"Skal" man være lykkelig?

For et nogen uger siden blev jeg mor (enlig mor), og spekulere lidt på om det er normalt ikke at være lykkelig. Når min mor er her er jeg egentlig ret glad, og ret stolt, men så snart jeg er alene er jeg ked af det. Synes stadig ikke jeg føler det der overvældende kærlighed til mit barn, som jeg vel burde. Har utrolig dårlig samvittighed for føler jeg overhovedet ikke gør det godt nok. Han vil ikke rigtig sove så let som han gjorde i starten, og tager utrolig lang tid at få ham til at sove. Når jeg snakker i telefon med min mor siger hun hele tiden jeg ikke må græde, for det påvirker også ham, men synes simpelthen det er SÅ svært at holde tårene tilbage når han er stadig er vågen efter mange timer og jeg synes jeg har prøvet alt... Jeg får ikke rigtig spist noget, for synes ikke tiden er til at lave mad, og når  han endelig sover, er jeg bange for at larme så jeg vækker ham. Så spiser mest bare havregryn. Hvilket er ret usædvanligt for mig der jeg altid har haft et vægt problem, og altid har trøstespist...

Min læge sagde det var normalt at man græd meget i starten, og jeg ikke behøvede spekulere på om jeg var ved at blive deprimeret, men synes nu stadig jeg har det underligt...

Mit spørgsmål gør egentlig bare ud på, om det er normalt ikke at føle den der vilde kærlighed fra starten af? Og burde jeg være ovenud lykkelig over at blive mor?

har du prøvet at tage en snak med din sundhedsplejerske?? de har et skema man skal udfylde, som kan påvise en fødselsdepression.. måske er det det som du er ved at udvikle??

jeg synes at du skal tage kontakt til en anden læge hvis du ikke føler at du bliver taget alvorligt af din nuværende!

jeg ved at der er enkelte psykiatriske skadestuer rundt omrking i landet, vi har aelv haft nytte af den der ligger i Esbjerg (ved ikke hvor i landet du er fra), men der kan du bare ringe ind eller tage dertil, for at blive vurderet af en psykiater.

men først og fremmest tag og ring til din sp og aftal et besøg, for støtte er et vigtigste du har brug for når du står "alene"

Kære Ano

Du lyder til at være ganske normal.

Der er mange der ikke føler overvældende kærlighed til deres nye baby og det er bestemt heller ikke en sjældenhed at man føler det hele er svært og uoverskueligt. Men det hele kommer lige så stille.

Jeg har en søn på 9 uger og er også alenemor og hold fast hvor er det bare pissehårdt af og til.

Jeg besøger mine forældre rigtig tit. Flere gange om ugen hvor jeg også overnatter der. Det giver mig mulighed for at komme i bad uden stress og få spist aftensmad i ro og mag. Og imens sidder min mor med min søn hvis han ikke sover. (Og han er en meget vågen baby og en baby som bestemt ikke gider sove for sig selv)

Jeg synes du skal få din mor til at sidde med din søn, mens du får lavet mad til en uge af gangen og får det frosset ned. På den måde skal du ikke bruge så lang tid på aftensmaden. En mikroovn er et must som enlig mor.

Det som jeg synes er allerværst er at det kan være enormt ensomt at sidde alene hjemme aften efter aften med et spædbarn. Man mangler i den grad at der kommer nogen hjem efter klokken 16 og hygger lidt om en. Eller bare en at sidde i sofaen og sludre med. Og hvis baby er pylret og hænger på en er der ingen mulighed for at koble fra.

Men fat mod. Baby bliver ældre og det hele bliver langsomt bedre og nemmere. Så kommer der perioder hvor de bliver pylrede og grådlabile. (De såkaldte tigerspring) Men hvis man hele tiden har i baghovedet at det er en periode synes jeg det bliver lettere at overskue.

Det skal nok gå alt sammen.

Og får du det kun værre og værre så tal med din læge, så hun/han er opmærksom på evt fødselsdepression. Men der er nu ikke noget at sige til at man som nybagt mor og så endda alenemor kan føle det lidt håbløst engang imellem.

Edit: Min søn er vant til "larm", så han vågner ikke hvis jeg skramler rundt. Tror det er en god idé bare at være sig selv.

RGN skriver:

Kære Ano

Du lyder til at være ganske normal.

Der er mange der ikke føler overvældende kærlighed til deres nye baby og det er bestemt heller ikke en sjældenhed at man føler det hele er svært og uoverskueligt. Men det hele kommer lige så stille.

Jeg har en søn på 9 uger og er også alenemor og hold fast hvor er det bare pissehårdt af og til.

