Jeg havde termin den 21 sept. Men længe inden havde jeg sagt at jeg havde på fornemmelsen at der ville ske noget mellem den 6 og den 16 sept.
Onsdag den 16 september var jeg stået op samtidig med at Thomas tog på arbejde lidt over 7, havde ingen fornemmelse af at der ville ske noget som helst. Men ved 11 tiden blev jeg enig med mig selv om at jeg hellere måtte gå i bad, og få barberet ben, for de så skrækkelige ud. J Og jeg mente bestemt ikke at jeg kunne komme ind på fødegangen med hår på benene hvis det nu skulle ske. Jeg havde fået mig placeret med det ene ben i vindueskarmen, for det var lige den eneste måde jeg kunne stå på. Og jeg gik i gang.. Pludselig løb der noget ud af mig. Tænkte lidt for mig selv. Hmm, gad vide om jeg er kommet så langt nu at jeg ikke kan holde på mit vand mere.. Og jeg barbere videre, men det blev ved med at løbe. Tænkte at jeg hellere måtte tage det andet ben også, nu hvor jeg var i gang, for kunne da ikke komme derind kun med et barberet ben. Det blev ved med at løbe ud af mig, lagde et par håndklæder på gulvet mens jeg barberede det andet ben.
Jeg gik efterfølgende i bad, stadig ikke med tanker omkring hvad der egentlig var ved at ske. Var nok en smule handlingslammet på daværende tidspunkt. J Men jeg skal da love for at der kom handling da jeg kom nedenunder og skulle finde nummeret til fødegangen, for måtte da hellere lige ringe og spørge om jeg skulle komme derind. Jeg gik mere eller mindre i panik da jeg skulle ringe, for der gik det pludselig op for mig at det var nok vandet der var gået. Jeg ringede derind og fik fat i en rigtig sød dame, der gerne ville jeg lige kom derind. Vi aftalte at jeg skulle komme derind omkring 13.30 når Thomas var kommet hjem. Ham havde jeg endnu ikke ringet til J
Jeg ringede efterfølgende til Thomas, vi havde en aftale om at jeg kun måtte ringe hvis der var ved at ske noget, ellers skulle jeg skrive en sms. Så da jeg ringede og spurgte ham tørt efter om ”tror du at du kan blive fri for det møde i eftermiddag” ville han gerne vide hvorfor.” Ja fordi vandet lige er gået. J Tror han fik ret travlt med at få pakket sammen, selvom om han gik lidt rundt om sig selv på arbejdet. J
Da han kom hjem var der ikke nogle veer, eller det mindste tegn på at de ville komme.
Da vi kørte ind til Aalborg sygehus, sagde jeg til ham. Hvis vi bliver sendt hjem hvilket jeg er ret sikker på, så skal vi altså forbi MacDonalds. J Havde ikke fået MacD mad længe pga. gravidtetssukkersyge. Så blev enig med mig selv om at det gik nok i dag.. J
Jeg kom ind på fødegangen kl 13.30 fik kørt en strimmel, på det tidspunkt var der stadig ikke skyggen af veer, og vi blev sendt hjem igen, med den besked at jeg skulle ringe hvis der kom veer, ellers skulle vi ringe om torsdagen ved 11 tiden, for så at vurdere hvad der skulle ske.
Vi kørte forbi MacD, men mens vi spiste kunne jeg godt mærke det begyndte at murre lidt i maven. Vi var hjemme igen ved 16 tiden. Og da begyndte veerne for alvor at melde sig. Min mor havde hele tiden sagt at hun ikke ville vide hvornår det skete, hun ville først vide besked når jeg havde født. Men da veerne begyndte at gøre rigtig ondt herhjemme, var den eneste jeg ville snakke med var MIN MOR!
Så jeg ringede til hende, og undskyldte på forhånd at jeg ringede, men jeg havde altså ondt! J
Ca. kl 17 ringede Thomas til fødegangen og sagde at nu havde jeg altså ret ondt og der var gang i veerne. Vi fik pakket bilen med diverse tasker.. Og af sted det gik igen. Da jeg kom ind på fødegangen blev jeg undersøgt og havde åbnet mig 1 fingersbredde ca.
