Nu ligger landet sådan at jeg er højgravid og på trods af at maven hele tiden er vejen så har jeg stadig en god portion lyst til sex.. 
MEN MEN MEN - kæresten skal HELE tiden brokke sig når vi er igang, så er der det ene galt - så er der det andet galt. Min mave er i vejen så vi ikke kan dyrke missionær, så får han krampe i sit ben, så ligger jeg forkert, eller så skal han lige have lov til at ligge et par minutter og slappe af og glo op i loftet. Alt imens dette sker regner han så med at jeg fortsætter med at være piv-tændt 
Igår aftes/nat fik jeg simpelthen nok! Han sidder HVER aften og glor på redtube (gratis porno på nettet) og det generer mig ikke og jeg kigger sometider med. Men lisså snart vi hopper under dynen og han ligger med stivert på regner han med at det er MIG der tager initiativ ALTID.
Jeg flegnede fuldstændig ud på ham og sagde at det sku ikke kan være rigtigt at han kan bruge en time (rundt regnet) hver aften på at glo på porno, give mig "råd" såsom - "se dét ku være fræk at gøre" og "er det os senere smukke?" og så lisså snart vi er under dynen er han enten fræk og vild i 2 minutter - hvorefter ALT så er galt, eller osse putter han sig bare ind til mig og siger godnat. 
Det er ALTID mig der skal give mig i et skænderi, og sige at det er mig der tager fejl, er ked af at jeg ikke kan se det fra hans synsvinkel OSV. Men denne gang har jeg ikke tænkt mig at gøre det (Det er hørt før..
..). Indtil videre har jeg holdt det, og har ikke tænkt mig at være "sød" før han kommer med en undskyldning eller et eller andet. Han har ikke været hjemme hele dagen da han hjælper min bror, men de sms beskeder jeg har sendt til ham har ikke været specielt søde, og er faktisk den eneste kommunikation vi har haft idag..
Blandt en af de beskeder jeg har skrevet er denne:
Hvem var det lige der stoppede det hele? DIG! av, av, piv, piv.. get over it altså! Fra nu af hedder det bare INGEN sex, INGEN porno OVERHOVED, og hvis du skal onanere kan du sgu gøre det når du er i bad!
En af de sidste beskeder jeg skrev til ham var at han egentlig ikke behøvede at komme hjem idag, for jeg vidste ikke om jeg gad at glo på ham, han svarede med at det ikke var sødt sagt, og i retur fik han tilbage; NÅ, JEG ER LIGEGLAD!
Så alle i dejlige hunkøn derude, ER DET MIG DER ER HELT UDE I HAMPEN?? Er det mine hormoner jeg lader tage overhånd, eller har jeg ret til at være en sur kælling over det?? Det skal nok siges at det har været sådan her i ca 2-3 måneder, og at jeg HAR prøvet at snakke stille og roligt med ham om det, det har bare ikke virket.
Tak for de svar i giver, jeg tager kritikken som den er! 
Har valgt at være anonym lige med dette, da jeg ved noget af min familie osse er herinde, og ikke lige har lyst til at dele med dem 