Min kæreste og jeg har været sammen nogle år efterhånden og vi har sammen et barn der er under et år gammel. Der har altid været nogle ting ved ham som jeg ikke helt har kunne forliges med, hvilket har bragt os til en del skænderier. Dog har vi aldrig skændtes meget, for det gider jeg slet ikke. Han er en blød mand, meget imødekommende og sjov, men hvis der sker bare den mindste ting (her til morgen var det at bilen ikke kunne starte), så kan han flippe fuldstændig. Og så kan han finde på at råbe, smide med ting og banke i bordet. Det er ikke ok når vi er alene - men det er SLET ikke ok opførsel når vores barn er i huset. Jeg blev rigtig gal, han kom hurtigt ned på jorden igen (som altid) og undskyldte sin opførsel. Han er god til at sige undskyld, men det er bare ikke godt nok! Denne morgen sagde jeg til ham at det ville ende med at splitte os ad hvis han blev ved med at sprænge bomber på den måde - og det var ikke bare en trussel. Jeg gjorde ham desuden opmærksom på at det gav et ryk i barnet da han bankede i bordet, og det fik ham naturligvis til at tænke, og han fik meget dårlig samvittighed. Jeg bad ham arbejde med sine vredesudbrud, og hvis han ikke selv kunne finde ud af det, så måtte han få nogen til at hjælpe ham.
Jeg har på det sidste tænkt over hvordan et liv som enlig med et lille barn ville være. Tankerne er kommet mere og mere, og det skræmmer mig og gør mig ked af det. For jeg elsker ham jo, og jeg ønsker at det skal fungere. Desuden er jeg afhængig af hans hjælp i hverdagen når jeg skal begynde at arbejde da jeg vil få en del sene dage. Det har hele tiden været aftalen at han skulle tage en stor del af slæbet efter barslen. Hvis det skulle gå i stykker har jeg desuden tænkt mig at flytte fra den by hvori vi bor nu, for at være tættere på min familie og gamle venner, som bor meget langt fra mig nu. Men så fjerner jeg jo barnet fra sin far. Det har jeg heller ikke lyst til. Men jeg ser ikke anden mulighed hvis det skulle komme så vidt.
Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg. Måske bare komme ud med nogle af de tanker og frustrationer jeg går og slås med for tiden. Jeg har ikke talt med nogen veninder om det, da jeg har svært ved at sige det til dem. Jeg har en meget god veninde - vi fortæller hinanden alt - men når hun spørger hvordan det går siger jeg bare altid noget lignende "det går fint, ikke noget nyt". Jeg vil gerne tale med min veninde om det, men jeg tør måske ikke indrømme hvordan jeg har det - altså sige det med ord, for så er det en slags offentliggjort at det ikke går godt mellem os. Jeg ønsker at vi skal være en familie, at mit barn skal vokse op med sin far, at vi er lykkelige osv. - lige nu er jeg bare ikke lykkelig...
Hvad skal jeg gøre?
Anmeld
