Snart juleferie - og hjælp ang søvn..

I aften når Martin engang kommer fra julefrokost så står den på juleferie, hvor bliver det bare skønt at lade julefreden sænke sig og bare kunne slappe af og nyde sneen og hinanden

Ved godt det ikke rigtigt hører til her, men nu spørger jeg alligevel efter jeres råd.. Mikas er ved at lære ikke at spise om natten, det går som sådan ok, han har ikke fået mad mellem 22.30-06 siden sidste torsdag. MEN det er Martin der tager ham om natten for jeg ikke skal stå der med fyldte bryster og sige at han ikke skal have mad.. Mikas vågner stadig ofte og vil ikke sove igen, Martin vugger ham i armene eller sidder på en fitnessbold og hopper og så når han sover og martin vil lægge ham igen, ja så vågner han og det starter forfra.

Nu tager jeg så over.. I nat kl 5 kom Martin og spurgte om jeg ikke bare kunne amme Mikas, Martin var helt færdig.. Jeg tog Mikas, gik ind i stuen og lagde ham i barnevognen. Han skreg og var mega sur men stod bare og holdt ham i hånden og vuggede stille med vognen. Det tog 20 minutter og jeg gik ind i seng igen og drengen sov til kl 7.10 (han plejer at vågne senest kl 6.10).

Tænker det er vejen frem, at stå og holde ham i hånden indtil han sover, selv om kan er tosset/ked af det så lade ham ligge i vognen for jeg holder ham jo i hånden så han ved jeg er der. Spørgsmålet er så: Skal jeg gøre det her i barnevognen så jeg kan vugge vognen lidt imens og så lade ham sove i den om natten i en periode og så efterhånden rykke ham over i sengen når han engang bliver tryg ved bare at sove når vi holder ham i hånden og han begynder at kunne sove igennem eller skal vi tage den hårde model og bare ligge han i sengen fra begyndelsen og dermed kun kan holde i hånd og ikke vugge?

hvad med at give ham en tår vand når han vågner om natten... Det bruger vi både ved Benjamin og Laura...

God idé, det skal vi også huske. Vi prøver på det men han gider ikke rigtigt drikke vand på det tidspunkt..

åh det er så svært. For egentlig er det bare ris til egen røv når man begynder på nye uvaner, hvis du forstå mig? men jeg forstår sku godt at I vil have julefred, og søvn mangel er jo det rene totur. Men jeg tror at jeg ville ligge ham i sengen, og holde i håndene, det er jo det han skal i sidste ende.

Men I/du skal virkelig mene det, i skal have overskudet ellers er der ingen point i det.

Puha føler virkelig med dig, var selv igennem hele møllen  med Johanna (det vidste sig så at være ørene, og det stoppede da hun fik lagt dræn da hun var 10 mdr.)

God ide med det glas vand!

Knus Siber, der virkelig håber I får julefred!

Du har så evigt ret, det er også derfor jeg er i tvivl ang barnevognen.. Orker næsten ikke alt det vræleri om natten og vil jo også gerne hjælpe ham til at sove. Tænkte bare om det var ligesom hundeopdragelse, der foregår indlæringen i små trin og tænkte om man kunne gøre det samme her, først hånd og vuggen i vognen, så kun hånd og så voskiposen over i sengen og kun hånd.. Men er "bange" for at du har ret, kan lige så godt bare gøre det i hans egen seng fra begyndelsen.

Vi har ikke overskuddet men vi har viljen og det blievr nødt til at være nu, ellers er den sidste uge jo spildt for skal vi ikke gennemføre det er jeg nødt til at amme ham for at få ro.. Så der er vist ingen vej udenom.

Macrolf skriver:

Du har så evigt ret, det er også derfor jeg er i tvivl ang barnevognen.. Orker næsten ikke alt det vræleri om natten og vil jo også gerne hjælpe ham til at sove. Tænkte bare om det var ligesom hundeopdragelse, der foregår indlæringen i små trin og tænkte om man kunne gøre det samme her, først hånd og vuggen i vognen, så kun hånd og så voskiposen over i sengen og kun hånd.. Men er "bange" for at du har ret, kan lige så godt bare gøre det i hans egen seng fra begyndelsen.

Vi har ikke overskuddet men vi har viljen og det blievr nødt til at være nu, ellers er den sidste uge jo spildt for skal vi ikke gennemføre det er jeg nødt til at amme ham for at få ro.. Så der er vist ingen vej udenom.

stort kram til dig!

Jeg har ikke forstand på hundeopdragelse, men ved bare fra Johanna jo flere uvaner jo værre blev det, og jo mere panikken blev jeg, for det der virkede den ene dag, virkede ikke den anden dag. Alle de skræk historier man høre om, ja der var jeg selv, jeg var sågar lige ved at sætte hende ud i bilen og køre hele natten bare for at få hende til at sove. Det hele blev en ond cirkel for os, men vi fik det heldigvis vendt inden jeg var ved at indskrive mig på den lukkede (jeg var så langt ude, at jeg skammer mig den dag i dag ) men glad for at vi fik vendt bøtten, og jeg kan jo se at det har lønnet sig, for der er ingen ballade nu, ikke med nogen af tøserne!

Børn er jo forskellige, og gør det du synes er rigtig!

Stort medfølede kram

Siber

Jeg er så enig med Siber - Og taler også af bitter erfaring.

Stella var simpelthen så svær at få til at sove - Og er det faktisk stadigvæk.
Jeg er ret sikker på at vi selv har været skyld i at hun ikke er til at putte.

