Lasse og jeg var lige gået i seng da Janus pludselig presser MEGET hårdt nedad (kl.00.55), det har han gjort tit men denne gang var det helt ekstremt og jeg forventede at mærke hinden sprænge lige på stedet (det gjorde den dog ikke) Jeg vælter/ruller ud af sengen og siger til Lasse at jeg tror det er nu, han svarer at jeg lige skal vente bare to timer så han kan få sovet lidt først (uvidende at to var det magiske tal hihi) Det presser helt utroligt i mit underliv og over i lænden/numsen så jeg føler mig lidt forvirret over om det er rigtige veér fordi jeg syntes at kunne huske at veér starter øverst i maven så jeg ringer til fødegangen for at hører dem efter det (sidder på en stol under bruseren imens) mens jeg snakker med jm får jeg endnu en ve (og begynder at småbløde) og jm er ikke i tvivl så hun siger, at hun vil sende en jm ud til mig med det samme og at jeg skal have én voksen mere hos mig (ud over Lasse) indtil jm kommer i tilfælde af, at jeg føder inden hun når frem! Mine forældre er på vej for at hente Eva og min mor bliver så hos os mens min far tager afsted med Eva med det samme, da jeg ikke vil have at hun skal se mig have ondt.
Da jm kommer (kl.01.50) har Lasse fået redt sengen til mig, tændt sterinlys over det hele osv. og jeg ligger i sengen på alle fire over sækkestolen puha mine veér sparker VIRKELIG røv – og har faktisk gjort det fra start!
Jm spørger om hun lige skal undersøge mig indvendigt så vi kan se hvordan det står til og det vil jeg gerne have svar på så jeg triller ned på ryggen – ”Hold da op du har helt udslettet livmoderhals og er 8 cm. åben” siger hun og jeg tænker YES! for jeg var slet ikke selv i tvivl om, at det var seriøst kraftige veér jeg var offer for! Ca. 5 min. efter sprænger hinden med et smæld og vandet går i en stor skylle, det var faktisk dejligt at ligge i det varme som vandet havde givet så jeg takker nej da Lasse og jm tilbyder lige at skifte mit underlagn. Kl. 02.20 kan jeg ikke længere lade være med at presse med under veérne og finder hurtigt ud af at jeg ikke vil sidde op og føde (som jeg hele tiden havde regnet med) det er som om soveværelset overfalder/kvæler mig så jeg ber om at blive hjulpet ned på siden og ligge, Lasse spørger om jeg nu er helt sikker fordi han vidste hvor vigtigt det under graviditeten havde været for mig, at jeg selv skulle tage imod Janus når han kom ud, men jeg er sikker og kommer ned at ligge (skøønt) vi kalder på min mor som har holdt sig pænt inde i stuen, men nu har vi brug for hende til at holde mit øverste ben og det var hun selvfølgelig lykkelig for! ;-) Puha det gør forfærdelig ondt!! Jeg er helt fortvivlet i mit hoved og skriger og græder, men nu er det tid for at arbejde.. Under en af de første pressepauser klynker jeg til Lasse at ”jeg vil ikke mere”, han svarer mig ”okay så tager vi hjem” og jeg fremstammer smilende ”vi ér hjemme” -”Jamen så må du blive ved” når han lige at afslutte inden den næste ve sætter ind og jeg brøler ”NU skal den dreng fanme ud!!”
Jeg presser og presser men det er som om han sidder lidt for godt fast derinde i forhold til de kræfter jeg lægger i, men ud kommer han til sidst (kl.02.55) og er så smuk og dejlig! :-) Jeg er SÅ lykkelig og bliver bare ved og ved med at sige ”Hvor ér han smuk!” Hvor ér han dejlig!” ”Hvor ér han fiiiin!” osv… min mor græder og Lasse er mundlam -MEGET rørt, med øjne strålende som solen og store som tekopper hihi
(Jm fortæller så at Janus var stjernekigger og at det var derfor han sad så godt fast – utroligt at jeg ikke gik i stykker, men heldet var med mig og kunne det være andet end det når man føder et stjerneskud?)
Det var min hjemmefødselsberetning, jeg håber at der er andre som vil dele deres?
Kh Annie..
Anmeld
