Og forhåbentlig er det helt uden grund og bare mig der overreagerer i bedste hormonellastil
Det skal nok lige siges, at jeg nok er en mor, der bekymrer sig lidt mere end gennemsnittet, og graviditet gør det ikke bedre
Jeg arbejder på sagen, så jeg er klar over, at det kan lyde helt ude i hampen...
Min store datter på 2½ er en dejlig livlig og fræk pige, der trives rigtig godt, både fysisk og mentalt. I aftes sad vi og nussede i gyngestolen, som altid, inden sengetid. Hun sidder med ryggen mod mig, og jeg stryger hende på siden af halsen, grænsende til nakken, og pludselig smutter en knude mellem fingrene på mig. Jeg skal straks mærke efter og finder en knude midt på halsen og lidt længere nede på grænsen til skuldrene - de er også i den anden side, men ikke helt så tydelige. I den side de er nemmest at mærke, er de mindre end ærter.
Jeg er udemærket klar over, at det nok er lymferne, så i starten tænker jeg bare, at jeg gerne vil have dem tjekket hos lægen. Nu er jeg sådanen type, der straks søger viden, hvis jeg ikke føler at jeg ved nok, og det foregår oftest på netten (nemt og tilgængeligt). Jeg bliver dog ikke mere rolig af at læse om hævede lymfer. Jeg ringer til lægen, men når kun lægesekretæren, som er rigtig sød. Jeg forklarer mit "fund", og hun mener også det er lymferne, og højst tænkelig skyldes en lille virus. Hun har nu ikke været syg, men en anelse snottet omkring jul - dog så lidt, at jeg ikke engang husker, om det var før eller efter.
Sekretæren synes dog det er fint, at jeg gerne vil have det tjekket, og da de har en del sygemeldte i lægehuset, får jeg en tid på mandag samtidig med min 24-ugers graviditetsundersøgelse.
I eftermiddag, efter at have fået pisket en stemning op i mit sind, googler jeg børn og lymfekræft. Og christ det var dumt, for symptomerne på denne sygdom er netop oftest småhævede lymfer og ellers en god almen tilstand. Samtidig kan nattesved, vægttab og træthed også være tilstede. Hun har bestemt ikke tabt sig, og virker lige så energifyldtog fræk som altid, men kan godt svede lidt om aftenen,når hun sover - men det kan lige så godt skyldes min iver efter at klæde hende godt på. Men altså straks så jeg jo bare spøgelser, frygtelige indlæggelser og prøvelser og det allerværste - at min datter måske ikke var her en dag
Jeg ved ikke om hendes lymfer er hævet, men de er tydelige at mærke - men ikke synlige. Jeg har bare aldrig lagt mærke til dem før. Jeg kan ikke huske, at hun har været syg, men dog lidt snottet. Hun virker ikke påvirket på andre områder, men er alligevel opfyldt af rædsel for at det kan være en trods alt rimelisjælden sygdom. Jeg ved at jeg oveni at jeg er let at bekymre, også er ret hormonella, og derfor på ingen måde er i stand til at se rationelt på det, men er alligevel skræmt fra vid og sans. Og der er så lang tid til mandag, at jeg næsten helt får kvalme. Kan næsten tude når jeg kigger på min lille store pige, der leger, fjoller eller sover sødt, og mærke frygten for at hun måske er syg - og føler næsten panikken brede sig.
Er der nogen, der kan banke lidt rationalitet, trøst, opmuntring eller fornuft ind i mig? Eller bare berolige mig en anelse
