Jeg er "træt" af at være mor...

Hej,

Som overskriften siger... jeg føler, at jeg er træt af at være mor til mine to energiske drenge (6&8).
Jeg har været alene det meste af tiden de sidste 3-4 måneder, for min kæreste arbejder meget. Jeg står altså for at hente, pakke tasker og tissetøj ud (den ene tisser i bukserne hver dag, vi går til læge med det), købe ind, lave mad og vaske 1-2 maskinfulde hver dag. I det hele taget har jeg trukket størstedelen af det praktiske læs i al den tid, ungerne har levet.

Jeg tror virkelig, at den ene dreng (ham der også tisser i bukserne) har ADHD, ligesom faren til børnene har, og han er meget krævende. Den store kan sætte sig og læse eller bygge selv, men ham her har stadig et stort behov for kontakt. Og jeg kan sagtens give ham fysisk kontakt og jeg sætter mig gerne i sofaen med dem - men jeg gider ikke lave noget!

De vil altid have, at jeg skal lege med dem og det gider jeg ikke længere. Da de var små hyggede jeg mig ofte med at sidde og lege puttekasse, babylege, puslespil eller hvad det kunne være, men nu er de større og deres lege er så kedelige - jeg gider simpelthen ikke styre en monstertruck eller bygge med Lego eller lege monsterleg
Deres far er bedre til de lege, fordi han også synes at mange af de samme ting er interessante.

Tidligere lavede jeg ofte krea med dem eller andet, måske aftensmad eller boller, nu orker jeg det ikke.

Jeg kan godt se, at jeg bruger ordene "gider" og "orker" en hel del. Men det er sådan jeg har det - og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal finde min glæde og entusiasme tilbage. Energien til at ville bage kager med dem eller tage på skovtur eller tage alle kreatingene frem og lave julepynt.

Der er ingen til at passe børnene udover SFOen. Så vi er på konstant.
Bare nu, hvor det er ved at være tid til at hente, kan jeg få helt ondt i maven ved tanken om alt det, ser skal ske de næste 3 timer! Sidder her i bilen og prøver at tage mig sammen til at gå ind i SFOen og finde dem, efter jeg har sjusket med mit arbejde, for at kunne skynde mig at hente dem ved 15-tiden, fordi de kom i SFO 6:30 i morges! Men de bliver altid sure, når de ser mig, fordi de ikke har leget færdig (uanset hvornår jeg kommer) og så er der bare 3 timers arbejde med ting, der ikke kan udsættes eller sjuskes med... kun nogle dage, men ikke hver dag. Man kan ikke få havregrød og rugbrød hver aften jo. Og opvaskeren skal tømmes, før at det på bordet, kan komme derind...

De går ikke engang rigtigt til noget i fritiden eller har lege-aftaler, fordi jeg er så "udbrændt". De går til én ting hver onsdag, men nogle gange aflyser jeg, fordi det er kl. 17 og der er jeg bare flad!

Hvordan har I andre "udbrændte" forældre fået energien til jeres børn tilbage? Har I nogle tricks?

Jeg kan nævne, at jeg selv arbejder som lærer og desuden er i udredning for autisme. Så måske har jeg heller ikke selv lige det bedste udgangspunkt.

Jeg synes du lyder som en fantastisk mor, og jeg kan da godt forstå at du brænder ud, hvis far ikke rigtig hjælper til.

Derudover er vi formodentlig nok mange der synes det er hårdt at være forælder generelt, mange siger det bare ikke højt - det er lidt tabu. Jeg har selv synes det var svært da mine var små - og det endda med masser af hjælp fra både far og mine forældre. Jeg har været der hvor jeg drømte om at blive skilt fra min mand - ikke fordi jeg ville skilles, men bare så jeg kunne få en fri-weekend hver anden uge. 

Jeg tror du er nødt til at sige det højt til dem omkring dig, især din mand, der simpelthen må forstå at han er ligeså meget far som du er mor. Han skal være der for dig og for børnene. Arbejde kan vente.

