Episode i børnehaven

Jeg kan ikke finde ud af om min mavefornemmelse bare er helt off.

Jeg hentede min dreng i børnehaven i dag og kunne ikke finde ham.

Pædagog havde set ham centralt på legepladsen for ikke længe siden, de andre børn vidste ikke hvor han var. (Stor legeplads). Jeg gik en runde, men kunne ikke finde ham, og gik ind og pakkede hans ting , gik ud igen og kunne stadig ikke finde ham, går så op af en bakke og på siden af bakken (hvor man ikke kan se fra den centrale del) er der en buks jeg kan høre stemmer fra og tænker i første omgang at det er nogen børn som leger der. Går tættere på og kan høre en mand og min dreng snakke sammen inde i busken. Jeg kalder på min dreng og han kommer ud efterfulgt af den mandelig pædagog, ingen andre børn.

Jeg spørger han efterfølgende i bilen (ret opmærksom på ikke ledende spørgsmål,) hvad legede dig og x inde i busken? Ikke noget han fulgte bare efter mig

Det er ikke en min dreng snakker om hjemme, han er lige kommet i børnehaven efter sommerferien (den voksne) og heller ikke en som henvender sig til mig som forældre.

Jeg ville slet ikke have den dårlige mavefornemmelse hvis det havde været en kvinde, men jeg må indrømme at jeg synes det er mærkeligt, men ønsker da heller ikke at lave en mistanke om noget der måske ikke er der og synes også at det er forfærdeligt at man som mand ikke kan arbejde med børn uden at skulle tænke over hvad man gør, men jeg ville personligt ikke selv som mandlige pædagog gå så afskærmet med kun et enkelt barn 

Anonym skriver:

Jeg kan ikke finde ud af om min mavefornemmelse bare er helt off.

Jeg hentede min dreng i børnehaven i dag og kunne ikke finde ham.

Pædagog havde set ham centralt på legepladsen for ikke længe siden, de andre børn vidste ikke hvor han var. (Stor legeplads). Jeg gik en runde, men kunne ikke finde ham, og gik ind og pakkede hans ting , gik ud igen og kunne stadig ikke finde ham, går så op af en bakke og på siden af bakken (hvor man ikke kan se fra den centrale del) er der en buks jeg kan høre stemmer fra og tænker i første omgang at det er nogen børn som leger der. Går tættere på og kan høre en mand og min dreng snakke sammen inde i busken. Jeg kalder på min dreng og han kommer ud efterfulgt af den mandelig pædagog, ingen andre børn.

Jeg spørger han efterfølgende i bilen (ret opmærksom på ikke ledende spørgsmål,) hvad legede dig og x inde i busken? Ikke noget han fulgte bare efter mig

 

Det er ikke en min dreng snakker om hjemme, han er lige kommet i børnehaven efter sommerferien (den voksne) og heller ikke en som henvender sig til mig som forældre.

Jeg ville slet ikke have den dårlige mavefornemmelse hvis det havde været en kvinde, men jeg må indrømme at jeg synes det er mærkeligt, men ønsker da heller ikke at lave en mistanke om noget der måske ikke er der og synes også at det er forfærdeligt at man som mand ikke kan arbejde med børn uden at skulle tænke over hvad man gør, men jeg ville personligt ikke selv som mandlige pædagog gå så afskærmet med kun et enkelt barn 

“Han fulgte bare efter mig”. Din søn er altså selv gået på afstand af de andre børn - for at lege for sig selv, være lidt alene, udforske området, hvad ved jeg. Pædagogen er fulgt efter ham - for at tjekke, om han er okay, om han er ked af det, eller hvad der ligger bag. 
Jeg synes, det er mærkeligt, at du synes, det er mærkeligt. For mig at se passer han sit arbejde. Danner relationer og er opmærksom på dit barn. 

Du skriver selv, at det er forfærdeligt, at en mand ikke kan arbejde med børn uden at tænke over alt, han gør. Jeg synes, at du skal holde fast i det. Selv tænker jeg det samme som Morogmegetmere: Din dreng er formentlig løbet ind i buskadset for at lege og pædagogen har så sikret sig, at han var okay. Der er ikke noget, der giver anledning til at konkludere det værst tænkelige. 

Det lyder bare som en pædagog der gør sit arbejde og holder øje med børnene.
Det er synd at der skal være så meget ekstra fokus og mistanke på mandlige pædagoger. 

