Kan ens barn godt arve ens social adfær?

Jeg er jo ikke så vild med at omgåes så mange mennesker af gangen og bliver så stresset af det og skal ikke meget til at irritere mig, og sådan noget med at stole på folk er jeg heller ikke så god til. At møde fremmede er det værste.

Men da jeg ventede Emil så tig jeg mig selv i nakken, har mødt folk herfra, navlestreng, taget i forældre cafe med Emil, han går i vuggestue, sørger for han kommer ud så han ikke får det som mig. Men kan det være arveligt og kan man se det nu.

Syntes bare Emil viser mere og mere at han trives bedste herhjemme hvor han kun er sig selv og når han leger med andre at han så kan sige fra, i forhold til når han er i vuggestue hvor de jo er på hele tiden. Han har et par gange i samvær med flere personer vist at han bliver ked af det og nærmest lidt skræmt i det.

Ved godt han er blevet ældre og mere bevist, men burde det være sådan, for jeg får jo helt dårlig samvittighed når jeg aflevere ham når jeg ved at han helst så han kun var der en time og så kunne komme hjem og slappe af. Men gør nok det rigtige og lader ham komme af sted.

Ved godt nogen tænker at de fleste børn jo gerne vil være hjemme, men det er ikke den der følelse jeg har, det er følelsen af at han trives bedste herhjemme, i de dage han er i vuggestue udvikler han sig ikke, de ryk han har i sin udvikling sker når han er hjemme i weekender osv og kan mærke jo flere dag han er hjemme jo gladere er han.

Nogen der har prøvet det?

Jeg ved ikke om man kan sige jeg har prøvet det, men;

Min mor gjorde alt for at gøre mig til et meget socialt væsen som barn. Hun brokkede sig også over at jeg ikke gad lege nok med andre børn osv.

En dag afslørede min mormor for mig, at hun havde haft præcis de samme problemer med min mor, som min mor havde med mig. Så tror klart det kan ligger til familien at være lidt tilbagetrukne. Jeg er dog kommet meget efter det siden hen. Men først da jeg blev 19 år.

Jeg tror det er rigtig godt at give sine børn redskaber de kan bruge til at være sammen med andre, men hvis de vitterligt er enspændere tvivler jeg på der er noget man kan gøre ved det.

Men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige sådan er det.

RGN skriver:

Jeg ved ikke om man kan sige jeg har prøvet det, men;

Min mor gjorde alt for at gøre mig til et meget socialt væsen som barn. Hun brokkede sig også over at jeg ikke gad lege nok med andre børn osv.

En dag afslørede min mormor for mig, at hun havde haft præcis de samme problemer med min mor, som min mor havde med mig. Så tror klart det kan ligger til familien at være lidt tilbagetrukne. Jeg er dog kommet meget efter det siden hen. Men først da jeg blev 19 år.

Jeg tror det er rigtig godt at give sine børn redskaber de kan bruge til at være sammen med andre, men hvis de vitterligt er enspændere tvivler jeg på der er noget man kan gøre ved det.

Men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige sådan er det.

Håber ikke at han bliver enspænder, lyder hårdt hehe. han vil jo gerne ud og lege osv, men i begrænset tid for så bliver det for meget og så skal han helst slappe lidt af og bare være sig selv.

Hehe.. Jeg syntes egentlig ikke det var hårdt at være enspænder. Udover presset fra omgivelser, der gjorde sit til for at man skulle ændre personlighed.

Men jeg er sikker på, at han udvikler sig til en skøn knægt. På den ene eller den anden måde.

Så længe han virker glad ville jeg ikke være bekymret.

Det er også noget som ligger til vores familie.

Men det er nu ikke fordi jeg ikke kan lide at være social. Kan godt lide at møde nye mennesker selvom jeg er genert. Men har altid godt kunne lide at være hjemme. Både da jeg boede hjemme og efter jeg er flyttet. Faktisk sjældent at jeg ses med nogen i min fritid.

Jeg ser det dog ikke som et problem. min mor, mig og mine søskende trives også bedst hvis vi selv får lov til at lave opgave i skolen mv. ikke fordi vi ikke kan lide andre- men det går nu bedst alene hvor man får det som man vil have det.  hænger nok også sammen med vores høje krav til os selv.

