Mig og min spiseforstyrrelse

Jeg skriver dette indlæg i håb om at bremse min tilbage gang i forbindelse med min spiseforstyrrelse. Jeg synes desværre at den har fået lov til at komme lidt på tæt på mig igen og jeg vil bare IKKE have den i min indercirkel.

I december 2007 gik det op for mig at jeg havde en spiseforstyrrelse. Den havde på daværende tidspunkt været meget aggresiv i to år, og i flere år forinde da, været synlig i perioder. Men efter en hård skilsmisse overtog den mere eller mindre magten over mit liv. I starten drejede det sig ekstremt meget om at spise det rigtige og helst ikke for meget og motionere motionere motionere... Så begyndte maden at tage over, og jeg spiste spiste spiste for derefter at kaste det hele op igen. I starten kastede jeg "kun" mine overspisninger op, men hurtigt blev det til samtlige måltider og til sidst gik jeg ikke så meget op i at spise det rigtige, for jeg kastede jo alligevel det hele op igen. Dog holdte jeg den sunde linie når jeg var ude i offenligeheden og nød at få opmærksomhed på min sunde kost og slanke linie. Men men men jeg nød det jo alligevel ikke helt. Følte jeg "snød" alle og stoltheden forsvandt hurtigt. Oven i spiseforstyrrelsen tog jeg alt for meget arbejde på mit bord og pludselig arbejdede jeg eller kastede op. En dag blev det for meget og jeg var 100% ærlig overfor min tætteste veninde, som slet ikke reagerede som jeg forventede/frygtede. Jeg sad der som 30 årig og fortalte at jeg havde en spiseforstyrrelse - forventede jo nærmest at hun grinte af mig. Men heldigvis blev jeg mødt med forståelse og lidt pres om at jeg skulle søge læge. Hold nu op det var svært. Der skulle mange tilløb til, men heldigvis fik jeg taget hul på det og min læge var fantastisk. Hun skrev mig op til behandling på et center for spiseforstyrrelse og i ventetiden (5 mdr!!) gik jeg til samtale terapi hos hende. Hun blev min støtte sten og jeg var dernede een gang om ugen. 1 måned efter bekendelsen af min spiseforstyrrelse gik jeg ned med stress, og blev sygemeldt med det samme. Det gav mig mulighed for at koncentrere om at komme ud af spiseforstyrrelsens kløer. Jeg besluttede mig for at NU skulle jeg blive rask - og et skridt i den rigtig retning er at erkende sin sygdom. Så jeg besluttede at være ærlig omkring det. Så jeg fortalte både mine forældre og mit arbejde om det. Men av av det gjorde nas og alligevel en lettelse. Mine forældre tog det meget seriøst og deltog i familie møde på centret for spiseforstyrrelse. Det har hjulpet meget for vores forhold, for pludselig forstod de bedre de humørsvingninger jeg har haft i flere år. Rart at blive forstået. Terapien på centret var gruppeterapi og heldigvis var jeg ikke den ælste. Gik og går mig meget på at jeg i så sen en alder erkender min sygdom. Det var en lang og hård kamp og troede virkelig aldrig at jeg skulle komme ud af det. Men nu har jeg ikke kastet op i 8 mdr!! Er bare så stolt. MEN... efter en slem retsag omkring min datter kan jeg mærke at spiseforstyrrelsen atter banker på døren. Jeg er bange for at jeg har lukket den lidt ind. Jeg har den største lyst til at kaste op hver gang jeg har spist noget usundt. Jeg er begyndt at tænke i kalorier igen, får ikke spist mine mellemmåltider og skuffet over mig selv fordi jeg ikke får motioneret/trænet. Ihh altså jeg vil bare IKKE have den tæt på mig igen. Den (spiseforstyrrelsen) hører IKKE til i min inderkreds. Men jeg må indrømme at jeg ikke har overskud til at snakke med mine forældre eller venner om det. Ved ikke om det er fordi, jeg er flov eller bange for at skuffe. Må bare finde mine billeder frem da jeg vejede 46 kg - det har tidligere motiveret mig for at holde den rakse linie.

Tak fordi du læste med - det hjælper at få lufet lidt ud, så håber det er ok at jeg har gjort det her.

KH

Bettemus skriver:

Jeg skriver dette indlæg i håb om at bremse min tilbage gang i forbindelse med min spiseforstyrrelse. Jeg synes desværre at den har fået lov til at komme lidt på tæt på mig igen og jeg vil bare IKKE have den i min indercirkel.