Jeg har tænkt en del på dit indlæg og fik lyst til at skifte perspektiv: Forestil dig, at din søn om 15-20 år får arbejde som pædagog eller pædagogmedhjælper i en børnehave. Han glæder sig til arbejdet, og du er stolt af ham. Du ved, at der er brug for flere mænd i daginstitutionerne.
Din søn ser en lille fyr, der for sig selv går lidt afsides, og går hen til ham for at snakke. De får sig en snak, og undervejs støder drengens mor til. 

Hvordan vil du have det, hvis den pågældende mor får en dårlig mavefornemmelse alene fordi, din søn er en mand? Hvis hun selv erkender, at det er forfærdeligt at tænke sådan, men alligevel er så foruroliget, at hun overvejer at følge op på det? Hvis hun mener, at din søn skulle agere anderledes end sine kvindelige kolleger? 
Jeg tror, du ville blive vred og såret. Med god grund. 

Nu er jeg selv pædagog og jeg tænker situationen som underlig, han kunne nemt at have stået udenfor busken, jeg undre mig over at han er gået med ind i busken, desuden undre jeg mig over at han intet sagde da jeg hentede, havde det været mig uanset køn, havde jeg da lige givet en lille forklaring "han kunne ikke finde ud af at komme ned fra træet, så jeg hjalp ham lige" eller "x ville lige vise mig en sej ville i busken" whatever men han sagde ingenting , sol i ingenting .

Havde det været en mandelig kollega havde jeg nok også helt venskabeligt sagt at han skulle passe på sig selv, tænker enhver mandelig pædagog er lidt ekstra obs på hvor/hvornår de er alene med et enkelt barn, ikke at de ikke må det, men det handler også om HVOR de er det

Men hvorfor skal en mandlig pædagog dog forklare sig og passe på? At du ligefrem selv indrømme at du vil påpege det ved en mandlig kollega, forklarer hvor problemet ligger i situationen, hvor en pædagog bare har passet sit arbejde.
Vi skriver 2026 og kvinder har råbt så meget op om ligestilling på bl.a. arbejdspladsen. Vi bør derfor også behandle vores mandlige kolleger og ansatte på lige fod - især når de bare passer deres job. 

mbp skriver:

Men hvorfor skal en mandlig pædagog dog forklare sig og passe på? At du ligefrem selv indrømme at du vil påpege det ved en mandlig kollega, forklarer hvor problemet ligger i situationen, hvor en pædagog bare har passet sit arbejde.
Vi skriver 2026 og kvinder har råbt så meget op om ligestilling på bl.a. arbejdspladsen. Vi bør derfor også behandle vores mandlige kolleger og ansatte på lige fod - især når de bare passer deres job. 

Det skal man selvfølgelig, men det ændre ikke ved det ubehagelige for en mand hvis en mor/far går til lederne med beskyldninger, man lærer faktisk på pædagogen/i praktikker at man skal passe på sig selv over for sådanne ting og man lærer man skal tænke over når man er alene med et enkelt barn både som mand og kvinde

Men hvorfor skal en mandlig pædagog dog forklare sig og passe på? At du ligefrem selv indrømme at du vil påpege det ved en mandlig kollega, forklarer hvor problemet ligger i situationen, hvor en pædagog bare har passet sit arbejde.
Vi skriver 2026 og kvinder har råbt så meget op om ligestilling på bl.a. arbejdspladsen. Vi bør derfor også behandle vores mandlige kolleger og ansatte på lige fod - især når de bare passer deres job. 

Jeg tænker nemlig også, at det er kønsdiskriminerende at sige til en kollega, at han bør passe på, hvad han gør. Shit, jeg ville være utilpas, hvis en kollega bad mig om at være selvbevidst/i alarmberedskab på den måde, når alt jeg gjorde var at passe mit job. Der er ikke meget ligestilling i, at mænd skal være så meget på vagt i et job og kvinder ikke skal. Jeg tænker, at det- sat på spidsen-  ville være som, hvis vi bad kvindelige værnepligtige, håndværkere osv tænke over, hvad de signalerede, for nu befinder de sig i et typisk mandefag, så for at undgå seksuelle krænkelser, må de hellere genoverveje deres udseende. 

Hvorfor opretter du egentlig det her indlæg? det er ligesom om at selvom alle er i mod dig og siger at din mavefornemmelse er helt forkert osv så prøver du at retfærdiggøre eller overbevise alle om at “det er den ihverfald ikke” at fordi det er en mand så er det forkert at han går ind ibusken med ham.