Jeg er så vred!

Jeg er så vred på min barndoms- og ungdomsven, og jeg ved ikke, om jeg skal give ham en opsang. 
Vi er vokset op dør om dør. Hans lillesøster er min meget nære veninde, og deres forældre har spillet en stor rolle i mit liv. Jeg elsker dem højt. Vi bor alle, på nær ham, inden for en radius af 20 km fra hinanden. 
Han flyttede til Sjælland for mange år siden, er gift og har halvstore børn, som han fik relativt sent. Hans søster er barnløs, så hans forældre har ikke andre børnebørn. Han har altid været en skovl til at besøge sine forældre, som knap nok kender deres børnebørn. Der har ikke været nogle konflikter, og han taler altid meget pænt om sin far og mor. 
Forældrene er 81 og 88 år, og begge har alvorlige helbredsproblemer. Hans far er nu terminalsyg og lever nok ikke om en måned. I den forbindelse sagde min veninde, hans søster, til ham, at hun syntes, han skulle besøge dem i julen, da det var ved at være rigtigt skidt med deres far. Han havde lige fortalt hende om den dejligt lange juleferie, han har i år, men det holdt hårdt for ham at finde tid til et besøg. - Han har bil. 
Juleaftensdag besøgte jeg forældrene og gav dem en dåse med hjemmebagte småkager. Moren blev meget glad og fortalte, at hun ærligt talt var skuffet over sønnen - sådan noget siger hun ellers aldrig. Han havde besøgt dem et par dage før og blandt andet stolt fortalt om, at han i år havde bagt 14 slags småkager, som han også viste billeder af. Da hun sagde, at hun jo ikke længere kunne bage - de får bragt mad fra et plejecenter, hvilket han godt ved - så han helt perpleks ud og sagde, at han da skulle have tænkt på at tage nogle med til dem. Øhhh - ja! 
I anledning af julen overførte forældrene penge til både ham og søsteren - 40.000 kroner. Han har endnu ikke sagt eller skrevet tak. Søsteren har så skrevet til ham og spurgt, om han har tjekket sin konto, hvortil han svarede “Selvfølgelig!”. 
Til hans mors runde fødselsdag sidste år faldt det ham ikke ind at sende en buket eller gave - eller komme på besøg - men han ringede da dagen efter. I år hørte hun intet fra ham. For et par år siden var hun meget alvorligt syg, og da søsteren ringede til ham og sagde, at moren måske ikke ville overleve, sagde han trøstende: “De ER jo gamle.” Kun fordi hun insisterede, fandt han tid til at komme og se til sin mor. 

Han er ikke syg, stresset, deprimeret. Han har simpelthen hovedet oppe i sin egen r*v og får det til at lyde, som om dét at have to (søde og “nemme&rdquo børn på 10 og 13 er ekstremt tidskrævende og travlt. Han har et “normalt” job og ofte fri op til en uge ad gangen pga. weekendarbejde. 

Det piner mig, at både hans søster og forældre er så skuffede og uforstående over hans opførsel. De hverken ønsker eller magter at sige noget til ham. Jeg har så meget lyst til at ruske ham og spørge, hvad han tænker på - vi har som nævnt været nære venner engang og haft meget med hinanden at gøre igennem årene. Men jeg aner ikke, hvordan han vil reagere - han må gerne blive vred på mig, men det må ikke gøre ondt værre for hans familie. 

Skal jeg holde mig i skindet? Og har nogen en forklaring på, hvordan man kan være så ignorant? 

Tror du skal lade være at blande dig. Det er ikke din familie og du er nødt til at finde noget andet at gå op i. Der kan være mange årsager til at folk handler som de gør, og det er ikke dit ansvar at løse det. 

Det er ikke din banehalvdel. Uanset hvor tæt du er med familien, så er det ikke noget du skal gå ind i. Du kan ikke "bestemme", hvordan sønnen skal reagere eller agere i dette tilfælde. 

Anonym skriver:

