Tålmodighed?

Jeg får sikkert mange drag for dette indlæg, men jeg går med disse tanker og har brug for at få dem ud! Af hensyn til venner og bekendte er det nødvendigt at være anonym.

Jeg er lige blevet 30 år, har en søn på 4½ år. Blev skilt for 3½ år siden. Jeg har siden været i et forhold på 1½ år, som desværre gik i stykker på grund af vores børn  det gør stadig meget ondt, og jeg er nærmest bange for at finde en kæreste, tænk hvis man finder endnu en der ikke kan acceptere mit barn. Endnu en mand der kun kan acceptere sine egne børn...

Mit problem er at jeg meget gerne vil give min søn en søster eller bror, han er også selv begyndt at spørge efter det, og ønskede sig det til sin 4 års fødselsdag. Jeg har været klar til nr 2 barn stort set siden nr 1 kom til verden. Jeg tænker på min alder, og ikke mindst at jeg har PCO i svær grad. Det tog min ex og jeg 2 år at få vors søn. Overvejer kraftigt at få et barn "selv"?? Jeg har 2 bekendte der gerne vil levere, og have samvær med barnet. Men er det for desperat?? Kan jeg stadig nå at finde en prins inden mit bio-ur lukker og slukker, og kan det virkelig lade sig gøre at finde en mand der vil acceptere et banr der ikke er hans eget??

Knus fra en fortvivlet

Jeg kan godt forstå du er bekymret over om du når at finde den rigtige. Især når du også har PCO. Hmm... Jeg kan jo ikke råde dig til hvad du skal gøre.... Det er ikke mig der skal stå alene med to børn. Jeg synes bare du kraftigt skal overveje det. Du er helt alene om det indtil videre. Betyder barnet mere end en familie? Hvis du forstår hvad jeg mener altså: Vi du have barnet for enhver pris eller vil du have mand og barn?

Håber du finder ud af det

Jeg sytnes det er en rigtig god idé Så du ikke vælger en mand via æggestokkende og ikke fordi du er forelsket i ham.

God vind med det.

Hvis du er desperat så er jeg også...jeg er donorinsemineret

Jeg siger det samme som de to andre  Så ingen drag over nakken herfra

Knus Dorthe og held og lykke!

jeg syndes du skal gøre det... det virker som om du er klar til det som du også selv skriver...

og det bedste du kan give dit barn er en bror eller søster..

Anonym skriver:

Jeg får sikkert mange drag for dette indlæg, men jeg går med disse tanker og har brug for at få dem ud! Af hensyn til venner og bekendte er det nødvendigt at være anonym.

Jeg er lige blevet 30 år, har en søn på 4½ år. Blev skilt for 3½ år siden. Jeg har siden været i et forhold på 1½ år, som desværre gik i stykker på grund af vores børn  det gør stadig meget ondt, og jeg er nærmest bange for at finde en kæreste, tænk hvis man finder endnu en der ikke kan acceptere mit barn. Endnu en mand der kun kan acceptere sine egne børn...

Mit problem er at jeg meget gerne vil give min søn en søster eller bror, han er også selv begyndt at spørge efter det, og ønskede sig det til sin 4 års fødselsdag. Jeg har været klar til nr 2 barn stort set siden nr 1 kom til verden. Jeg tænker på min alder, og ikke mindst at jeg har PCO i svær grad. Det tog min ex og jeg 2 år at få vors søn. Overvejer kraftigt at få et barn "selv"?? Jeg har 2 bekendte der gerne vil levere, og have samvær med barnet. Men er det for desperat?? Kan jeg stadig nå at finde en prins inden mit bio-ur lukker og slukker, og kan det virkelig lade sig gøre at finde en mand der vil acceptere et banr der ikke er hans eget??

Knus fra en fortvivlet

Åh, du har da min. 15 år til at finde en....som Piet hein skrev...TTT, ting ta'r tid....du skal nok nå det.

Knus Eva.

Det er en livslang gave at give sit barn en søster eller bror.

Det er til gengæld rigtig svært at være kærestesøgende, når man samtidig render rundt med larmende æggestokke. Det ved jeg!!

Så hvad med at få barnet og så find en kæreste med tiden, når du har fået det, som du ønsker.

Om du har et eller to børn er vel ligegyldig mht kæresteriet?