men som om hun ikke helt hører hvad jeg siger for hun kører i selvsving og er allerede begyndt at græde inden jeg forklare hende, at det nok skal gå. Hun er intelligent, er god til at koncentrere sig, god til at tegne/male og er meget velformulerende. Jeg har altid snakket meget med hende om tingene. Men jeg bliver bare så ked, når jeg oplever at hun ikke tror på sig selv og rent faktisk græder ved tanken om at skal starte skole - for sæt nu hun laver fejl og de andre griner af hende.

Har du nogle vise ord til hvordan jeg bedst støtter hende. Hvad kan jeg gøre anderledes eller skal jeg fortsætte som jeg har gjort hidtil.

På forhånd tak

Trines svar

Kære Bekymrede mor,

Min første tanke, da jeg læste dit brev, var de ord en børnelæge sagde til mig for 9 år siden, dagen efter min ældste datter var kommet til verden, og han stod der med lillebitte hende i sin kæmpe store hånd og jeg nervøst så på: "Ja, nu gælder det for dig om at lære at give slip" - hermed mente han selvfølgelig ikke at jeg ikke måtte være i symbiose med hende eller lign. Men at det gælder om også at lade sine børn selv mærke verden og gøre sig de erfaringer med den - og det er bare super hårdt, når vi ikke kan fjerne vores børns smerte, usikkerhed, angst, sorg osv - og det kan vi ikke altid - vi ville ønske vi kunne gøre vejen for dem uden sten og forhindringer - og vi ved at det kan vi ikke - vi kan derimod være der for dem, trøste og opmuntre, når livet driller, når bekymringer maser sig på, når de føler sig dumme, klodsede, når de tvivler - og mere kan vi ikke. Du gør det rigtige - du fortæller hende, at du godt forstår hun er bange - det er de fleste mennesker - også du, når man står over for noget ukendt - og at mange af de andre børn måske har det på samme måde.

Jeg tror, vi voksne skal passe på med at bruge for mange ord, og forklare for meget. At hun skal øve sig på gadedrengeløb synes jeg nu lyder lidt overdrevent - og jeg tænker om I ikke kan lege det ind, så det ikke bliver en præstation - fjol lidt med det - lav skøre hop, fald, grin sammen over det. Og fortæl hende så hvor stolt hun gør dig og at du forstår hun er bange og at du stoler på hende at hun klarer det, og at der hvor hun har brug for hjælp vil du meget gerne hjælpe hende. Du kan jo fortælle hende at du synes det er dejligt at hun gerne vil være god i skolen, når hun siger til dig at hun er bange for at hun ikke kan finde ud af det - så vendes det til noget positivt fremfor at blive ved med at gøre det farligt og negativt!

Jeg tror også børn mærker vores egen usikkerhed - og du bliver ked af det og usikker over at hun ikke stoler på dig - det forstærker de tanker hun har om at hun ikke kan finde ud af det - Jeg tror at hvis du giver lidt slip der og stoler på at du støtter hende 100% så mærker hun din styrke og dit mod og din ro og den vil smitte af på hende.

Pøj pøj med det. Og giv din datter et knus!

Kærligst Trine