Spontan abort i januar og stadig ked :0(

Hej med jer. Jeg var desværre så uheldig at abortere spontant 3. januar 2010. Jeg var lige knap 10 uger henne og var selvfølgelig ovenud lykkelig for graviditeten, som vi havde kæmpet for i 1,5 år. Jeg græd rigtig meget den efterfølgende uge og havde 3 dage derhjemme til at sunde mig i. Resten af januar gik faktisk ok - og jeg synes hverdagen blev normal igen. Men så fortæller en kollega i sidste uge, at de venter sig til oktober - og jeg blev bare så ked af det igen.

Jeg troede egentlig jeg var kommet videre og føler mig temmelig afklaret med det hele - men kan bare ikke rigtig blive glad igen. Synes det hele er uoverskueligt og har meget af tiden bare lyst til at græde... Er det normalt at få sådan et "tilbagefald" over en måned efter?

Kh Beta

 jeg mistede selv sidste januar da jeg blev gravid udenfor livmoderen og jeg startede glad i ny behandling i marts da min cyklus var normal igen (jeg var i fertilitetsbehandling på det tidspunkt) men lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg slet ikke havde fået sørget ordentligt. det væltede frem med følelser og endte med at tage mig ca et halvt år at komme nogenlunde ovenpå igen. der gik jeg bare rundt og græd og var ked af det. så jeg vil sige, at det er helt normalt, at du først føler dig afklaret med det hele, for noget tid senere at måtte indse, at det har påvirket dig meget mere end du lige først troede. der er ikke andet for end at græde og sørge og være ærlig omkring hvordan du har det. det ER en stor sorg at miste et barn!!

du får lige en masse fra mig

Søde du! Ja, jeg er sikker på at det er het normalt. Det er synd for dig at du måtte opleve det, det er en hård omgang. Jeg havde selv en spontan abort sidste år i uge 7, og nej, det var slet ikke sjovt. Men jeg blev hurtigt gravid igen og er nu i uge 33:-)

Jeg synes faktisk jeg kom relativt "nemt" over det - altså jeg frygtede jo at det måske ville trække spor efter sig igennem længere tid. Men faktisk så hjalp de iskolde statistiske fakta mig. Ved ikke om det er noget du er dykket ned i, men vi talte med en rigtig god læge på hospitalet der fortalte at det er noget med i omegnen af 80 % af alle kvinder der oplever at en graviditet ender i spontan abort på et tidspunkt. De tror bare ofte at det er en forsinket blødning fordi de spontane aborter tit sker i de tidlige uger. Og 25 % af ALLE graviditeter ender i spontan abort - igen, ofte når kvinderne bare ikke at opdage det. Det jeg kunne bruge det til og som lægen også sagde var at det at jeg havde den spontane abort på ingen måde betød at der så var en forhøjet sandsynlighed for at det ville ske igen, at jeg havde sværere ved at gennemgå en graviditet eller blive gravid end andre osv. Jeg skulle mere fokusere på at jeg hurtigt og nemt var blevet gravid.

Så, ja, de fakta hjalp mig rigtig meget og så skete der jo faktisk det at jeg kun nåede at have en enkelt menstruation, så var jeg gravid igen - og ja, nu snart i mål:-) 

Så jegvil selvfølgelig frem til at sige at hvorfor skulle det ikke forholde sig lige sådan hos dig. Vi fik også at vide at det var meget sandsynligt at der slet ike havde været noget "brugbart" i min livmoder, at det faktisk kunne være at der slet ikke var noget i forsteret. Det tror jeg selv på for anden gang jeg blev gravid var en het anden fornemmelse - alle graviditetssymptomerne var meget kraftigere.

Håber dette kan minde dig lidt om at der er lys forude. Det er ikke for at tage fra dig at din abort gør ondt, og det er vigtigt at du giver dig selv lov til at have alle de følelser. Men du skal nok komme over det:-)

Kram, Tina 

Jeg tror det er helt naturligt. Man har jo et kæmpe savn. Mega. Der mangler noget inde i en. Jeg har jo selv været igennem at miste på 2 forskellige måder. Jeg HADEDE, når alle omkring mig blev gravide og var lykkelige, når jeg bare havde et kæmpe tomt rum inden i mig.

Det er en kæmpe sorg, så naturligt, bliver man ked af det indimellem. - Også længe efter. Men det bliver bedre.

stort kram!!!

Jeg har haft det nøjagtigt, som du beskriver det. Havde en MA i august. Troede også at det gik rimeligt efter en uges tid, og så begyndte alle omkring mig at blive gravide, eller sådan føltes det i hvert fald. Og hver gang blev jeg helt vildt ked af det, fordi det ikke var mig. Nu er jeg gravid igen (8+6), og jeg ved godt at det er en lille trøst nu, men jeg er helt sikker på at du snart bliver gravid igen!

Tak for respons! Det er frygtelig mange tanker at tumle rundt med selv - og super dejligt at blive hørt, forstået og trøstet!

