altså, jeg vælger lige at være ano her, selv om alle vist ved hvem jeg er, men gider ikke nysgerrige folk som snager!
well, jeg har/havde den her veninde, gennem tykt og tyndt, som virkelig kender mig ud og ind, vi har kendt hinanden i ca 10 år vil jeg gætte på, og der har selfølgelig været op og nedture, frem og tilbage, o.s.v.
for at gøre en lang historie endnu længere, så havde hun engang et forhold der ligner det jeg har i dag, en rolig mand, der elskede hendes børn, og som aldrig lavede noget vildt, eller tog i byen, altså et roligt hjemmeliv, alt i mens jeg havde den største idiot i verden, jeg gider nu ikke komme nærmere ind på mit forhold til den idiot, men gud hvor jeg misundte min veninde, for det rolige liv hun havde.
Men min veninde begyndte så at kede sig, og giftede sig med fyren, for igen at blive skilt efter 2 måneder, og flyttede for sig selv.
Jeg kom af med min underlige type af en mand, og vi var begge single.
Jeg slog mig så til ro, med mig selv og mine børn, alt i mens hun flippede helt ud, og tog hvem der ellers kom forbi, det var noget forfærdelig rod!
det ender så med hun bestemmer sig for at slå sig ned med en fyr, som var noget yngre end hende selv. Han var så til gengæld lige så dum som han jeg var gået fra, lige så pralende, og lige så udflippende.
Hun brokkede sig flere gange over ham, fortalte de mest underlige historier, og jeg kunne kun sige jeg mente hun skulle skille sig af med ham igen, om ikke for andet så for hendes børns skyld.
Men det er jo hendes liv, og hendes valg!
Hun købte så hus med ham, og jeg fandt min nuværende mand.
Så valgte hun at de skulle giftes, og der havde jeg så haft flere sammenstød med fyren, og det eneste jeg var enig med mig selv om var at vi aldrig kunne finde et ståsted, mig og ham!
Inden de skulle giftes kommer hun så med en historie om nogle piller han havde bedøvet hende med til en fest (ved ikke om der er hold i historien), men hun vælger stadig at blive gift med ham.
Vi valgte at blive væk fra brylluppet, altså finde en undskyldning for ikke at møde op.
De får så barn sammen, dejlig lille unge, som man kun kan elske!
og igen var der brok i lange baner, manden gjore aldrig en disse for at det skulle kunne fungere, han skred når det passede ham, o.s.v.
Så får vi jo så barn, og er i grunden hamrende lykkelige, elsker hinanden, og har noget lignende det forhold min veninde gik fra.
Og da vi holdte barnedåb, kommer veninden til at sidde ved siden af min søster, jeg syntes jo det var en genial dag, og hyggede mig...og ænsede ikke en disse...
nogle dage senere kommer min søster så på besøg, hun har jo kendt min veninde i mange år, og ved vi kan snakke om alt, og at hun kender mig bedre end dagen er lang.
Min søster spørger mig så om jeg har det helt godt?
og jeg undrede mig, og sagde ja da, og hvad hun mente?
og så fortæller hun at min veninde sad i kirken og udspurgte min søster, omkring mit liv med min mand, altså blev ved med at spørge om min søster var sikker på jeg var helt lykkelig sammen med min mand?
jeg blev så paf, for så vidt jeg ved har hun aldrig gået bag min ryg før, og det er bare så stort et tillidsbrud i mit univers, jeg følte helt jeg skulle stå til regnskab for min søster, og garantere hende om at jeg var glad, for min søster ved jo hvor tæt jeg har været med den her veninde.
nu skal vi jo så snart giftes, og jeg har undladt at snakke med veninden, så meget det var muligt, og jeg har virkelig ikke lyst til at invitere hende og manden, for jeg ved jeg vil sidde med en følelse af tomhed i mit sind over for hende.
jeg har virkelig tabt alt for hende.
Jeg burde jo konfrontere hende med det, men jeg vil under ingen omstændigheder udlevere min søster som en sladderhank.
ark, veninden ringede lige her til morgen, og inviterede sig selv på kaffe, så derfor kommer det lige til overfladen igen.
Jeg ved jo godt det handler om at hun selv har det af h. til, men det er jo for fanden ikke en konkurrence hvor det handler om at have det bedst!
Jeg har så meget lyst til at smaske hånden i bordet over for hende, og jeg tror da også nok jeg skal få det gjort, men jeg ved bare jeg aldrig mere vil kunne stole på hende, skide træls, for jeg har virkelig været glad for hende.
Øv, jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det, er bare så træt af at vide jeg ikke kan stole på hende, hun kunne jo for pokker bare være kommet til mig, i stedet for at lave grimme rygter?
Heldigvis kender min søster da min mand, og ved vi er hamrende glade for hinanden, og hun kan da også se jeg trives fint, men det er bare så surt når slangen sniger sig omkring i paradis!
Jeg ville jo i grunden gerne have haft den her veninde til at være tæt op ad mig her op til mit brylluip, men den ære for hun fandme ikke, hun stoler jo ikke på min kommende mand! øv hvor er jeg bare negativ, og det er også bare fordi hun lige skulle dukke op i mit univers i dag...øv øv øv!
Anmeld