Jeg besøger mine forældre rigtig tit. Flere gange om ugen hvor jeg også overnatter der. Det giver mig mulighed for at komme i bad uden stress og få spist aftensmad i ro og mag. Og imens sidder min mor med min søn hvis han ikke sover. (Og han er en meget vågen baby og en baby som bestemt ikke gider sove for sig selv)

Jeg synes du skal få din mor til at sidde med din søn, mens du får lavet mad til en uge af gangen og får det frosset ned. På den måde skal du ikke bruge så lang tid på aftensmaden. En mikroovn er et must som enlig mor.

Det som jeg synes er allerværst er at det kan være enormt ensomt at sidde alene hjemme aften efter aften med et spædbarn. Man mangler i den grad at der kommer nogen hjem efter klokken 16 og hygger lidt om en. Eller bare en at sidde i sofaen og sludre med. Og hvis baby er pylret og hænger på en er der ingen mulighed for at koble fra.

Men fat mod. Baby bliver ældre og det hele bliver langsomt bedre og nemmere. Så kommer der perioder hvor de bliver pylrede og grådlabile. (De såkaldte tigerspring) Men hvis man hele tiden har i baghovedet at det er en periode synes jeg det bliver lettere at overskue.

Det skal nok gå alt sammen.

Og får du det kun værre og værre så tal med din læge, så hun/han er opmærksom på evt fødselsdepression. Men der er nu ikke noget at sige til at man som nybagt mor og så endda alenemor kan føle det lidt håbløst engang imellem.

Edit: Min søn er vant til "larm", så han vågner ikke hvis jeg skramler rundt. Tror det er en god idé bare at være sig selv.

Jeg ved egentligt ikke hvad jeg vil skrive, andet end at jeg synes dit indlæg simpelthen bare er så godt. Det er ærligt og rørende - og konstruktivt.

Ja, det var egentligt bare det jeg ville sige...

Kh Susanne

Jeg tror det er helt normalt ikke at have den der vilde forældre følelse for sit barn - og samtidigt tror jeg det er ret tabu, fordi mange nybagte mødre føler som du - dårlig samvittighed over IKKE at føle sådan.

Jeg er en af dem, der ikke havde den følelse - i starten var det bare fast arbejde og jeg blev ved med at spekulere på om det var det?? Var det ikke meningen at livet pludseligt blev fantastisk, nu man var blevet mor? 

Min datter havde kolik, og jeg kan huske at jeg flere gange sad helt musestille i stuen og lyttede panisk efter den mindste lyd - fordi jeg ikke orkede at hun vågnede igen.

Du er med andre ord ikke den eneste, der har haft det på den måde.

Start med at prøve at slippe din skyldfølelse. Du gør det så godt du kan og det er godt nok. Derefter så koncentrer dig om at finde nogle rutiner, der virker for jer.

Dernæst kan jeg anbefale svøb - verden kan være rigtigt stor og skræmmende når man har ligget og hygget sig inde i mors mave i mange måneder. Svøbet gør hans verden lille og overskuelig  igen og hjælper ham til at finde ro i kroppen.

Når han er træt og skal puttes skal der helst være ro, og ikke for mange forstyrrelser (musik, tv, stærkt lys mv.) så falder han nemmest til ro, men når først han sover skal du ikke være bange for at være der. De fleste spædbørn kan sove fra næsten hvad som helst, når først de er faldet i søvn, og du gør dig selv en bjørnetjeneste ved at være musestille når han sover - du ender med at vænne ham til at der skal være helt ro, og det forventer han så fremover.

Sæt ham i et andet værelse med døren lukket - evt. en babyalarm og gå så i gang med at lave mad osv.

Nu ved jeg ikke hvilket forhold du har til din mor, men brug hende. Hun kan ganske givet lære dig en masse om babyer osv - hun har jo prøvet det hele og ved også hvor hårdt det er. Det nytter ikke noget lade som om du kan det hele og føle du drukner indvendigt...

Følelserne for din søn skal nok komme, og det bliver nemmere at være mor når han bliver ældre. Det bedste råd jeg kan give dig er at kigge på din søn og stole på dig selv.  Bed om hjælp hvis du har brug for det, men du skal selv træffe beslutningerne - DU ved hvad der er bedst for din søn - ganske enkelt fordi du er hans mor..

 og op med humøret - husk alle forældres mantra: Det går over...

Tusind tak Susanne.

Det var sødt skrevet.

Det lyder meget meget normalt!!! Du skal slet ikke være bange for at der er noget i vejen med dig eller med dig som mor! Homoner flyver rundt i kroppen, du får ikke ordentlig mad (det kan da slå enhver ud), du sover ikke ordentlig om natten og du er alene med ansvaret for din lille dreng. Puha, jeg kan da godt forstå at træthedsfølelsen er meget større end lykkefølelsen!!!!

