At miste sit barn

Jeg skriver dette, fordi jeg føler mig meget alene i noget, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå i.

Vi har fået at vide, at vores ufødte søn har en alvorlig hjertefejl, som desværre ikke kan behandles. Han vil ikke overleve. Lægerne fortæller os, at han måske vil leve nogle timer efter fødslen, måske op til få dage, men at vi skal forberede os på at miste ham.

Jeg mistede også min søn under fødslen i 2020 på grund af skulderdystoci, hvor han sad fast og ikke stod til at redde. Det var en traumatisk oplevelse, men det her føles på en helt anden måde. Denne gang ved vi, at vi måske får tid sammen med vores søn, men også at vi skal opleve, at han dør i vores arme.

Jeg er både knust, forvirret og bange, og jeg prøver at forberede mig på noget, som jeg slet ikke ved, hvordan man forbereder sig på.

Er der nogen her, som har stået i noget lignende? Hvordan håndterede I tiden før fødslen? Er der noget, I er glade for, at I gjorde med jeres barn i den korte tid, I havde sammen? Er der noget, I ville ønske, I havde vidst på forhånd?

Jeg søger ikke nødvendigvis svar på det hele, men erfaringer, tanker og råd fra andre, som har prøvet at stå i en lignende situation.

På forhånd tak til jer, der har lyst til at dele

Jeg vil blot sende dig varme tanker. Hvor er det meningsløst at jeres fine lille søn ikke får lov at være hos jer. Og at du oplever så ubærligt et tab to gange, er mere end hvad noget menneske bør gå igennem.

De få mennesker jeg kender, som har gennemgået noget lignende, beskriver et sundhedspersonale som har været rigtig gode til at støtte dem under fødsel, indlæggelse og jo desværre også afsked. De har været glade for at turde tage imod de ting, som de er blevet tilbudt: Sidde med den lille, tage billeder, fodaftryk, måske invitere de allernærmeste og trygge familiemedlemmer til at besøge. Foreningen Familier og sorg kan også være en støtte: https://familierogsorg.dk/

Jeg håber at du og I finder jeres vej igenne alt det umenneskeligt svære. 

Jeg mistede en søn til kompleks hjertefejl han ikke ville kunne leve med.. 

vi valgte senabort simpelthen for ikke at skulle gå en fuld graviditet og alligevel miste ham. 

det var en enorm stor sorg, men hospitalet klarede det så godt og gjorde det trods alt til en rigtig god oplevelse hvor vi fik tid til at sidde med ham efter fødslen. 

Vi valgte at begrave ham på de ukendtes, fordi det var det der gav mening for os. 

det tog lang tid at komme igennem, en masse tårer og få talt om det igen og igen. Men med tiden begyndte jeg at finde en ro i at han døde, og at det var det bedste for ham. 
det er nu 11 år siden, og jeg er ok med det og helt afklaret. Men dengang, gjorde det rigtig ondt. 

mit bedste råd er nok at give det tid. Der er ingen nem vej igennem det, og det føles enormt uretfærdigt. 

er ked af du må igennem det!

StortOgSmåt skriver:

Jeg vil blot sende dig varme tanker. Hvor er det meningsløst at jeres fine lille søn ikke får lov at være hos jer. Og at du oplever så ubærligt et tab to gange, er mere end hvad noget menneske bør gå igennem.

De få mennesker jeg kender, som har gennemgået noget lignende, beskriver et sundhedspersonale som har været rigtig gode til at støtte dem under fødsel, indlæggelse og jo desværre også afsked. De har været glade for at turde tage imod de ting, som de er blevet tilbudt: Sidde med den lille, tage billeder, fodaftryk, måske invitere de allernærmeste og trygge familiemedlemmer til at besøge. Foreningen Familier og sorg kan også være en støtte: https://familierogsorg.dk/

Jeg håber at du og I finder jeres vej igenne alt det umenneskeligt svære. 

Tusind tak for dine varme tanker og for din omsorg. Det betyder mere, end jeg kan sætte ord på, at du har taget dig tid til at skrive.

Vi står midt i noget, som er næsten umuligt at forstå og rumme, men det hjælper at mærke, at mennesker omkring os tænker på os og vores lille dreng. Tak også for de konkrete råd og for henvisningen til Familier og Sorg. Det er godt at blive mindet om at tage imod den støtte, der bliver tilbudt, selv når alt føles uoverskueligt.

Tak fordi du rækker ud og holder os i dine tanker.

*.* skriver:

Jeg mistede en søn til kompleks hjertefejl han ikke ville kunne leve med.. 

vi valgte senabort simpelthen for ikke at skulle gå en fuld graviditet og alligevel miste ham. 

det var en enorm stor sorg, men hospitalet klarede det så godt og gjorde det trods alt til en rigtig god oplevelse hvor vi fik tid til at sidde med ham efter fødslen. 

Vi valgte at begrave ham på de ukendtes, fordi det var det der gav mening for os. 

det tog lang tid at komme igennem, en masse tårer og få talt om det igen og igen. Men med tiden begyndte jeg at finde en ro i at han døde, og at det var det bedste for ham. 
det er nu 11 år siden, og jeg er ok med det og helt afklaret. Men dengang, gjorde det rigtig ondt. 

mit bedste råd er nok at give det tid. Der er ingen nem vej igennem det, og det føles enormt uretfærdigt. 

er ked af du må igennem det!

Tak fordi du delte din historie. Det gør mig virkelig ondt, at I skulle igennem så stort et tab, og jeg er glad for at høre, at I med tiden har fundet fred og ro i jeres beslutning.

For mig er situationen lidt anderledes, da jeg er i uge 36, så senabort er ikke en mulighed. Lige nu står jeg derfor over for nogle andre svære overvejelser og prøver at finde ud af, hvordan vi bedst kommer igennem det, der venter.

Jeg tager dog dit råd om at give det tid til mig. Tak fordi du tog dig tid til at skrive og dele dine erfaringer.