Det hele startede fredag d. 18. December, hvor mor og jeg startede dagen med at tage op på fødegangen hvor jeg fik sat en stikpille op, som skulle sætte fødslen i gang. Ugen før havde jeg fået stikpiller 3 dage i træk, men de havde ikke modnet livmoderen nok. Jeg havde også fået en stikpille dagen før, men jeg havde ikke mærket andet end de samme smerter, som jeg havde haft ugen før, så jeg havde ikke de store forventninger om at denne stikpille ville sætte gang i fødslen heller. Kl. var 9 da jeg blev undersøgt og fik sat stikpillen op. Jeg fik af vide at der var sket lidt fremgang, og at de håbede på at kunne komme til at tage vandet senere på dagen. Jeg fik besked på at tage hjem og vente, og så skulle vi komme op på fødegangen igen kl. 14.30, hvor jeg så ville blive undersøgt igen.
Vi forventede ikke at der ville ske noget i hvert fald de første par timer, så min mor og jeg tog fra sygehuset og ud i storcentret hvor vi lige skulle ordne et par ting, inden vi ville tage hjem til min lejlighed. Men inden vi var færdige i storcentret var jeg begyndt at have smerter i underlivet, og da vi kom hjem til min lejlighed var det blevet til veer. På det tidspunkt var klokken ca. 11.30. De næste timer lå jeg det meste af tiden i sengen mens veerne blev kraftigere og hyppigere. Jeg syntes at smerterne eskalerede ret hurtigt, og ved 13.30 tiden begyndte jeg at tigge mor om vi kunne tage tidligere op på fødegangen, for jeg håbede på at jeg så kunne få et eller andet smertestillende. Det endte med at vi var på sygehuset kl. 14.15, og på det tidspunkt var der kun 2-3 minutter imellem veerne og de var stadig tiltagende smertefulde. Til min store skuffelse fik jeg dog af vide på fødegangen, at veerne var såkaldte tablet-veer, som altså var fremkaldt af stikpillen og ikke rigtig hjalp til at udvide mig, men til gengæld gjorde mere ondt end almindelige veer 
. Jeg måtte desuden ikke få smertestillende før jeg fik rigtige veer og var i såkaldt aktiv fødsel. Så jeg måtte bare vente tålmodigt mens jeg lå med elastikker om maven og fik “kørt strimmel” for at holde øje med barnets hjertelyd og ve aktivitet. Den gode nyhed var dog at fødslen nu endelig var tæt på 
. Jeg husker ikke rigtig noget fra de næste timer, hvilket nok skyldes at jeg var lidt i min egen verden og koncentrerede mig om de smertefulde veer. Dog husker jeg at der var vagtskifte på fødegangen omkring kl. 15, og til min store glæde var det min egen jordemoder der mødte ind og skulle stå for min fødsel. Kl. 16.40 var jeg endelig begyndt at åbne mig, og jordemoderen kunne komme til at tage vandet. Det gjorde ikke ondt da hun prikkede hul, men det var en underlig følelse da en ordentlig skylle af varmt vand bare fossede ud. Jeg ved ikke hvornår veerne blev til rigtige veer, men det har højst sandsynligt været efter vandafgangen. Det næste jeg husker er at elastikkerne omkring min mave begyndte at gøre ret ondt fordi de sad stramt, og de kunne heller ikke få en særlig stabil måling af hjertelyden, så de tog elastikkerne af og satte i stedet elektroder op på barnets hoved, som så kunne måle hjertelyden. Dette var kl. 17.20. Kort tid herefter blev jeg af en eller anden grund dårlig. Jeg kan huske at jeg pludselig mistede følelsen i hele højre side af kroppen, og mit ben, arm og højre kind føltes helt lam. Jeg kunne heller ikke tale, for min mund kunne ikke forme de ord jeg tænkte, så det blev bare til volapyk de lyde der kom ud af min mund. Jeg følte mig også meget svag og mine øjne kunne ikke fokusere på noget, og jeg havde egentlig bare lyst til at sove. Jeg husker at jordemoderen og min mor slog mig på kinden og kaldte mit navn gentagne gange, men jeg kunne ikke rigtig få min krop til at reagere. Pludselig kom der flere mennesker ind på stuen og det hele virkede meget kaotisk, og jeg kunne se på min mor, at hun var ved at gå lidt i panik
. Jeg kan ikke selv huske det, men min mor har fortalt at nogle af dem tog en blodprøve på mig mens andre hang en pose op og satte drop i min hånd og målte mit blodtryk, og så stillede de min mor en masse spørgsmål for at forsøge at finde ud af hvad der var galt. Jeg kan huske at jeg fik en iltmaske på, og lidt efter begyndte jeg langsomt at få det bedre og blive mere klar i hovedet, og få lidt kontrol over min krop igen. Jeg havde de sidste timer haft konstante veer, hvor der stort set ikke var pauser imellem, så jeg fik aldrig tid til lige at slappe af og trække vejret imellem veerne. Måske var det pga. smerterne og de manglende ve pauser at min krop pludselig sagde stop på den måde. Efter denne episode var jeg helt udmattet, og jeg begyndte nu at tigge om at få en epidural blokade, hvilket jordemoderen da også sagde god for rimelig hurtigt. Det føltes dog som en evighed jeg skulle vente på den epidural, for der skulle først tilkaldes en narkoselæge, og han havde ikke tid til at komme lige med det samme, så kl. blev 18.30 inden jeg fik anlagt en epidural blokade i ryggen. Til min store overraskelse gjorde det slet ikke ondt at få blokaden anlagt, men på den anden side så var der faktisk ikke andet end veerne der gjorde ondt. Der gik et stykke tid inden