Kære alle
Jah, det er vist et stykke tid siden jeg sidst har været herinde - jeg har haft nogle meget hårde uger.
D. 4. november tog jeg som nogle af jer måske kan huske, afsted til Berlin med nogle veninder, og mens jeg var afsted, havde jeg pletblødning, som senere blev rigtig mens-agtig. Da jeg kom hjem, kunne lægen også konstatere, at det meget rigtigt kunne se ud som en spontan abort.
Fredag d. 13. november - den dag vi oprindeligt skulle have været til NF-scanning - tog vi så til Riget, hvor jeg så skulle scannes for at vi kunne sikre os, at alt så var ude. Det var simpelthen så vanvittigt hårdt at komme ind på scanningsafdelingen med et helt andet formål end det oprindelige, men heldigvis var personalet utroligt søde, og hende der scannede mig, var super sød og pædagogisk, så jeg fik masser af trøst. De kunne så se på scanningen (mærkeligt, at mit første møde med et scanningsbillede skulle være på denne måde, hvor jeg så en halvtom livmoder i stedet for min Reje!) at det hele ikke var kommet ud, så jeg blev kastet videre til deres akutte gynækologiske afdeling, hvor jeg efter lang tids ventetid fik 2 stikpiller, som forhåbentlig skulle få resten ud.
Dette var dagen før vi skulle holde familiefødselsdag, hvor vi skulle have fortalt den dejlige nyhed. Hold da op, en tom lørdag! Det var selvfølgelig dejligt at være sammen med familien, men der manglede virkelig noget!
Ugen efter skulle jeg så tilbage på Riget for at scannes igen, så man kunne være sikker på, at alt var ude. Og det var det ikke! Så denne gang skulle jeg have en udskrabning. Heldigvis kunne de allerede tage mig om aftenen, så jeg kunne få det overstået, og igen var personalet bare søde, så det hele gik nogenlunde glat, lige ud over, at jeg blev dårlig efter bedøvelsen, så jeg var nødt til at overnatte på Riget.
På onsdag skal jeg så checkes hos min egen læge, der lige skal sikre sig, at min livmoder har trukket sig ordentligt sammen, og så burde jeg altså kunne sætte et punktum for dette mareridt.
Én ting er, at man mister sin Reje, det er i sig selv helt forfærdeligt og ulykkeligt - at det så skal trækkes i langdrag på denne måde, er næsten ikke til at holde ud.
Pt. er jeg utroligt vred på min krop. Vred over, at den ikke kunne finde ud af at holde på min Reje og vred over, at den heller ikke kunne finde ud af at afslutte forløbet selv. Jeg håber ikke, at jeg nogensinde skal igennem sådan en omgang igen - føj!
Tanker til jer, der selv står i sådan en situation - husk, at det hele bliver bedre og at man bliver glad igen.
Og hvis nogen derude står og er nervøse over en eventuel udskrabning, så kan jeg fortælle, at ud over det psykiske, så er det slet ikke slemt; man får en lille lur under narkosen, indgrebet er meget kort (ca. 15 min.) og smerterne er at sammenligne med mens-smerter et døgns tid efter - og så er det lissom ovre. Det var langt mindre slemt, end jeg havde frygtet!
Knus fra mig
