Min søster er deprimeret men pjækker fra sin terapi

Min lillesøster på 24 er svært deprimeret. Min mor er der rigtig meget for hende, men på det sidste har min søstrer haft brug for lidt luft fra hende, og bruger mig lidt mere.

Hun har bulimi som dog pt er gledet helt i baggrunden, efter at depressionen ramte hende med fuld styrke i sommers. Hun får antidepressiv medeicin (først akarin og nu cipralex) og nogle yderligere piller hun kan tage hvis hun får angstanfald. Hun har dertil tillagt sig et moderat hashforbrug (ryger 2-5 gange om ugen) for at dæmpe symtomerne, hvilken hun siger virkelig hjælper og hun 'nsker ikke at stoppe med det foreløbigt men vil trappe ud på sigt.

Det eneste som virkeligt har kunnet hjælpe er den terapi hun får. Hun er så heldig at have fundet en rigtig dygtig terapeut som endda kommer hjem til hende selv. De ses 3 gange på 2 uger.

Problemet er at på det seneste er hun (trods at hun har givet udtryk for at det virkelig hjælper) har aflyst en del gange under påskud at hun er for træt  / syg. Mindst en af gangene aflyste hun for at være sammen med mig (hvilket jeg blev meget ærgelig over, for vi kunne sagtens ses lidt senere på dagen samme dag). Hun tager alt for let på sin terapi synes jeg.

Men hun er meget stædig og vi (min mor og jeg) skal ikke blande os i hvordan hun lever sit liv. Det er min far som betaler hendes terapi og min mor betaler hendes medicin, og ærligt talt føler jeg at hun tager det hele lidt for givet når hun så ikke selv gør en indsats. Er der nogen som selv har haft en depression som evt kan hjælpe mig til hvad jeg kunne sige for at få hende til at se alvoren? Eller har nogle bud på HVORFOR hun ikke har lyst til at gå i terapien som hun ellers siger er det der holder hende kørende og virkelig hjælper?

Rosa skriver:

Min lillesøster på 24 er svært deprimeret. Min mor er der rigtig meget for hende, men på det sidste har min søstrer haft brug for lidt luft fra hende, og bruger mig lidt mere.

Hun har bulimi som dog pt er gledet helt i baggrunden, efter at depressionen ramte hende med fuld styrke i sommers. Hun får antidepressiv medeicin (først akarin og nu cipralex) og nogle yderligere piller hun kan tage hvis hun får angstanfald. Hun har dertil tillagt sig et moderat hashforbrug (ryger 2-5 gange om ugen) for at dæmpe symtomerne, hvilken hun siger virkelig hjælper og hun 'nsker ikke at stoppe med det foreløbigt men vil trappe ud på sigt.

Det eneste som virkeligt har kunnet hjælpe er den terapi hun får. Hun er så heldig at have fundet en rigtig dygtig terapeut som endda kommer hjem til hende selv. De ses 3 gange på 2 uger.

Problemet er at på det seneste er hun (trods at hun har givet udtryk for at det virkelig hjælper) har aflyst en del gange under påskud at hun er for træt  / syg. Mindst en af gangene aflyste hun for at være sammen med mig (hvilket jeg blev meget ærgelig over, for vi kunne sagtens ses lidt senere på dagen samme dag). Hun tager alt for let på sin terapi synes jeg.

Men hun er meget stædig og vi (min mor og jeg) skal ikke blande os i hvordan hun lever sit liv. Det er min far som betaler hendes terapi og min mor betaler hendes medicin, og ærligt talt føler jeg at hun tager det hele lidt for givet når hun så ikke selv gør en indsats. Er der nogen som selv har haft en depression som evt kan hjælpe mig til hvad jeg kunne sige for at få hende til at se alvoren? Eller har nogle bud på HVORFOR hun ikke har lyst til at gå i terapien som hun ellers siger er det der holder hende kørende og virkelig hjælper?

 

 

Smider dig en PB om lidt

Angst for at se tingene i øjenene...?? det er VANVITTIG hårdt at arbejde med sig selv bl.a. via terapi, især hvis man er syg som det lyder til din søster er....det kan være så hårdt at hun måske ønsker "at flygte" lidt....?

