Mor og meget mere skriver:
Du er far til en søn på 8-10 år, hvis jeg husker rigtigt. Hvordan vil du se på ham, hvis han dropper ud af en uddannelse, vælger et liv med ufaglært arbejde eller et job, der ikke er “noget særligt”? Hvad vil du tænke, hvis han trods job og barn ikke mener, han har fået mere ud af livet end alkoholmisbrugeren på bænken?
Du skal være en god rollemodel for din søn, og det fikser du ikke ved at få en særlig uddannelse, men ved at vise ham, at livets og menneskers værd ikke handler om at blive til noget, men til nogen. En god far - en glad lagerarbejder, der bruger sin fritid på en hobby, han elsker - en passioneret amatørkok, som samler folk omkring sig - en fantastisk nabo, som stiller op og hjælper den gamle dame i huset ved siden af - en mand, der lever og ånder for at rejse eller tage på camping. Osv. osv.
Når du ikke kan være kærlig ved dig selv, men nærmest opsøger fiaskoer - “jeg har kun dårlige erfaringer med at studere, så nu vil jeg brænde min mors arv af på dét” - så brug din søn som din standin i et tankeeksperiment: Hvordan fortjener han at blive opfattet, også som voksen? Er han kun noget værd, hvis han “vinder” en fed karriere?
Hvorfor skal du behandle dig selv på en måde, du forhåbentlig aldrig ville byde din søn at lade sig behandle på?
Wow...det var alligevel noget af et wake-up-call. Jeg vil prøve at bruge din teknik, for jeg ville faktisk aldrig dømme min dreng på den måde, som jeg dømmer mig selv. Undskyld det sene svar og tusinde tak
