(fortsat)
Den 14. september 05 var jeg lige en tur rundt om lægen, for jeg havde fået nogle stikkende jag lige over mit skamben. Lægen undersøgte mig og sagde at det var uden betydning, men jeg skulle tage det med ro de næste par dage. Det gjorde jeg så og jeg fortsatte på arbejde mere roligt for ikke at få mere ondt.
Den 15. september havde min kæreste fødselsdag og det var også den dag jeg mærkede nogle små bump, de var ikke så stærke, men jeg var ikke i tvivl om, at det var små tegn på liv, men jeg vidste med tiden blev de stærkere og den ville sparke mere.
Ganske rigtigt sparkene blev stærkere og flere af dem var så kraftige, at det stak ned i mit skamben. Og det blev hårdere og hårdere at være på arbejde, men da jeg havde så kort tid tilbage bed jeg det i det sure æble og fortsatte til den bitre ende.
Tirsdag den 18.10.05 var jeg til uge 24 – undersøgelse. Min læge var meget tilfreds med det hele. Blodtrykket lå fint, urinprøven var blank. Jeg lå stadigvæk 3 ½ kg under det jeg vejede før jeg blev gravid. Til trods for at jeg ikke havde kastet op i starten af graviditeten. Lægen mærkede mig på maven og sagde at den lå med hovedet opad. Og den havde en fin størrelse, han kunne dog ikke give et fosterskøn – det var for tidligt. Men han kunne hører hjertelyd igennem et såkaldt trærør. Jeg var meget glad for de oplysninger jeg fik.
Jeg var nu i uge 27 og den bette var begyndt at give mig nogle små hurtige bump efter hinanden, det antog jeg som hikke, det var en sjov følelse.
Den var meget aktiv også om natten, hvor jeg gerne ville sove. Nogle gange var bevægelserne så voldsomme, at jeg næsten måtte holde om madrassen for ikke at falde ud af sengen. Den kunne ikke lide at jeg sov på siden, for så fik jeg at vide, at det ville den bare ikke have i form af en masse moslen og sparken.
I bogen om graviditet, som jeg fik af lægen, da jeg ventede Line, kunne man følge med i graviditeten med fosterets mål og vægt. På det sted, hvor jeg var nu vejede den lille omkring 1100 gram, det svarede til en vægt som et stort hvidkålshoved havde, men det var jo ikke helt sikkert at det passede på min baby.
Med tiden voksede den lille og jeg døjede meget med sure opstød og halsbrand, men i denne graviditet var det meget værre end i den første, men jeg havde noget jeg kunne tage mod det. Den lille var også meget mere aktiv end Line var og jeg nød, hver gang jeg fik et spark for så vidste jeg at der var liv i den.
Den 04.01.06 var jeg i uge 35, og skulle til undersøgelse ved egen læge: Der var ikke noget at måle i min urinprøve. Blodtrykket lå meget fint. Han skød den lille til at veje 2400 gram. Jeg fik taget en blodprøve for at se om jeg havde fået antistoffer. Og det var alt hvad der skete ved den konsultation.
Jeg havde nu godt 5-6 uger til termin og tiden, specielt om natten var ved at være træls. Jeg begyndte at sove dårligt – havde flere nætter, hvor jeg ikke sov flere timer i træk, hvilket gjorde, at jeg var meget uoplagt om dagen, selvom jeg gik hjemme dagen lang. Oven i købet fik jeg en ordentlig omgang forkølelse med hoste og snot, der løb ud af næsen hele tiden. Det varede lidt mere end 2 uger før jeg var i bedring igen.
Lørdag den 28.01.06 havde jeg mange stikkende jag i bækkenet og i lænden, men jeg troede ikke det havde noget på sig. Om aftenen tog de til, men der skete ikke mere. Efter den lørdag kom der ikke rigtigt mere af disse jag.
Jeg var til jordemor 6 gange i løbet af hele min graviditet, og ved samtlige besøg havde jeg min datter og mor med. Igennem hele graviditeten lå mit blodtryk fint, der var ikke noget at måle i min urin. Den lille voksede som den skulle, den tog fint på fra gang til gang og vi hørte god hjertelyd. Jeg havde ikke taget mange kilo på igennem graviditeten og det virkede som en slankekur for mig at være gravid. En af de sidste gange jeg var til jordemor havde den lille dog ikke taget så meget på og da jeg fortalte at jeg havde mærket mindre liv end jeg plejede blev jeg sendt op på fødegangen til et tjek.
På fødegangen fik jeg kørt en CTG-kurve over barnets aktivitet. Den var meget sløv i starten, men da jeg fik lidt isvand, at drikke kom der lidt mere gang i den og den begyndte at sparke lidt mere. Jordemoderen på fødegangen sagde, at det var helt normalt at den ville være mere stille sidst i graviditeten, da den jo havde mindre plads at bevæge sig på. Det hele så fint ud, men vi skulle vente på lægen og det tog meget lang tid. Line kunne ikke få tiden til at gå til sidst og hun var derfor blevet meget utålmodigt af at vente og det samme var jeg.
Men omsider kom lægen og vi fik besked på, at vi kunne gå hjem og vente på, at baby ville komme ud.
Den 11.02.06 var vi på besøg hos nogle gode venner, men der var ikke tegn på noget som helst. Jeg sov stadigt meget dårligt om natten og havde i grunden meget svært ved at falde i søvn og mine fødder var meget urolige – specielt om aftenen. Kl. 23 var jeg så gal og ked af det, at jeg sagde hårdt til baby, at nu måtte den godt se at komme ud, så jeg kunne få sovet ordentligt om natten og jeg gik grædende i seng igen.
Kl. 00.20 vågnede jeg og skulle sådan på wc og idet jeg rejste mig op i sengen mærkede jeg noget varmt og vådt. Jeg rejste mig hurtigt op i sengen og staflede ud på badeværelset med samlet ben for at holde på vandet… Jeg kunne hurtigt regne ud at det var fostervandet, der var gået. Jeg fik sagt til Hamma at nu var der ved at ske noget og han spurgte, hvad der nu skulle ske. Jeg ringede ud på fødegangen og fik at vide at der måske ikke skete noget før op til et døgn efter og at jeg skulle gå i seng og sove lidt. Vi skulle dog komme ind på fødegangen om morgenen til tjek for at se, hvor meget jeg havde åbnet mig… Jeg ringede til vores veninde, som skulle med til fødslen og til mine forældre, som skulle passe Line, så de var klar, hvis det skulle gå hurtigt.
Kl. 00.30 begyndte det at gøre ondt i underlivet – det føltes som menstruationssmerter, men de var ikke så stærke, at jeg ikke kunne hvile mig. Jeg sov ikke meget den nat. Barnet var meget aktiv i perioder og den sparkede meget voldsomt. Men ved kl. 05.00 fik jeg dog sovet lidt.
(fortsætter)
Anmeld
