Følelsen af veer

Hvordan føltes jeres veer?

Jeg måtte i nat ringe til fødegangen og spørge ind til de smerter jeg havde da jeg overvejede om det havde noget med veer at gøre eller om jeg "bare" var alvorligt syg.

Jeg havde haft en fuldstændig klar overbevisning om, at det ville føles som kraftige menstruationssmerter, da det var sådan det var for min mor.

De her smerter sad dog langt oppe og bed, nev og flåede i mig. Og baby hoppede rundt derinde. Det skal lige siges, at han normalt er en meget stille fyr.

Jordemoderen mente dog, at det enten var meget kraftige plukveer eller opstart til fødsel.

Nu er det dog gået i sig selv igen, så det var nok bare det første. Jeg er også kun liiige gået ind i 38. uge.

Men mens jeg fik rundt og lavede 1000 ting i nat kom jeg til at tænke på hvordan I andre mon havde følt det.

Øhhhh jeg har svært ved at forklare sådan i detaljer hvordan det følelse at have veer... men er du sikker på du vil vide det?? altså inden jeg skriver det jeg havde tænkt mig at skrive.....

knus malou

MIne startede som sådan en murren i maven.... ligesom menstruationssmerter. Slet ikke slemme i starten, bare murren

Hahaha.. Ja tak. Det vil jeg gerne. Jo bedre jeg er forberedt, jo mindre skræmt bliver jeg og jo bedre vil jeg klare det. Er jeg i hvert fald overbevist om.

Jeg blev lidt urolig over smerterne, men efter at have talt med jordemoderen gjorde de faktisk mindre ondt, så jeg tror det er okay for sådan en som mig at være godt forberedt på det.

I nat havde jeg det meget sådan, at jeg gik ind i smerten fordi jeg ikke kunne andet. Jeg kunne ikke forholde mig til at det gjorde så ondt. Så når det kommer til at gå 100 gange mere ondt, så tror jeg bevidstheden tit slår mere eller mindre fra. (ja, det er så mit håb)

Lidt nervøs er jeg, men jeg bliver ved med at holde fast i tanken, at dødsfald blandt fødende kvinder er stort set ikke eksisterende og på et eller andet tidspunkt er det overstået og man kan ånde lettet op og tænkte "Yes, jeg klarede det. Godt gået"!!!!!

TbCp skriver:

MIne startede som sådan en murren i maven.... ligesom menstruationssmerter. Slet ikke slemme i starten, bare murren

Ja, det var også sådan jeg havde forestillet mig det måtte være, og derfor jeg tænkte om der var noget andet galt med mig siden jeg havde smerter, der ikke føltes sådan.

Dog sagde jm, at det var normalt at de startede højt oppe i livmoderen og arbejdede sig nedad.

Det er "sjovt" så forskelligt det kan være fra kvinde til kvinde.

RGN skriver:

Hahaha.. Ja tak. Det vil jeg gerne. Jo bedre jeg er forberedt, jo mindre skræmt bliver jeg og jo bedre vil jeg klare det. Er jeg i hvert fald overbevist om.

Jeg blev lidt urolig over smerterne, men efter at have talt med jordemoderen gjorde de faktisk mindre ondt, så jeg tror det er okay for sådan en som mig at være godt forberedt på det.

I nat havde jeg det meget sådan, at jeg gik ind i smerten fordi jeg ikke kunne andet. Jeg kunne ikke forholde mig til at det gjorde så ondt. Så når det kommer til at gå 100 gange mere ondt, så tror jeg bevidstheden tit slår mere eller mindre fra. (ja, det er så mit håb)

Lidt nervøs er jeg, men jeg bliver ved med at holde fast i tanken, at dødsfald blandt fødende kvinder er stort set ikke eksisterende og på et eller andet tidspunkt er det overstået og man kan ånde lettet op og tænkte "Yes, jeg klarede det. Godt gået"!!!!!

