Voksnes adfærd over for fremmede børn

Jeg er nysgerrig på, hvordan andre ser på voksnes adfærd over for andres børn.

Jeg oplever indimellem, at nogle voksne har masser af tålmodighed og forståelse, når det gælder deres egne børn, men langt mindre, når det er et fremmed barn. For mig er et barn stadig et barn – også selvom det ikke er mit.

Hvis et barn overskrider en grænse eller der opstår en konflikt i en legesituation, burde vi så ikke møde barnet med ro, respekt og vejledning frem for at tale ned til det, gøre grin med det eller automatisk tage vores eget barns parti?

Børn er stadig ved at lære sociale spilleregler, dele, samarbejde og håndtere konflikter. Voksne er dem, der skal vise vejen.

Hvordan ser I på det? Synes I generelt, at voksne behandler andres børn med samme empati og respekt, som de ønsker, at andre skal vise deres egne børn?

Tror det er helt almindeligt at man har større empati, tålmodighed og beskyttertrang overfor eget afkom. Og selvom man burde gøre som du skriver, så er det nok de færreste forældre, som ikke går i forsvarsmode hvis et barn f.eks. slår deres barn og det jo nok naturligt at ens instinkter går på at beskytte eget afkom fremfor at vise forståelse for truslen.

når det kommer til forstyrrende adfærd, så har man nok også opbygget en hvis tolerance over ens eget barns dårlige vaner, hvorimod andres børns hurtigere går en på. Jeg vil dog sige, at jeg ofte oplever forældre mere forstående end folk uden børn.

Det er et spørgsmål med mange nuancer, tror jeg. Generelt synes jeg at folk er meget ordentlige og hvis mine unger ikke opfører sig ordentligt, har jeg det helt fint med at andre voksne sætter tydelige grænser - alt bør ikke altid rummes og anerkendes i mine øjne - og man må godt blive lidt blidt 'forskrækket' når man trædet over grænsen. Det har en meget fin social funktion i det lange løb

Dertil er der nok en tendens til, at man kan blive lidt blind på egne børn... og at man har forskellige grænser... hvis et barn umotiveret slår andre på en legeplads ville jeg formentlig også blive ret spids i stemmen, selvom jeg selvfølgelig ville opføre mig voksent og ordentligt. Men hvis et barn ikke er vandt til det hjemmefra, kan det da muligvis godt komme som lidt en forskrækkelse.