Tirsdag den 12. januar 2010 startede som alle de andre dage havde gjort efterhånden; jeg kunne konstatere at det heller ikke var denne nat vi skulle møde Dicte for første gang. Havde ellers et par enkelte plukkeveer som bed til, men det var efterhånden ikke nogen nyhed, så det blev der ikke gjort noget stort nummer ud af. Jeg var denne dag 41+4, så tålmodigheden var lige akkurat ved at slippe op, men vi havde en aftale på Holbæk sygehus senere samme dag til rutinetjek for overtid. Den kom vi dog ikke af sted til 
Henrik kørte af sted med pigerne, og jeg kravlede i min seng igen – en formiddagslur kan man altid lige klare! Der gik dog ikke ret lang tid før jeg hang og klamrede mig til sengegavlen hvert 10.minut, for lige pludselig blev jeg mindet om, hvordan nu det var at veer rent faktisk føltes! Kl 8.30 efter at have haft 4-5 stykker af dem følte jeg mig nødsaget til at ringe efter Henrik på arbejde. Jeg havde ikke lyst til at være alene med de smerter… Det skulle jeg vist aldrig have gjort, for alle tegn på fødsel forsvandt op i den blå luft. Jeg tog et bad, og havde ikke noget der lignede en ve da Henrik kom hjem. Jeg turde næsten ikke sige det til ham. Det kan ikke have været særlig fedt at tage hjem fra arbejde efter kun lige akkurat at have tændt sin computer, for at komme tilbage dagen efter at kunne fortælle det var en fuser. Jeg havde ringet og snakket med min jordemoder i mellemtiden, men havde også sagt, at jeg ikke følte der var nogen grund til at hun kom herhen lige nu, da jeg ikke kunne finde ud af om det blev til mere. Men smerten var helt klart ve smerter og af en styrke jeg først har oplevet noget timer inde i fødslen af de andre to. Der var bare ikke ret mange af dem denne gang…
Jeg satte Henrik i sving Boller skulle der bages! – for det stod der på min fødselsliste som jeg havde haft liggende i uendelig lang tid! Så Henrik bagte boller og jeg startede med trave rundt i huset i et rask tempo i håbet om at det var det der skulle til for at få de veer tilbage. Det var det umiddelbart ikke, og jeg gik ned sofaen for at læse i en bog, og vupti, der var de der veer igen! Der MÅTTE altså være noget under opsejling. De var simpelthen så stride de plukkeveer, at vi besluttede os for at ringe efter jordemoderen igen. Vi havde fået at vide, at det denne gang kunne gå stærkt, så vi skulle ikke tøve. Nu ville hun køre ud til os, og vi aflyste vores aftale på Holbæk sygehus. Knap havde jeg rejst mig fra sofaen før det gik op for mig, at veerne igen var forduftet!
Susanne, vores jordemoder, dukkede op ved 13tiden, og vi blev enige om, at en gang akupunktur, zoneterapi og en hindeløsning nok var det der skulle til J Så jeg fik plantet nogle nåle hist og her, og lå en halv times tid med fødderne godt plantet i skødet på henholdsvis Henrik og Susanne, og slappede af… stadig uden plukkeveer… Hold op mand det satte gang i nogle sveddepoter! Sveden drev af mig, så en eller anden effekt havde det da på min krop.
Bagefter undersøgte Susanne mig for at konstatere om der skete en udvikling, og det gjorde der da. Jeg var 2 cm åben, og havde næsten intet livmoderhals tilbage. 1 uge tidligere var jeg 1 finger åben og havde 1,5 cm livmoderhals. Hun lavede en hindeløsning, og så var jeg pludselig 3 cm åben! Hun fortalte at jeg var meget blød og dermed ville det sikkert blive en hurtig fødsel.
Så lagde jeg mig for at hvile i 1 time, her havde jeg plukkeveer med ve styrke med 15 minutters interval. 4 styks af dem, og så ikke mere… Susanne kørte hjem omkring 15.30, og Henrik kørte ind efter Juliane og Annika. Herefter havde jeg enkelte plukkeveer i løbet af 2 timer. Jeg slappede af på sofaen sammen med pigerne og en tegnefilm. Lige pludselig kl. 17.25 fik jeg den første ve! Det krævede dybe vejrtrækninger! – 7 minutter efter igen, og igen og så igen. Jeg fik bevæget mig ovenpå omkring kl. 18, og jeg havde her meget ondt. Jeg skulle tisse, og kravlede i snegletempo ud på wc. Jeg turde næsten ikke bevæge mig da veerne bare kom ved mine bevægelser nu. De steg hele tiden i styrke. Omkring 18.15 ringede Henrik efter Susanne. Nu var vi helt sikre på det var fødslen der var i gang. Jeg havde simpelthen så kraftige veer!! Samtidig var begge piger hjemme og vågne, og jeg fik da både serveret fantasi-kakao og fik dejlige kys og kram. Juliane kom med sin dukke, og nu holde vi pludselig også skovtur kunne jeg erfare JAnnika var mere interesseret i at klatre på min ryg eftersom jeg stod på gulvet på alle fire. Susanne ringede til Henrik for at forsikre sig om at han ikke kørte nogen steder med pigerne før hun var kommet frem.
Klokken nærmede sig kl. 19, og da magtede jeg ikke mere uro. Pigerne skulle i seng, og det kunne kun gå for langsomt! Jeg var her nået til et punkt hvor jeg ikke kunne klare veerne uden at klamre mig til Henrik, som febrilsk forsøgte at putte unger og rydde op efter aftensmaden så der var plads til en hjemmefødsel lige der midt i det hele
Jeg fandt ud af at klamre mig til en stol og sige en eller anden charmerende hvæselyd ved hver ve, og håbede i det stille på at ungerne ville synes det var helt naturlige lyde fra deres mor, og så bare lægge sig til at sove. Lad os bare sige, at det virkede 50 %.
