Jeg kan godt se, der er noget romantisk ved forestillingen om at “være ved hinandens side” selv efter døden. Jeg kan ikke se noget romantisk ved at ville bestemme, hvor dét så skal være. Og slet ikke ved at lade det blive årsag til konflikt, mens I stadig lever og har hinanden. Det er en meget mærkelig problemstilling, han prioriterer at dyrke, mens I kunne nyde livet med hinanden. Når det betyder så meget for ham, at I skal “følges ad”, mens det ikke har den store betydning for dig, så må han jo vælge, hvad der er vigtigst for ham - havet eller følgeskabet.
Vi og I ved jo intet om, hvad livet vil bringe. Den ene af jer kan få en tagsten i hovedet om en uge, mens den anden lever 40 år endnu og måske finder en ny kærlighed at følges med, til døden dem/jer skiller. Hårdt sagt - men det er altså helt skævt i mine øjne at gå og lægge planer for sin egen OG sin partners bisættelse nu.
Selvfølgelig er det godt at kende den andens ønske, hvis døden indtræffer uventet og tidligt, men dén tager man så til efterretning. Og så husker man på, at ja - en dag skal vi dø - men alle andre dage skal vi ikke, og de dage tæller forhåbentlig mere for ham.
Jeg synes ikke, man skal gøre døden til et tabu, som man ikke forholder sig til, men der er dog grænser for, hvor meget den skal drøftes og have lov at fylde på et tidspunkt i livet, hvor I formentlig har mange år tilbage. Jeg ville ruske i ham og vise, at solen skinner, og ferien står for døren.
Anmeld
Citér