Jeg vil på det varmeste anbefale en slynge, for så kan din skønne lille dreng ligge i den og falde isøvn til bevægelserne af at du laver mad

Det ér svært at få små børn til at sove, og sådan er det bare. Det er nemmere med en slynge, dels fordi det går hurtigere og dels fordi man kan få lavet noget imens de falder i søvn, og derfor bliver man ikke så irriteret på barnet der ikke vil sove.

Tillykke med din dreng. Rank ryggen og vær stolt af alt det du klare helt alene, og nyd så de (ekstra) gode stunder du har, når din mor er på besøg.

Altså jeg havde en mindre fødselsdepression, da jeg lige var blevet mor... Jeg havde heller ikke den der ovenud lykkefølelse til at begynde med... Men det kom hen af vejen. Selvfølgelig elskede jeg hende, men det var ikke på den der lykkeagtige måde. Og i dag elsker jeg hende så højt, at det gør ondt... (det gjorde jeg egentlig osse dengang, det føltes bare ikke sådan).

Desuden har jeg hørt mange sige, at det er helt normalt at man knytter sig mere og mere til dem med tiden, og at det ikke er alle der får moderfølelsen med det samme.

I de første 4 mdr. (tror jeg), hakkede jeg på får mig selv konstant. Jeg var en dårlig mor, min datter kunne ikke være tjent med mig, jeg kunne aldrig blive halvt så god en mor som MIN mor... Konstant dårlig samvittighed, og fik af vide at det nok var en mindre fødselsdepression.

Efter de fire mdr. begyndte det at gå fremad, men da min datter så skulle i gips da hun var 7 mdr. gammel, så brød jeg sammen...og måtte have antidepressiva... Det får jeg endnu, og i dag har jeg det godt.

Men du er den der bedst kan mærke hvordan du har det... Hvis du har tanker om at skade enten dig selv eller dit barn, så skal du søge læge, OG han SKAL tage dig alvorligt, ellers må du til en anden!

Det skal nok gå. 

tusinde tak for de søde tilbagemeldinger... Det luner virkelig!

Min mor bor desværre 150 km væk, og min far næsten 500 km, så skal klare det selv. Har en veninde der hjælper lidt en gang i mellem, men ikke en jeg kan være afhængig af. Nu er det en ny dag igen, og min søn har ondt i maven og natten har været rigtig hård, men som i siger er det en fase. Det er rigtig rart at vide det ikke er alle der med det samme elsker at være mor med det samme.

Har en slynge, men han skriger hver gang han kommer i den, har prøvet at svøbe ham men så bliver han helt hysterisk fordi han ikke kan bevæge armene... Så det eneste der virker er at gå rundt med ham på armen og gynge ham....

Håber det bliver bedre med tiden...

Anonym skriver:

tusinde tak for de søde tilbagemeldinger... Det luner virkelig!

Min mor bor desværre 150 km væk, og min far næsten 500 km, så skal klare det selv. Har en veninde der hjælper lidt en gang i mellem, men ikke en jeg kan være afhængig af. Nu er det en ny dag igen, og min søn har ondt i maven og natten har været rigtig hård, men som i siger er det en fase. Det er rigtig rart at vide det ikke er alle der med det samme elsker at være mor med det samme.

Har en slynge, men han skriger hver gang han kommer i den, har prøvet at svøbe ham men så bliver han helt hysterisk fordi han ikke kan bevæge armene... Så det eneste der virker er at gå rundt med ham på armen og gynge ham....

Håber det bliver bedre med tiden...

Du kan prøve lægge ham ovenpå en babydyne og pakke den sammen om ham og så op i armene - det virker lidt som et svøb og så alligevel ikke og du er stadig helt tæt på ham - det får nogen gange babyer til at falde til ro.

Hvis maven gør ondt blev vi anbefalet af vores SP at lægge vores datter på siden, så hun kunne krumme sig sammen - vores datter har sovet på siden fra hun var en uge eller to gammel. At ligge på siden dæmper også deres "fald-refleks" om ofte vækker babyer, der ligger på ryggen. Når min næste kommer, bliver h*n lagt på siden fra dag 1.

Selvom han ikke bryder sig om at blive svøbt, tror jeg alligevel at du kan finde lidt inspiration her: http://www.svoebditbarn.dk/05_videnskabeligt.html

Hvis du engang magter det, kan jeg anbefale bogen "The Baby Whisperer" af Tracy Hogg. Den er desværre ikke oversat til dansk, men den giver et fantastisk indblik i babyers verden. Den er klart værd at læse.