Åååh, jeg er så stolt af min lille trolds legestue manerer, at jeg nu er nødt til at skrive et hyldest indlæg. 
Vi er jo begyndt i legestue. Hver onsdag morgen drager hele ekvipagen af mor, Nova Maria og lillebror afsted og sidstnævnte har været så sød at sove sig igennem begge hidtidige ekskursioner, så mor og storesøster har kunnet koncentrere sig om at lege.
Jeg har været bekymret for, hvordan hun ville klare mødet med andre børn, når hun nu kun har været vant til at gå hjemme med mig, så det har simpelthen været så dejligt at se hende lege og snakke og hygge sig fuldstændigt ugenert og trygt. Det føles som en bekræftelse på, at vi har gjort det rigtige for hende, ved at have haft hende hjemme.
Og så er det også helt og aldeles fantastisk at møde andre mødre, der også hjemmepasser ungerne og tale om de samme bekymringer og se, at de børn også har det godt og fungerer glimrende i sociale sammenhænge. Jeg troede næsten, at jeg var den eneste i hele DK, der ikke havde mit barn i institution eller DP, så det er virkelig en lettelse at finde ud af, at der skam er en hel undergrundsbevægelse af hjemmegående hausfraus.
Det er rart med fællesskab i ryggen, når man er vant til at skulle forsvare sig og føle sig alene og usikker på, om man nu også gør det rigtige over for alle de, der mener at udepasning er det eneste rigtige og at jeg gør NM en bjørnetjeneste ved at holde hende hjemme. Og det er ikke jer, jeg snakker om, for jeg har aldrig debateret det med jer. Det er mere familie og nogle venner, der plejer at komme med betragtninger om den slags.
Men tilbage til barnet. Første gang vi var der, gik hun direkte hen til hylderne med legetøj - vi var de første, der kom - og begyndte at lege højlydt snakkende og grinende. Da der begyndte at komme børn, kiggede hun interesseret på dem og forsøgte at skabe kontakt ved at vise dem legetøj. Hun blev slet ikke genert eller utryg.
Senere på dagen, var der en lillebror til en af de andre på godt 1½ år, som kom stavrende forbi hende med en gåvogn og en skruetrækker, som han tabte. Jeg lagde ikke særligt mærke til ham, men NM så det, samlede skruetrækkeren op, løb efter ham, lagde hånden på hans skulder, bukkede sig ind over ham, sagde "værs'go" og gav ham skruetrækkeren tilbage.
Det var simpelthen så sødt.
I forgårs skulle de lave trylledejsfigurer og mens de andre sad og pressede figurer ud, nægtede hun at bruge formene, men lavede selv små figurer, som hun viste til de andre og sagde "flyv, flyv." Måtte i nævnte tilfælde antage, at det var en fugl, hun havde bygget. 
(Jeg undlader her at nævne, at hun før denne udvisning af kreativ selvstændighed, fik kommentaren "Nej, Nova Maria, du må ikke spise dejen," af en af de andre forældre. Jeg ignorerer i sagens natur alt, hun gør, som ikke passer i min forestilling om hende som overbegavet unikum.
)
Øv, nu kan jeg ikke komme i tanker om flere genistreger... Men alt i alt, er jeg bare så glad for, at hun nyder at være sammen med de andre børn og stadig leger godt, når hun kommer hjem og at de ting, jeg har villet styrke i hende ved at have hende hjemme - fantasi, tryghed, ro og selvstændighed - lader til at være lykkedes mig.
Hurra!
Og tak til dig, der gad at læse mit morgensnak. 
Og så lige et par billeder af min dejlige, dejlige musepige, mens hun pynter juletræ og med nogle af sine bedste julegaver ... 