Jeg kan faktisk godt følge din frustration og kan godt forstå det kan føles op ad bakke. Nogle gange så spørger jeg mig selv: hvad fanden havde jeg regnet med? Og så kommer jeg i tanke om at børn jo ikke bare er født nemme men jeg skal vise dem vej til at lære de ting jeg forventer af dem. og så øver vi en ting ad gangen for at de kan følge med. Ved godt det er lidt fluffy. 

Sikke et fint skriv og helt sikkert en beskrivelse som rigtig rigtig mange mødre kan genkende. Vi taler bare ikke om det. Og hvis vi gør, så bliver der altid joket og grint lidt undervejs. Men det er slet ikke til at grine af. Det er store følelser der er på spil. Og hvem kan finde overskuddet og energien, når man i forvejen er udbrændt? 

Herhjemme er det en 4-årig der kravler på væggene. Især når vi er ude er hun som en sæk lopper. Og det eneste jeg ser er andre små børn der pænt følger med mor rundt i butikken eller gerne vil sidde i en vogn. Den går bare ikke her. Hun flyver rundt, piller ved alt og skriger når jeg må bære hende. Og så kan jeg godt føle mig enormt alene om at have sådan et barn. 

Kan du sætte baren længere ned? Give dem lov til lidt mere fjernsyn, så du kan sidde ved dem og bare kigge? Evt med lidt udskåret frugt og kiks. Lave nem aftensmad. Vi fik fx æbleskiver (købe) i går til aftensmad... Børnene var glade og jeg slappede af i et øjeblik. 

Og så skal Far på banen. Det er heller ikke urimeligt at han må finde et nyt arbejde, så han kan være mere hjemme. Det med karriere må vente til om 10år. Så du må virkelig tage en alvor snak med ham og han skal deltage meget mere. 

Kram til dig ❤️ Du gør det godt! 

Jeg tænker også du er kørt træt, og bliver nød til at sænke barren for dig selv og få far mere på banen.

Man kan faktisk godt spise rugbrød hver dag til aften i hvert fald i en uge eller to - man kan også købe for revne gulerødder og færdiglavet pølsehorns dej og så få pølsehorn og råkost - uden det koster mere end max 10 minutter i køkkenet. 

Forstår udmærket du ikke orker (og orker er rigtigt godt ord - for det er jo ikke fordi du ikke gider, men at du simpelthen ikke har overskuddet) at lege og alt muligt andet, men egentlig bare vil slappe af.

Du nævner at børnene aldrig er klar uanset hvornår du henter - kunne de evt. selv gå hjem f.eks. I bestemmer selv hvornår men tidligst kl 15.30 - så er du fri for at starte eftermiddagen med en konflikt og irritation over, at nu du har skyndt dig for at hente tidligt, så gider de ikke hjem. Måske bare en dag eller to om ugen.

Og kan du gøre noget godt for dig selv mens de er afsted til fritidsinteresse? Gå en tur, læse i en bog ...... - og så står den bare på rugbrød når i kommer hjem.

Du skriver din mand arbejder meget - er han stadig hjemme om aftenen? For så ville det da kun være rimeligt at han f.eks. stod for at få ryddet op efter maden, smurt madpakker og puttet mindst et af børnene eller hvilke praktiske ting, der nu kan lade sig gøre han overtager, når han er hjemme. Og måske han kan tage drengene med en tur på legepladsen i weekenden, så du kan få en timer eller to uden nogen stiller krav til dig og bare være dig.

Og selvom man måske ikke orker - så er legeaftaler nogen gange en lettelse fordi børnene så er underholdt (selvom det kan være det modsatte, hvis kun en af dem har en med hjem).

Tænker du er nød til at sige det højt til din mand, og han er nød til at tage det seriøst for det er ikke holdbart i længden og det ender enten med en stresssygemelding eller en skilsmisse eller begge dele, hvis du ikke bliver aflastet og får fundet dit overskud igen.