Jeg har prøvet i en periode at være alene. Så rigtigt alene for jeg ikke har noget familie eller venner i Kbh som kunne aflaste lidt. Det er hård, man har brug for at være lidt for sig selv og man kan ikke gemme sig lidt en gang i mellem. Man kan ikke snakke om aftenen, om alle de sjove ting barnet har lavet om dagen og det er ikke sjovt, hvis man bliver syg (jeg har også prøvet og nej, det var ikke sjovt) Fordelen er, at man bestemmer det hele selv, man har en fuldstandig monopol på barnet, så hver dag kører, som man selv planlægger. Og man skal ikke have mere overskud end det til barnet, man skal ikke tænke, at manden skal også have lidt opmærksomhed. Man skal ikke blive enig med nogle om opdragelsen og man kan gå rund og sige at man er så træt for man er alene med barnet og folk har lidt mere respekt. Når man har en mand og man siger, at man er træt, så spørger allesammen, om manden ikke kan tage sig at barnet en gang i mellem.
Jeg må sige, at det er nemmere end mange siger, at være alene med barnet. Mange får hjælp af familie og venner og man finde en god rytme. Jeg for eks. har ikke nogle og det sidste gang jeg har været alene med min mand om aftenen var for to år siden! Jeg har respekt for dem, der vælger at være alene med barnet, men jeg må også tilstå, at jeg hører fra mange som dramatisere situationen lidt mere end det egenlig er. Nogle andre klarer det utrolig godt også uden familie og venner.
Så der er fordele og ulempe med det hele, tror jeg. Jeg tror, at der handler om at finde en rytme og finde nogle, som kan aflaste lidt en gang i mellem. Og før vi tror, så er børnene ikke længere så små!
Anmeld