Det er på den anden side også rigtig rigtig hårdt at være pårørende til en der er psykisk syg, så pas godt på dig selv, jo bedre kan du "hjælpe" hende!

jeg ville også være der 100 % hvis det var min søs...måske fortælle hende at jeg elsker hende meget højt præcis som hun er, og derfor synes hun skal fastholde sin terapi, så hun bliver ved at få det bedre....

det virker som om din søster er rastløs??? Det bliver man når man er i ubalance med sig selv, og har derfor også RIGTIG svært ved at fastholde en hverdag med en vis rytme i.....og måske kan hun også i virkeligheden være bange for at få det bedre??? det lyder mærkeligt men nogle mennesker kan bedst tackle livet når de har det sværest!

Det var en masse måskeér osv  alt lykke til jeres familie.

BOBS skriver:

Angst for at se tingene i øjenene...?? det er VANVITTIG hårdt at arbejde med sig selv bl.a. via terapi, især hvis man er syg som det lyder til din søster er....det kan være så hårdt at hun måske ønsker "at flygte" lidt....?

Det er på den anden side også rigtig rigtig hårdt at være pårørende til en der er psykisk syg, så pas godt på dig selv, jo bedre kan du "hjælpe" hende!

jeg ville også være der 100 % hvis det var min søs...måske fortælle hende at jeg elsker hende meget højt præcis som hun er, og derfor synes hun skal fastholde sin terapi, så hun bliver ved at få det bedre....

det virker som om din søster er rastløs??? Det bliver man når man er i ubalance med sig selv, og har derfor også RIGTIG svært ved at fastholde en hverdag med en vis rytme i.....og måske kan hun også i virkeligheden være bange for at få det bedre??? det lyder mærkeligt men nogle mennesker kan bedst tackle livet når de har det sværest!

Det var en masse måskeér osv  alt lykke til jeres familie.

Tak for svaret - der satte du lige en masse tanker i gang...

KH

Rosa

Ejjj jeg kan desværre ikke hjælpe overhovedet, men du får et kæmpe kram!

Jeg gik for en del år siden til psykolog også, og valgte også nogen gange at droppe aftalerne. Jeg gjorde det faktisk når jeg havde det aller mest skidt, og havde aller mest brug for hjælpen, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at psykologen ville finde ind der, hvor smerten var størst 

Selvom man ved at man har brug for hjælpen, er det vildt skræmmende at åbne op der, hvor man har brugt så lang tid på at lukke for.

Rosa skriver:

Min lillesøster på 24 er svært deprimeret. Min mor er der rigtig meget for hende, men på det sidste har min søstrer haft brug for lidt luft fra hende, og bruger mig lidt mere.

Hun har bulimi som dog pt er gledet helt i baggrunden, efter at depressionen ramte hende med fuld styrke i sommers. Hun får antidepressiv medeicin (først akarin og nu cipralex) og nogle yderligere piller hun kan tage hvis hun får angstanfald. Hun har dertil tillagt sig et moderat hashforbrug (ryger 2-5 gange om ugen) for at dæmpe symtomerne, hvilken hun siger virkelig hjælper og hun 'nsker ikke at stoppe med det foreløbigt men vil trappe ud på sigt.

Det eneste som virkeligt har kunnet hjælpe er den terapi hun får. Hun er så heldig at have fundet en rigtig dygtig terapeut som endda kommer hjem til hende selv. De ses 3 gange på 2 uger.

Problemet er at på det seneste er hun (trods at hun har givet udtryk for at det virkelig hjælper) har aflyst en del gange under påskud at hun er for træt  / syg. Mindst en af gangene aflyste hun for at være sammen med mig (hvilket jeg blev meget ærgelig over, for vi kunne sagtens ses lidt senere på dagen samme dag). Hun tager alt for let på sin terapi synes jeg.

Men hun er meget stædig og vi (min mor og jeg) skal ikke blande os i hvordan hun lever sit liv. Det er min far som betaler hendes terapi og min mor betaler hendes medicin, og ærligt talt føler jeg at hun tager det hele lidt for givet når hun så ikke selv gør en indsats. Er der nogen som selv har haft en depression som evt kan hjælpe mig til hvad jeg kunne sige for at få hende til at se alvoren? Eller har nogle bud på HVORFOR hun ikke har lyst til at gå i terapien som hun ellers siger er det der holder hende kørende og virkelig hjælper?

 

 

Hej Rosa

Kan sagtens forstå du synes hun tar let på det hele, psyken er noget besværligt noget, og som jeg sre det gør hendes depression hende træt og uoplagt, det kan derfor være sværtfor hende at "få taget sig sammen" men muligheden er jo også hun måske ikke føler hun kommer nogen vegene, selvom hun siger noget andet, man skal også være villig til at arbejde med sig selv for at det virker.