Jeg er så vred på min barndoms- og ungdomsven, og jeg ved ikke, om jeg skal give ham en opsang. 
Vi er vokset op dør om dør. Hans lillesøster er min meget nære veninde, og deres forældre har spillet en stor rolle i mit liv. Jeg elsker dem højt. Vi bor alle, på nær ham, inden for en radius af 20 km fra hinanden. 
Han flyttede til Sjælland for mange år siden, er gift og har halvstore børn, som han fik relativt sent. Hans søster er barnløs, så hans forældre har ikke andre børnebørn. Han har altid været en skovl til at besøge sine forældre, som knap nok kender deres børnebørn. Der har ikke været nogle konflikter, og han taler altid meget pænt om sin far og mor. 
Forældrene er 81 og 88 år, og begge har alvorlige helbredsproblemer. Hans far er nu terminalsyg og lever nok ikke om en måned. I den forbindelse sagde min veninde, hans søster, til ham, at hun syntes, han skulle besøge dem i julen, da det var ved at være rigtigt skidt med deres far. Han havde lige fortalt hende om den dejligt lange juleferie, han har i år, men det holdt hårdt for ham at finde tid til et besøg. - Han har bil. 
Juleaftensdag besøgte jeg forældrene og gav dem en dåse med hjemmebagte småkager. Moren blev meget glad og fortalte, at hun ærligt talt var skuffet over sønnen - sådan noget siger hun ellers aldrig. Han havde besøgt dem et par dage før og blandt andet stolt fortalt om, at han i år havde bagt 14 slags småkager, som han også viste billeder af. Da hun sagde, at hun jo ikke længere kunne bage - de får bragt mad fra et plejecenter, hvilket han godt ved - så han helt perpleks ud og sagde, at han da skulle have tænkt på at tage nogle med til dem. Øhhh - ja! 
I anledning af julen overførte forældrene penge til både ham og søsteren - 40.000 kroner. Han har endnu ikke sagt eller skrevet tak. Søsteren har så skrevet til ham og spurgt, om han har tjekket sin konto, hvortil han svarede “Selvfølgelig!”. 
Til hans mors runde fødselsdag sidste år faldt det ham ikke ind at sende en buket eller gave - eller komme på besøg - men han ringede da dagen efter. I år hørte hun intet fra ham. For et par år siden var hun meget alvorligt syg, og da søsteren ringede til ham og sagde, at moren måske ikke ville overleve, sagde han trøstende: “De ER jo gamle.” Kun fordi hun insisterede, fandt han tid til at komme og se til sin mor. 

Han er ikke syg, stresset, deprimeret. Han har simpelthen hovedet oppe i sin egen r*v og får det til at lyde, som om dét at have to (søde og “nemme&rdquo børn på 10 og 13 er ekstremt tidskrævende og travlt. Han har et “normalt” job og ofte fri op til en uge ad gangen pga. weekendarbejde. 

Det piner mig, at både hans søster og forældre er så skuffede og uforstående over hans opførsel. De hverken ønsker eller magter at sige noget til ham. Jeg har så meget lyst til at ruske ham og spørge, hvad han tænker på - vi har som nævnt været nære venner engang og haft meget med hinanden at gøre igennem årene. Men jeg aner ikke, hvordan han vil reagere - han må gerne blive vred på mig, men det må ikke gøre ondt værre for hans familie. 

Skal jeg holde mig i skindet? Og har nogen en forklaring på, hvordan man kan være så ignorant? 

 

Tænker du skal blande dig udenom. Det er ikke din familie. Er der nogen der skal give en opsang så er det søsteren eller moren (muligvis faren hvis han er frisk nok til det trods sygdom) 

Nogen mennesker reagerer også på disse ting ved at blive væk, fordi de føler sig magtesløse, ikke ved hvordan de skal reagerer osv. Og det er ikke den bedste måde at være på, men måske det personen magter.

Men uagtet så er I ikke tætte længere og det er derfor ikke dig som skal tale med ham om det.

Bland dig helt udenom.

Vi er også super dårlige til at huske at tage ting med til folk og huske fødselsdage osv. Tænker ikke vi har hovedet oppe i røven, vi har bare meget at se til, kan jo være det er det samme for ham og han bare priorerer anderledes, han kom jo og besøgte i julen, så helt ligeglad er han jo ikke

Tak for de entydige svar. I har ret, jeg skal ikke blande mig. Det er bare så frustrerende at følge fra sidelinjen og så uforståeligt, når folk opfører sig topegoistisk og ubetænksomt. 

drabo skriver:

Nogen mennesker reagerer også på disse ting ved at blive væk, fordi de føler sig magtesløse, ikke ved hvordan de skal reagerer osv. Og det er ikke den bedste måde at være på, men måske det personen magter.

Men uagtet så er I ikke tætte længere og det er derfor ikke dig som skal tale med ham om det.

Det er rigtigt, at nogle mennesker trækker sig fra det, der er tungt og smertefuldt. Det er dog ikke en ny adfærd fra hans side at “glemme” sine forældre. Jeg havde bare forventet, at han ville træde til, når det virkelig gjaldt. 

Anonym skriver:

Bland dig helt udenom.

Vi er også super dårlige til at huske at tage ting med til folk og huske fødselsdage osv. Tænker ikke vi har hovedet oppe i røven, vi har bare meget at se til, kan jo være det er det samme for ham og han bare priorerer anderledes, han kom jo og besøgte i julen, så helt ligeglad er han jo ikke

Der bliver vi ikke enige. Der er tidspunkter og situationer, hvor det at prioritere “anderledes” er ukærligt og topegoistisk. At ignorere sin døende far er ét af dem. 

Har du nogen fornemmelse af, hvorfor du er så vred, altså hvorfor det går dig så meget på, når det ikke er din egen familie? Ind imellem er der nogen dynamikker, man ikke kender til.