Susanne dukkede op et kvarters tid senere, og Henrik havde lige akkurat fået redt en fødselsbriks op til mig. Der var så langt at komme de 3 meter fra hvor jeg stod og så hen til den madras. Jeg havde knap haft veer i 2 timer, og var virkelig blevet overmandet af nogle smerter denne gang jeg ikke kunne kontrollere. Annika blev ved med at kalde på sin far inde fra sin seng – hun var tørstig, og så ville hun have sin nattrøje af osv. Vi indså at hun nok havde svært ved at sove pga uroen da jeg ikke ligefrem havde den mest stilfærdige fødsel denne gang! Så Annika røg ned på sofaen og fik set et par afsnit af De små Einsteins imens hun nulrede sin pude og dyne. Juliane sov bare…
På dette tidspunkt var der veer med 2-3 minutters interval. Jeg fik sat nogle akupunktur-nåle i benene og på lænden, men det havde tilsyneladende ringe effekt på mig. Jeg var desuden 5-6 cm åben, men fik det ikke at vide. God taktik der! Susanne sagde blot, at jeg var flot åbent, men ikke helt klar endnu. Veerne tager hele tiden til i styrke, og jeg føler mig mere og mere magtesløs. Kan ikke finde en god stilling, ryger hele tiden ud på gulvet, hiver og slider i tremmerne på trappegelænderet, får nevet og klemt Henrik i både skuldre, hænder og lår, så han vist føler sig lidt udsat J Jeg bander, hvæser, brøler, beklager mig og skriger mig bare igennem de der forfærdelige veer! Jeg får også brokket mig over Henriks lugt af først løg ud af munden og siden hen tyggegummi, vel i et ynkeligt forsøg på at fjerne den første grimme lugt, hehe. Derudover smagte mit vand af meget optyndet æblejuice og jeg bemærkede Henriks øjne vandrer hen til katten der snusede til mit sugerør. Alle sanser var bare skærpede, og jeg blev sur over han overhovedet gad beskæftige sig med at fjerne den kat!
Jeg begyndte at føle en anelse pressefornemmelse omkring 19.50. Det var ikke presseveer, men jeg kunne mærke at det skred derhen ad. Jeg sagde flere gange, at jeg ikke kunne klare de her smerter ret meget længere, og jeg blev forsikret om flere gange at det ikke ville tage lang tid.
20.20 pressede det mere til, og 20.25 var jeg 7 cm åben. Heller ikke denne gang fik jeg det at vide. Der var en stor hindeblære som jeg gav grønt lys til at hun prikkede hul på ved næste ve. Der kom lysegrønt fostervand ud. Hjertelyden havde hele vejen igennem været perfekt, så det gjorde ikke noget.
Kl.20.35 finder jeg endelig en god stilling ved at sidde op af Henrik. Det gør det pludselig meget nemmere at gøre noget aktivt, og jeg får presset hovedet ned efter at Susanne har holdt den sidste kant af livmodermunden væk under en ve. Hold nu op(!), det var ikke rart! Derudover havde jeg fornemmelsen af at hun sad og åbnede mig som om jeg var en pose man lige kunne kigge ned i, haha. Endelig var de grimme udvidelsesveer væk og det var kun presseveer jeg følte, og hovedet blev endelig født! Susanne nåede lige at konstatere inden, at vi fik en baby med masser af mørkt hår, og så hørte jeg ellers snøfteriet starte bagved mig da Henrik denne gang blev ramt af sin følsomme side allerede inden barnet var født. Både Henrik og jeg var bare så spændte nu! Jeg kunne bare se ned på det her fine lille runde hoved med en mørk manke, og så sagde Susanne, tag bare imod hende. Og uden egentlig at betænke noget som helst, løftede jeg selv min lille datter ud af livmoderen og ud til livet! Jeg kunne bare tage hende ud af mig, og lægge hende på min mave og bryst. Det var det største jeg har oplevet! Jeg var høj af lykke!!!! Jeg blev bare overvældet af kærlighed, omsorg og moderfølelser med det samme. Dicte lå bare og hyggede sig og nød tilsyneladende at være kommet til verden lige på denne måde J Hun skreg ikke, men lå bare og pludrede de hyggeligste lyde man kan forestille sig.
Hun havde et massivt lag fosterfedt på sig og har haft det strålende inde i maven på trods af de 11 dage over tid. Hun blev født kl. 20.43 efter at have haft veer i 3 timer og 1 kvarter. Min hurtigste, og aller mest smertefulde fødsel, af de tre jeg har oplevet!
Så dukkede Annika pludselig op nede fra stuen hvor hun jo havde siddet og set tegnefilm, og hun skulle lige ha en riskage, og kom så hen og konstaterede at mor sad med en baby, og det var da bare helt naturligt Juliane havde vi intet hørt til, og det var da også først næste morgen hun fik den gode nyhed.
Jeg fik ingen bristninger, blødte ikke voldsomt meget og havde ingen problemer med smerter efterfølgende. Hvor heldig kan man lige være!? Men jeg har ikke den største lyst til at gennemgå en graviditet og fødsel igen – slet ikke med tanke på at jeg har været gravid først 1 uge længere med Annika end Juliane, og så lige endnu 1 uge længere med Dicte end Annika. Men den der vilde følelse af at være blevet mor igen lige i sekunderne efter fødslen, det er det største jeg har prøvet nogensinde! 