Det startede allerede da hun var helt lille.
Istedet for at tage kampen vuggede jeg hende i søvn i mine arme hver gang hun skulle sove.
Da hun blev 4-5 mdr. orkede jeg bare ikke mere.
Ungen vidste jo efterhånden at hun på et tidspunkt ville blive lagt for sig selv, så putningen kunne tage en 2-3timer.

Armen blev udskiftet med barnevognen eftersom ungen skreg som en stukket gris når hun blev puttet i sin seng.
Vi rokkede barnevognen nede i stuen til hun sov, for derefter at putte hende i hendes seng.
Jeg blev ved med at "trække" kampen og byggede flere og flere uvaner på bare for at få hurtig ro.
Og ja, det virkede da en uges tid, men pludselig vidste hun jo også at hun ville blive lagt i seng og så virkede det ikke mere.

Så fik jeg nok igen - Tog kampen og puttede hende på værelset.
Men for faen´ en ballade der blev.
Til sidst endte det med at hele sengen var stoppet med bamser og legetøj, musikken skulle køre og vi var tvangsindlagt til at sidde ved siden af sengen indtil hun sov.
Behøver jeg at sige at klokken tit blev 0030 før hun gav op?!
Det var så dybt frustrerende og faktisk direkte pinligt når vi havde gæster.
Vi rendte op og ned af trapperne indtil en af os gav op og blev i værelset resten af aftenen.
Det var faktisk først da jeg blev gravid igen at jeg for alvor tog kampen op og selvom det er blevet meget bedre nu, kæmper vi stadig med at hun sommetider ligger og råber på os i et par timer efter hun er puttet.
Vi går selvfølgelig op til hende, men går også ret hurtigt ud igen.

Fårk, det lyder langt ude når jeg gennemlæser det.
Der er så meget jeg ville have gjort om, for ja - Det er ris til egen røv.

Ej, nu kom det til at handle om alt andet end dig.. Jeg lod mig vist rive lidt med, for jeg var nok lige så langt ude som Siber til sidst

Men det er vigtigt at man har overskuddet og virkelig mener det - Begge 2 (Altså forældrene    ) Ellers bliver barnet fuldstændig forvirret.

Det korte af det lange er vist bare: Tag den endelige kamp nu istedet for at lave "overspringshandlinger"
Der bliver sikkert alligevel ballade når man skal til at vænne dem fra uvanerne.

Good luck og en kæmpe  herfra!
Ved hvordan du har det!

Tusind tak for jeres svar og ikke mindst for jeres medfølelse, rart at høre man ikke er alene og andre også har været langt ude

Kan godt se det, der er ingen vej udenom, han må lære at falde i søvn i egen seng og at blive liggende der OGSÅ om natten når han vågner 117 gange. Det kan vel kun blive bedre med tiden

Vil bare lige dele med jer.. Vi havde en større succes i nat end vi tidligere har haft

Han vågnede kl 01.30, jeg gik ind og løftede hans hoved op så han kunne få en tår vand uden at tage ham op, derefter lagde jeg en hånd på hans bryst og der lå den indtil han faldt i søvn og han græd slet ikke og det tog kun 15 min

Kl 04.30 gentog det hele sig dog med den forskel at han har hård mave så der lå han og pressede så jeg var ude og skifte ham. Han græd lidt men ikke nær så meget som normalt og der var ro igen efter 45 min

Rikke - som er glad, træt og fuld af fortrøstning om at det her nok skal komme til at gå

Rigtig dejligt at høre at det går den rigtige vej...

Jeg vil blot dele mine erfaringer, og give de andre ret. Tag tyrene ved hornene med det samme! Tynemors historie ligner ret meget min med Simon, og vi kæmper stadig med ham. Han har haft gode og dårlige perioder - i de gode har vi lagt ham og sagt godnat og ungen har smilet og lagt sig til at sove, men så fra den ene dag til den anden er alt forandret. Det sidste lange stykke tid har en af os været på hans værelse til han faldt i søvn, og eftersom han er ved at udvikle sig til et b-menneske, tager det nogle gange meget lang tid. Mange aftener har været ødelagte fordi man har ligget derinde på gulvet i 1-2 timer(!!!). For en uge siden blev vi enige om at det gad vi fandmer ikke mere. Så nu læser vi, synger, siger godnat og går. Og så han brokker sig..."muuuaaar muaaaar muuuaaaar - HYYYYYYYYYYYYL"  Men det går fremad...

Og således blev det en lang smøre om Simon. Det jeg egentlig vil frem til er, som de andre skriver, drop de nye uvaner. Jeg har selv arbejdet med ideen om at gå langsomt frem, og jeg har også kørt barnevogn i stuen om natten - og det har altså ikke været den bedste løsning. Jeg VED det er hårdt, og man vil bare sove - men du kan risikere at han bliver ved med at være svær at få til at sove. Gør det nu mens du er på barsel, for det er først rigtig træls når man skal op på arbejde dagen efter en helvedesnat - og ikke mindst når man har haft mange helvedesnætter i træk. Når "vores" lillebror kommer til verden, så må han blive offer for de pinsler Simon har trukket os igennem. Han skal sgu sove i sin egen seng, og kunne lægge sig til at sove uden én af os ligger ved siden af...

Jeg er ikke ude på at skræmme - det er blot en slags advarsel. Men børn er jo ikke ens. Men nu ved du lidt om hvad vi har kæmpet med.

Held og lykke