I december 2007 gik det op for mig at jeg havde en spiseforstyrrelse. Den havde på daværende tidspunkt været meget aggresiv i to år, og i flere år forinde da, været synlig i perioder. Men efter en hård skilsmisse overtog den mere eller mindre magten over mit liv. I starten drejede det sig ekstremt meget om at spise det rigtige og helst ikke for meget og motionere motionere motionere... Så begyndte maden at tage over, og jeg spiste spiste spiste for derefter at kaste det hele op igen. I starten kastede jeg "kun" mine overspisninger op, men hurtigt blev det til samtlige måltider og til sidst gik jeg ikke så meget op i at spise det rigtige, for jeg kastede jo alligevel det hele op igen. Dog holdte jeg den sunde linie når jeg var ude i offenligeheden og nød at få opmærksomhed på min sunde kost og slanke linie. Men men men jeg nød det jo alligevel ikke helt. Følte jeg "snød" alle og stoltheden forsvandt hurtigt. Oven i spiseforstyrrelsen tog jeg alt for meget arbejde på mit bord og pludselig arbejdede jeg eller kastede op. En dag blev det for meget og jeg var 100% ærlig overfor min tætteste veninde, som slet ikke reagerede som jeg forventede/frygtede. Jeg sad der som 30 årig og fortalte at jeg havde en spiseforstyrrelse - forventede jo nærmest at hun grinte af mig. Men heldigvis blev jeg mødt med forståelse og lidt pres om at jeg skulle søge læge. Hold nu op det var svært. Der skulle mange tilløb til, men heldigvis fik jeg taget hul på det og min læge var fantastisk. Hun skrev mig op til behandling på et center for spiseforstyrrelse og i ventetiden (5 mdr!!) gik jeg til samtale terapi hos hende. Hun blev min støtte sten og jeg var dernede een gang om ugen. 1 måned efter bekendelsen af min spiseforstyrrelse gik jeg ned med stress, og blev sygemeldt med det samme. Det gav mig mulighed for at koncentrere om at komme ud af spiseforstyrrelsens kløer. Jeg besluttede mig for at NU skulle jeg blive rask - og et skridt i den rigtig retning er at erkende sin sygdom. Så jeg besluttede at være ærlig omkring det. Så jeg fortalte både mine forældre og mit arbejde om det. Men av av det gjorde nas og alligevel en lettelse. Mine forældre tog det meget seriøst og deltog i familie møde på centret for spiseforstyrrelse. Det har hjulpet meget for vores forhold, for pludselig forstod de bedre de humørsvingninger jeg har haft i flere år. Rart at blive forstået. Terapien på centret var gruppeterapi og heldigvis var jeg ikke den ælste. Gik og går mig meget på at jeg i så sen en alder erkender min sygdom. Det var en lang og hård kamp og troede virkelig aldrig at jeg skulle komme ud af det. Men nu har jeg ikke kastet op i 8 mdr!! Er bare så stolt. MEN... efter en slem retsag omkring min datter kan jeg mærke at spiseforstyrrelsen atter banker på døren. Jeg er bange for at jeg har lukket den lidt ind. Jeg har den største lyst til at kaste op hver gang jeg har spist noget usundt. Jeg er begyndt at tænke i kalorier igen, får ikke spist mine mellemmåltider og skuffet over mig selv fordi jeg ikke får motioneret/trænet. Ihh altså jeg vil bare IKKE have den tæt på mig igen. Den (spiseforstyrrelsen) hører IKKE til i min inderkreds. Men jeg må indrømme at jeg ikke har overskud til at snakke med mine forældre eller venner om det. Ved ikke om det er fordi, jeg er flov eller bange for at skuffe. Må bare finde mine billeder frem da jeg vejede 46 kg - det har tidligere motiveret mig for at holde den rakse linie.

Tak fordi du læste med - det hjælper at få lufet lidt ud, så håber det er ok at jeg har gjort det her.

KH

for du selv indså du havde en spiseforstyrelse og for at du skrev det her inde

Har selv været der ( fra jeg var 8-16 ) og var indlagt da jeg var 12 og da jeg var 13, Men jeg indså det aldrig selv før den dag i dag, hvor jeg ser på billeder af mig fra dengang hvor jeg vejede under 30 kg.

Men Mit dukker os op i perioder hvor jeg har det dårligt ligesom dit, så forstår godt at du går og har det dårligt igen nu .

Men sæt dig til at kigge på de billede hvor du intet vejer, OG kig på hvor usund du ser ud der, det er ikk godt for kroppen

håber du får det bedre

Lone

Spiseforstyrelse er en hård sygdom, jeg syntes stadig der er et vis tabu omkring den så det er bare så super flot af dig at du er kommet så langt. Det er klart at den vil dukke op i perioder især når du har det dårligt eller føler dig stresset. Men det er her du kan vise hvor stærk du er og hvor langt du er nået. Den kan selvfølgelig ikke komme ind i dit liv igen det er du for stærk til, den kan prøve men det vil ikke lykkedes. BASTA. 

Jeg har aldrig haft en spiseforstyrelse men jeg studere psykologi så jeg har et indblik i hvor hårdt det kan være. Men udnyt forumet og lån lidt af vores andres styrke så Den elendige spiseforstyrelse ikke kommer igen. 