Det kan du selvfølgelig have ret i... - jamen mine veer føltes nærmest som om der var en der rev mig med meget lange negle indvendigt og nærmest til blods Det gør virkelig virkelig ondt og det kom faktisk lidt som et chok for mig hvor ondt det faktisk gjorde... men jeg lå desværre også i 19 timer med veer. Mit startede som ømhed i lænden... træk ud i mine ben .. nærmest en form for krampe...- jeg gik i seng og så sprang vandet bare som et helt vandfald Da jeg umiddelbart lige efter tog et hurtigt bad for at gøre mig klar, væltede veerne allerede ind over mig med under  2 min interval... de startede som middel veer men de blev hurtigt meget slemme så vi valgte at køre med det samme.

MEN MEN når alt det "grimme" her er skrevet vil jeg så også lige fortælle dig... at hele den oplevelse med at få veer, spændingen og udløsningen for snart at have sit vidunder i armene SLET SLET ikke kan beskrives hvor skønt det er... ja gu gør det ondt men jeg ville gøre det igen og igen og igen .... så du har ingen grund til at være urolig...

knus malou og alt held og lykke med fødslen...

Tusind tak for din beskrivelse.

Og hvor ser du smuk og overskudsagtig ud som du ligger der med dit vidunderlig.

Som menssmerter *100 er nok en god beskrivelse.. Men jeg blev også sat igang, så jeg fik almindelige dumme menssmerter med det samme, og de blev så bare værre og værre til jeg ikke engang kunne stå op, fordi de trak ned i lårene.

med den 1. startede de helt stille og roligt, som små bitte niv, de gjorde ikke ndt, jeg kunne bare mærke de var der, og det varede næsten 1 døgn, så nev de lidt mere time for time, og da der var gået lidt under halvandet døgn, begyndte de at gøre rigtig ondt.

Til sidst gjorde de selvfølgelig vildt ondt, men jeg havde så også presseveer i 2½ time, og de startede 10 minutter efter jeg var ankommet til sygehuset. Da presseveerne startede va rjeg kun 8 cm åben, og det var først da de 2½ time var gået, at jeg var 10 cm åben, så jeg måtte jo ikke presse på de første rigtig mange veer, hvilket jo var enormt hårdt og svært.
Jeg vred mig og pev på fødelejet mens jeg bare ventede på at måtte føde, men det var heller ikke så slemt at jeg overhovedet overveje at råbe på hjælp, jeg ville bare være i fred, og have det overstået.

2. gang, der vågnede jeg klokken 5 om morgenen, ved at de veer bare var godt igang, og nev godt til fra starten af. Det var jeg overhovedet ikke forberedt på. og de nev hele vejen rundt som et bredt bælte, lige fra den aller første ve. Så jeg var godt og grundigt morgensur den dag
Fødslen varede lige under 5 timer, og jeg krydsede benene i lidt mere end en ½ time, fordi mine presseveer startede i bilen, men da var jeg atså 10 cm åben, så der var ingen ventetid da jeg kom ind på sygehuset. 7 minutter efter var barnet født

RGN skriver:

Hahaha.. Ja tak. Det vil jeg gerne. Jo bedre jeg er forberedt, jo mindre skræmt bliver jeg og jo bedre vil jeg klare det. Er jeg i hvert fald overbevist om.

Jeg blev lidt urolig over smerterne, men efter at have talt med jordemoderen gjorde de faktisk mindre ondt, så jeg tror det er okay for sådan en som mig at være godt forberedt på det.

I nat havde jeg det meget sådan, at jeg gik ind i smerten fordi jeg ikke kunne andet. Jeg kunne ikke forholde mig til at det gjorde så ondt. Så når det kommer til at gå 100 gange mere ondt, så tror jeg bevidstheden tit slår mere eller mindre fra. (ja, det er så mit håb)

Lidt nervøs er jeg, men jeg bliver ved med at holde fast i tanken, at dødsfald blandt fødende kvinder er stort set ikke eksisterende og på et eller andet tidspunkt er det overstået og man kan ånde lettet op og tænkte "Yes, jeg klarede det. Godt gået"!!!!!

YES! Lige præcis!!!! Du er cool og du er stærk, og med den indstillling skal du nok komme igennem det.

Det er hetl normalt at brække sig under en fødsel, og alle tre gange har det været pejlemærket for mig. Når jeg brækkede mig, SÅ var fødslen rigtig i gang.

(Det er ikke alle der brækker sig, men mange gør)