Det banale i denne situation er, at jeg ville sige mange af de samme ting, som I gør, hvis en god veninde havde det sådan her. Og jeg er helt enig i, at de iskolde facts og statistikker siger, at jeg kun er en blandt rigtig mange, der skal igennem en abort. Derfor synes jeg jo også, at jeg er meget afklaret med det, der er sket... og forstår ikke/er frustreret over, at jeg så ikke er alligevel.

Og så er jeg bare ked af, at jeg ikke kan glæde mig over mine venner og bekendtes graviditeter... Jeg synes faktisk ikke jeg kan være bekendt at sætte "dagsorden" for, hvad der skal snakkes om, når jeg er til stede... - For lige så frygtelig det er at miste, lige så fantastisk er det at vente sig. - Og lige så meget har man behov for at dele glæden, som sorgen.

Det er også uheldigt at være 30 år og kæmpe en kamp for at blive gravid - for derefter at abortere... Når så mange af vennerne popper ud med dejlige babyer!! Men jeg ved også, at mange (bare ikke lige nogen jeg kender)har det langt værre end mig... så burde jo bare glæde mig til det sker igen - for det er der jo en god chance for nu, at det gør!

Tanker fra Ann, der stadig prøver at forstå og acceptere det der er sket

Beta skriver:

Tak for respons! Det er frygtelig mange tanker at tumle rundt med selv - og super dejligt at blive hørt, forstået og trøstet!

Det banale i denne situation er, at jeg ville sige mange af de samme ting, som I gør, hvis en god veninde havde det sådan her. Og jeg er helt enig i, at de iskolde facts og statistikker siger, at jeg kun er en blandt rigtig mange, der skal igennem en abort. Derfor synes jeg jo også, at jeg er meget afklaret med det, der er sket... og forstår ikke/er frustreret over, at jeg så ikke er alligevel.

Og så er jeg bare ked af, at jeg ikke kan glæde mig over mine venner og bekendtes graviditeter... Jeg synes faktisk ikke jeg kan være bekendt at sætte "dagsorden" for, hvad der skal snakkes om, når jeg er til stede... - For lige så frygtelig det er at miste, lige så fantastisk er det at vente sig. - Og lige så meget har man behov for at dele glæden, som sorgen.

Det er også uheldigt at være 30 år og kæmpe en kamp for at blive gravid - for derefter at abortere... Når så mange af vennerne popper ud med dejlige babyer!! Men jeg ved også, at mange (bare ikke lige nogen jeg kender)har det langt værre end mig... så burde jo bare glæde mig til det sker igen - for det er der jo en god chance for nu, at det gør!

Tanker fra Ann, der stadig prøver at forstå og acceptere det der er sket

 

Jeg kan sagtens forstå ambivalensen mellem at man godt kan forstå og finde mening i "tal og statistik" på den ene side og på den anden side er man ramt af rigtig store og svære følelser. Det ER store følelser, forestillinger og drømme der er på spil, og det gør bare så ondt når det pudselig falder til jorden med et brag.

Jeg har indtryk af at du ikke læste mit indlæg som et forsøg på at negligere at du er ked af det og har det hårdt, og det er jeg rigtig glad for, det gik jeg nemlig og funderede lidt over bagefter. Det har jeg nemlig kæmpe forståelse for. Jeg kan sagtens sætte mig ind i det med at man kan føle sig meget alene i en ulykkelig og uretfærdig situation, mens "alle veninderne tilsyneladende uden problemer bare bliver gravide og popper unger ud".

Jeg håber bare at det kan give dig et lille løft og håb at der er rigtig mange derude der har prøvet det samme som dig men som efter  at have sundet sig er hoppet på hesten igen og er endt med store maver og babyer:-) Og det er jeg helt sikker på at du gør også:-)

Mange tanker herfra:-) 

Stakkels dig  Jeg har selv mistet to gange (begge gange i 8. uge og begge gange sad graviditeten uden for livmoderen), senest for godt to uger siden, og jeg er også stadig rigtig ked af det. Jeg har snakket rigtig meget om det og har givet mig selv lov til at være ked af det. Nu har jeg vænnet mig lidt mere til tanken, men får stadig en klump i halsen når jeg går forbi en børnetøjsbutik (hvilket er svært at undgå - de er jo over alt!?), ser en gravid mave osv. Jeg synes det er dybt urimelig og at der ingen retfærdighed er til...

Med andre ord: JA! Du må gerne være ked af det, og noget tyder på at tre dage til at sørge i ikke var tid nok i første omgang. Hvad siger faren, er han ok, får i talt sammen osv? Min oplevelse er, at min kæreste også har været ked af det, men slet ikke i samme omfang som jeg selv var/er. Jeg har været rigtig stædig og nærmest tvunget ham til at blive ved med at snakke om det, fordi det er, hvad jeg har brug for, og jeg har haft brug for, at han skulle se at jeg stadig er ked af det.

Jeg sender dig et kæmpe og håber at der ikke kommer til at gå 1½ år før i er heldige igen