Alle knus og kram og en masse af min madglæde til dig.

Roxie skriver:

Spiseforstyrelse er en hård sygdom, jeg syntes stadig der er et vis tabu omkring den så det er bare så super flot af dig at du er kommet så langt. Det er klart at den vil dukke op i perioder især når du har det dårligt eller føler dig stresset. Men det er her du kan vise hvor stærk du er og hvor langt du er nået. Den kan selvfølgelig ikke komme ind i dit liv igen det er du for stærk til, den kan prøve men det vil ikke lykkedes. BASTA. 

Jeg har aldrig haft en spiseforstyrelse men jeg studere psykologi så jeg har et indblik i hvor hårdt det kan være. Men udnyt forumet og lån lidt af vores andres styrke så Den elendige spiseforstyrelse ikke kommer igen. 

Alle knus og kram og en masse af min madglæde til dig.

Tusinde tak for dit svar til mit indlæg. Spiseforstyrrelse er lidt et tabu, for der er rigtig mange der ikke kan forstå, hvorfor man ikke selv kan styre det med maden? Mange tror det er en beslutning man tager. Men var det nu det, så tror jeg ikke at nogen bevidst ville gøre sin krop ondt. Jeg fik et chok da jeg fandt ud af, hvad der sker med min krop og organer ved at jeg kaster op. Men selv det, var ikke nok til at stoppe  

I min efterbehandling havde vi temaer; et af dem var om man nogen sinde bliver helt rask. Behandlerne fortalte os at selvfølgelig kan man bliver hel rask og komme ud af sin spiseforstyttelse. Men jeg er nu overbevist om, at man kan sammenligne en spiseforstyrrelse med en alkoholiker. En ædru alkoholiker kan så dog vælge aldrig at drikke alkohol igen, men maden den kan man jo ikke udelukke i sit liv. Så for mig, så er og bliver spiseforstyrrelsen nok desværre en del af mig. Den viser sit grumme ansigt, ligeså snart den kan mærke, at jeg psykisk er træt og hvis jeg har været lidt for afslappet omkring maden og har taget lidt for mange kg på. Huha så står den klar til at fortælle mig, at jeg skal tage den i hånden og gøre hvad den siger. Den er min dæmon  som jeg kæmper med. Men som du skriver: jeg er stræk og den får IKKE lov til at komme tæt på igen. Jeg vil IKKE

Tager virkelig hatten af for dig, du er stærk - inderst inde og det ved du...

I min verden kommer man aldrig 100% ud af en spiseforstyrelse, men man kan lære at leve med den og holde den på afstand på med det rigtige værktøj og behandling.

Jeg har et pænt stykke papir fra sønderborg syghus, hvor der står at jeg nu er erklæret 100% rask, der var jeg 18... den started da jeg var 7 og er selv 30 idag. Men har helt klart flere gode perioder, end de madfiksered.

Jeg har fra jeg var 7 klippet alle de tynde piger ud fra ugeblade, men det stopped da vi fik frederic. Kan og vil slet ikke finde tid til det, for har jo vores søn. Han er mere vigtig end de tynde piger i bladene, nøjes blot med at kigge på dem og ønske det bare var mig.

Men rask? tro mig, det er jeg stadig ikke. Den ligger og lurer, finder de svage tidspunkter og maser sig frem.  

du får lige sådan her fordi du er for sej!bare kom med det...det er skønt man kan gøre det her.

kh fra bobs

  Frederic's moar

Tager virkelig hatten af for dig, du er stærk - inderst inde og det ved du...

I min verden kommer man aldrig 100% ud af en spiseforstyrelse, men man kan lære at leve med den og holde den på afstand på med det rigtige værktøj og behandling.

Jeg har et pænt stykke papir fra sønderborg syghus, hvor der står at jeg nu er erklæret 100% rask, der var jeg 18... den started da jeg var 7 og er selv 30 idag. Men har helt klart flere gode perioder, end de madfiksered.

Jeg har fra jeg var 7 klippet alle de tynde piger ud fra ugeblade, men det stopped da vi fik frederic. Kan og vil slet ikke finde tid til det, for har jo vores søn. Han er mere vigtig end de tynde piger i bladene, nøjes blot med at kigge på dem og ønske det bare var mig.

Men rask? tro mig, det er jeg stadig ikke. Den ligger og lurer, finder de svage tidspunkter og maser sig frem.  

Tak for dine ord - det betyder meget for mig, at andre synes jeg er sej. Får mig måske til at se, at jeg jo stadig kæmper og ikke har givet op (som jeg godt kan føle det lige nu, ved at jeg har ladet spiseforstyrrlesen komme lidt tættere på mig igen)

Jeg nåede aldrig til det punkt i min behandling hvor jeg følte mig 100% rask. Der gik faktisk 3/4 år efter endt efterbehandling, før jeg endeligt stoppede med opkastningerne - som nu har holdt i 8 mdr. (håber det holder ved)