Så længe man kan være sammen med andre mennesker en gang i mellem og synes det er hyggeligt, kan jeg ikke se at det skulle skade. Vi er jo så forskellige alle sammen, og finder værdierne i noget forskelligt. 

Tror ikke du skal være nervøs for lille Emil

Lærke90 skriver:

Det er også noget som ligger til vores familie.

Men det er nu ikke fordi jeg ikke kan lide at være social. Kan godt lide at møde nye mennesker selvom jeg er genert. Men har altid godt kunne lide at være hjemme. Både da jeg boede hjemme og efter jeg er flyttet. Faktisk sjældent at jeg ses med nogen i min fritid.

Jeg ser det dog ikke som et problem. min mor, mig og mine søskende trives også bedst hvis vi selv får lov til at lave opgave i skolen mv. ikke fordi vi ikke kan lide andre- men det går nu bedst alene hvor man får det som man vil have det.  hænger nok også sammen med vores høje krav til os selv.

Så længe man kan være sammen med andre mennesker en gang i mellem og synes det er hyggeligt, kan jeg ikke se at det skulle skade. Vi er jo så forskellige alle sammen, og finder værdierne i noget forskelligt. 

Tror ikke du skal være nervøs for lille Emil

Os sådan det er her, det med at være sammen med andre i skolen osv

Hejsa,

Børn er i mange tilfælde arvemæssigt disponerede for bestemte træk og bestemt adfærd stammende fra deres forældre. Miljø spiller dog også en meget vigtig rolle for barnets udvikling. Jeg synes at du gør det helt rigtige ved at lade din søn komme ud mellem andre. Det er superflot gået! Du må dog huske på, at han sikkert kan mærke hvis du er ked af at efterlade ham i daginstitution eller sammen med andre børn, og det vil måske få ham til at knytte sig mere til dig, end han ellers ville have gjort. Altså kan han gå hen og blive en enspænder, der mest har lyst til at være hjemme hos mor. Jeg blev selv passet hjemme til jeg skulle i skole og det medførte at jeg var bange for andre børn og stadig er bange for fremmede den dag idag. Jeg er derfor også meget bevidst om, at min datter, der også er mors pige, skal ud og opleve noget sammen med andre børn mindst tre-fire dage om ugen. Hun var ikke meget for det i begyndelsen,  men nu, da hun nærmer sig tre år, er hun helt anderledes. Hun skal lige se folk an, men så er hun også klar på leg og spilopper

Jeg synes, at du gør det flot og at du skal fortsætte med at socialisere din søn. Et er at være "naturlig" enspænder. Noget andet er at værre utryg for andre mennesker, og det ønsker hverken du eller jeg for vores børn.

Keep going!

Naturpigen skriver:

Hejsa,

Børn er i mange tilfælde arvemæssigt disponerede for bestemte træk og bestemt adfærd stammende fra deres forældre. Miljø spiller dog også en meget vigtig rolle for barnets udvikling. Jeg synes at du gør det helt rigtige ved at lade din søn komme ud mellem andre. Det er superflot gået! Du må dog huske på, at han sikkert kan mærke hvis du er ked af at efterlade ham i daginstitution eller sammen med andre børn, og det vil måske få ham til at knytte sig mere til dig, end han ellers ville have gjort. Altså kan han gå hen og blive en enspænder, der mest har lyst til at være hjemme hos mor. Jeg blev selv passet hjemme til jeg skulle i skole og det medførte at jeg var bange for andre børn og stadig er bange for fremmede den dag idag. Jeg er derfor også meget bevidst om, at min datter, der også er mors pige, skal ud og opleve noget sammen med andre børn mindst tre-fire dage om ugen. Hun var ikke meget for det i begyndelsen,  men nu, da hun nærmer sig tre år, er hun helt anderledes. Hun skal lige se folk an, men så er hun også klar på leg og spilopper

Jeg synes, at du gør det flot og at du skal fortsætte med at socialisere din søn. Et er at være "naturlig" enspænder. Noget andet er at værre utryg for andre mennesker, og det ønsker hverken du eller jeg for vores børn.

Keep going!

Jeg blev også passet hjemme, jeg kan så huske det som hyggeligt og dejligt at vide at mor altid var der og da jeg begyndte i skole var det dejligt bare at kunne gå hjem i stedet for at skulle i sfo eller lign