smerterne begyndte at aftage, men det var en kæmpe lettelse da jeg endelig kunne slappe lidt af. Jeg husker ve smerterne som en helt ekstrem smerte som startede lige så stille og så bare tiltog og tiltog indtil jeg følte mig helt panisk af smerte, og efter lidt tid begyndte smerten endelig af aftage igen. Smerterne fik mig til at svede helt ekstremt meget, men det hjalp lidt at min mor lagde kolde klude på min pande, selvom hun sagde at jeg hurtigt fik dem “kogt” fordi jeg var så varm. Min mor var også så sød at lade mig klemme hendes hånd, når smerten var allerværst. Jeg var hele tiden meget tørstig, og min mor var også sød til at “fodre” mig med vand og saft med sugerør. Hun var i det hele taget en rigtig god støtte, og jeg var virkelig glad for at hun var der. Jeg var forberedt på at veer ville gøre ondt, men denne smerte var værre end jeg overhoved kunne forestille mig. Jeg var derfor lykkelig og evigt taknemmelig da epiduralen endelig virkede, og jeg kunne få lidt at spise og endda en lille lur
. Lidt senere ville jordemoderen lige tjekke hvor meget jeg havde åbnet mig, og til vores og hendes store overraskelse var jeg pludselig helt åben og klar til at føde, så nu skulle vi bare vente på presseveerne
. Kl. 20.55 havde jeg kun en smule pressetrang og kl. 21.30 var veerne endda aftagende, så jeg fik sat et ve stimulerende drop til. Droppet blev langsomt skruet op for, og jeg mærkede da også at veerne begyndte at gøre mere ondt igen, selvom jeg stadig havde epiduralen i. Kl. 22.45 fik jeg pressetrang og epiduralen blev derfor slukket. Herefter tiltog presseveerne og smerterne også, men denne gang var smerten heldigvis ikke så ulidelig. Kl. 23.15 begyndte jeg at presse lidt, men jeg kunne ikke rigtig finde teknikken. På et tidspunkt prøvede jeg at komme op at stå og presse, for at se om det ville være nemmere. Men jeg var for svag i benene til at stå, og kunne heller ikke koncentrere mig om at presse ordentligt igennem stående. Det var utrolig hårdt at presse, og jeg havde svært ved at holde vejret så jeg kunne presse igennem. Jeg kunne også fornemme på min mor og jordemoderen at mit pressearbejde ikke helt var godt nok, og at der ikke skete så meget . På et tidspunkt var jeg ved at give helt op, og min mor har fortalt at jordemoderen fandt nogle sakse frem, så hun var nok ved at overveje mulighederne for at gøre det nemmere for mig. Men så pludselig omkring kl. 23.45 fandt jeg den rigtige teknik, og så begyndte der ellers at ske noget. Jordemoderen og min mor sørgede for at motivere mig til at presse endnu hårdere og længere, men lod mig også vide at jeg gjorde et godt stykke arbejde, og at der ikke var lang vej igen. Det strammede og sveg forneden, men denne smerte var ingenting i forhold til de veer jeg havde haft tidligere. Da min mor sagde at hun kunne se at hovedet var på vej, lagde jeg mine sidste kræfter i hver presseve, og pludselig var hovedet ude, og min mor fik tårer i øjnene da hun jublede at hun kunne se barnets hoved og små øre. Jeg var overrasket over at hovedet var kommet ud, for jeg havde ikke mærket noget anderledes end ved de sidste presseveer. Da den næste ve så kom pressede jeg beslutsomt igennem, men jordemoderen råbte “stop stop!” og bad mig om at gispe og holde igen. Hun skulle åbenbart lige have drejet barnet lidt så det var klar til at komme helt ud. Så snart jeg fik lov til det pressede jeg så alt hvad jeg kunne, og kl. 00.16 d. 19. December blev min lille prinsesse født. Hun blev tørt lidt hurtigt af og så kom hun op på min mave, hvor hun gav sig til at hoste slim op. Jordemoderen og lægen blev enige om at hun nok lige skulle suges lidt, for hun havde tilsyneladende en del fostervand og slim i halsen og næsen, og hun var også en smule blå. Min mor klippede så navlestrengen over, og så kunne jeg lige sunde mig lidt mens min datter fik suget halsen og næsen ren, hvilket bevirkede at hun straks blev fin lyserød og gav sig til at græde. Så fik jeg min lille pige over på maven igen, og jeg var fuldstændig overvældet over hvor fantastisk lille og fin hun var 
. Det næste stykke tid var min prinsesse og jeg i vores egen lille magiske verden, hvor vi bare lå og kiggede på hinanden og var lykkelige. Endelig var fødslen over, og det havde været hårdt og smertefuldt, men hvor var det dog en fantastisk oplevelse! Efterfølgende blev jeg syet 3 sting af en studerende, og det tog rigtig lang tid og gjorde også lidt ondt selvom jeg blev bedøvet, men det gjorde ikke så meget, for jeg havde jo min fantastiske lille engel i armene, og der fik hun lov at blive liggende en 2-3 timer inden der kom en læge for at måle og veje hende. 3280 g. og 50 cm. Og alt var helt perfekt. I mellemtiden var min datters far Christian kommet, og han fik æren af at give hende tøj på, så hun var klar til at komme med over på barselsgangen. Kl. var 5 om natten da vi flyttede ind på en stue på barselsgangen, og jeg sagde farvel og godnat til min mor og Christian, og så faldt jeg i søvn med mit lille julemirakel i armene, og en utrolig følelse af stolthed og kærlighed i hele kroppen. Det havde helt klart været det bedste døgn i mit liv! 