Ta evt en alvorssnak med hende hvor du ikke får hende til at få skyldfølelse, men viser du vil støtte hende uanset hvad, og snakke med hende om hvad hun måske har brug for, for at komme videre.

Håber det bedste for jer, og at i finder ud af det

Det er svært at råde dig til noget i denne sag, men jeg ved at mange mennesker, som har det rigtig svært ikke er "klar" til at gå i terapi. Det kræver faktisk et overskud at arbejde med sig selv hos en psykolog. Når hun er så medicineret, så er det faktisk flot at hun overhovedet kan overskue psykologsessions overhovedet. Faktisk mener mange psykologer, at det først er muligt at tilbyde klienter terapi, når de har fået det lidt bedre fx ved hjælp af medicinering.

Jeg tror desværre ikke der er ret meget du kan gøre end at være der for hende i det omfang du magter. Det er jo en del af sygdommen, at hun ikke magter terapien. Du kan være helt sikker på, at det er noget hendes psykolog taler med hende om! Og det kan faktisk være, at de har en aftale om, at hun gerne må "pjække" eller aflyse de dage hun ikke magter det. Psykologen har måske tænkt, at det er bedre de ses bare engang imellem end at hun springer helt fra terapien! Jeg ville ihvertfald selv lave den aftale, hvis din søster var min klient...

Jeg er selv storesøster og min søster har også haft mange psykiske problemer, så jeg ved hvor svært det er, stakkels dig!

Knus og god bedring til hende...

Rosa skriver:

Min lillesøster på 24 er svært deprimeret. Min mor er der rigtig meget for hende, men på det sidste har min søstrer haft brug for lidt luft fra hende, og bruger mig lidt mere.

Hun har bulimi som dog pt er gledet helt i baggrunden, efter at depressionen ramte hende med fuld styrke i sommers. Hun får antidepressiv medeicin (først akarin og nu cipralex) og nogle yderligere piller hun kan tage hvis hun får angstanfald. Hun har dertil tillagt sig et moderat hashforbrug (ryger 2-5 gange om ugen) for at dæmpe symtomerne, hvilken hun siger virkelig hjælper og hun 'nsker ikke at stoppe med det foreløbigt men vil trappe ud på sigt.

Det eneste som virkeligt har kunnet hjælpe er den terapi hun får. Hun er så heldig at have fundet en rigtig dygtig terapeut som endda kommer hjem til hende selv. De ses 3 gange på 2 uger.

Problemet er at på det seneste er hun (trods at hun har givet udtryk for at det virkelig hjælper) har aflyst en del gange under påskud at hun er for træt  / syg. Mindst en af gangene aflyste hun for at være sammen med mig (hvilket jeg blev meget ærgelig over, for vi kunne sagtens ses lidt senere på dagen samme dag). Hun tager alt for let på sin terapi synes jeg.

Men hun er meget stædig og vi (min mor og jeg) skal ikke blande os i hvordan hun lever sit liv. Det er min far som betaler hendes terapi og min mor betaler hendes medicin, og ærligt talt føler jeg at hun tager det hele lidt for givet når hun så ikke selv gør en indsats. Er der nogen som selv har haft en depression som evt kan hjælpe mig til hvad jeg kunne sige for at få hende til at se alvoren? Eller har nogle bud på HVORFOR hun ikke har lyst til at gå i terapien som hun ellers siger er det der holder hende kørende og virkelig hjælper?

 

 

Nu kender jeg ikke den præcise situation eller din familie.

Men jeg kan fortælle dig om da jeg selv var syg med noget der ligner det du beskriver ufattelig meget. Når man er så langt nede psykisk er det ofte man ikke "orker" "magter" noget som helst, og jeg har selv aflyst blevet væk fra en masse da jeg selv havde det sådan. Jeg vidste godt det ikke var godt det jeg gjorde, men jeg magtede hverken slet ikke at tænke på de konsekvenser det gav at blive væk fra mine ting. Dog betalte jeg selv for de ydelser jeg fik, og fik ikke det forærende af min familie, jeg tror måske det ville ligge et større pres på hvis det var dem der betalte det.

Den dag i dag har jeg en førtidspension på 5 år, og det tager lang tid at komme sig hvis man har dybere diagnoser, ud over angst/deprission, men det ved jeg selfølgelig ikke om hun har.

Men der er lys for enden af vejden. Håber det bedste for jer alle sammen og din søster f¨r det bedre og værdsætter den kæmpe hjælp i giver hende. Det er stort af jer.

Mange hilsner herfra