Jeg blev efterfølgende indlagt, og det meste af aftenen gik med at der kom forskellige SOSU assistenter og jordemødre ind på stuen, fik hverken fat i navn eller hvorfor der var så mange forskellige. Jeg havde rigtig mange veer, de kom med 4-5 minutter mellemrum, og jeg synes jo de var vældig gode. Men ved midnatstid blev jeg undersøgt igen. Havde da åbnet mig 2 cm. Jeg ville rigtig gerne have en epiduralblokade, så jeg havde muligheden for at få hvilet en lille smule. Men narkoselægen var opholdt et andet sted, så der var ventetid på ham. L Jeg fik tilbudt forskellige former for smertestillende, bl.a. en coctail, af morfin, vehæmmende og søvndyssende. Det hjalp så overhovedet ikke.
Jeg blev løbende undersøgt i løbet af natten for at se om jeg havde åbnet mig ydereligere, men nej. Det stod helt stille. Jordemoderen anbefalede mig at prøve saltvandspapler, de såkaldte bistik! Hold nu K… de gjorde ondt!!!
Jeg fik sovet en lille smule i løbet af natten. Thomas havde heldigvis fået lov til at få en seng ind på stuen så han kunne blive ved mig, for der så bestemt ikke ud til at der ville ske noget som helst i løbet af natten.
Ca. midt på natten ville jordemoderen gerne at jeg fik vestimulerende drop, jeg sagde ja på den betingelse hvis det blev for smertefuldt at hun så ville skrue ned for den igen. Det var helt OK. Hun satte drop på mig, og startede med 18 Ml i timen, det var sådan OK til at holde ud. Narkosenlægen var stadig ikke at finde L Efter et par timer satte de droppen op til 30 ml. i timen, efter noget tid, måtte jeg melde pas, og få hende til at skrue ned for den igen. Jeg havde den samme jordemoder hele natten, hun havde været på vagt i 24 timer da hun gik hjem torsdag morgen. Den sidste times tid af hendes vagt sad hun og aede mig over lænden mens hun skrev rapport. J
Thomas havde heldigvis fået en smule søvn i løbet af natten, han var helt fantastisk til at minde mig om at jeg skulle huske min vejrtrækning under veerne, for følte sommetider at jeg gik en smule i panik.
Kl. 7.45 var der vagtskifte, og jeg fik en helt fantastisk jordemoder. Hun undersøgte mig igen, og jeg var nu åbnet 3 cm! Hun fik fat i en nakoselæge og endelig fik jeg en epiduralblokade. Ih hvor var det dog dejligt! Jeg kunne få lidt at spise, havde ikke spist siden dagen i forvejen, på macD og det var røget retur midt under en ve.
Hun satte en ekstra måler til, en udvidet kontrol af Laura, for hendes puls var ret høj. Hun satte også en måler på Lauras hoved så de endnu bedre kunne holde øje med hende.
Efter jeg fik blokaden kunne jeg endelig få hvilet lidt, og få noget at spise.
Midt på formiddagen kunne jeg godt fornemme når jordemoderen snakkede med mig, at det måske godt kunne ende i kejsersnit, fordi det snart var et døgn siden vandafgang, og pga. Laura var begyndt at stresse lidt.
Så kl 11.50 kom der læge og jordemoder ind på stuen og sagde at det ville blive kejsersnit. Og det ville ske inden for en halv time. Der gik ikke mange minutter inden stuen var fyldt med forskellige mennesker. En var ved at give mig bedøvelse osv. Og en var gået med Thomas, for han skulle have andet tøj på.
Jeg blev kørt ned på operations stuen, og de gik i gang.. Thomas sad ved mit hoved, og kl 12.23 fik vi at vide at vi havde fået en pige. Jordemoderen og Thomas gik ud med hende og gav hende tøj på. Og bagefter kom Thomas ind med hende så jeg kunne hilse på vores fantastiske lille datter. Hun vejede 3580 g og var 50 CM
