Råd i forbindelse med tab af min mor ??

Jeg vil gerne bede om nogle råd i forbindelse med, at min mor døde meget pludseligt for tre uger siden.

Der har været en masse lavpraktiske ting at forholde sig til i forbindelse med hendes bortgang, og jeg fik lov til at holde en tale for hende i kirken af præsten, hvilket har betydet meget for mig og gjort tingene lettere.

Men nu starter hverdagen, og selv om jeg er 51 år, føler jeg pludselig, at der ikke er nogen til at passe på mig - selv om jeg faktisk ikke brugte hende ret meget de sidste år.

I øjeblikket har jeg nogle oplevelser - både gode og knap så gode, som jeg gerne ville dele med hende - specielt om min dejlige dreng....og når det går op for mig, at jeg faktisk ikke kan ringe til hende og aldrig kommer til at kunne gøre det igen, så kan jeg næsten ikke få vejret og bliver nødt til at fjerne fokus...

Jer, der har prøvet det...må jeg bede om jeres erfaringer til at komme igennem tingene?

For lige nu gør jeg, hvad jeg kan, for ikke at tænke på tabet, og jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning.

Tak for svar ��

Jeg mistede min far sidste år meget pludseligt og det eneste jeg kan sige er at det tager tid. Det er en tomhed og en sorg man kun kan forstå når man prøver det. Du skal ikke forsøge at ikke sørge eller skamme dig over at sørge og være ked af det. Giv sorgen plads og accepter de faser du går igennem. Jeg bliver stadig ramt af at savne og føle det er uretfærdigt han bare forsvandt alt for pludseligt og det er ok.

Husk at tænke på gode minder og giv dig selv lov til at savne. Lav et album med gode minder og tænk på hvor meget dejligt i har haft sammen frem for at tænke på alt det du ikke får. Jeg talte meget “med”  min far selvom han ikke var der længere og gør det stadig. Taler til ham som han stadig er der. Det giver mig ro. Det første år er sværest, dernæst lærer man at leve med den nye tilværelse selvom man stadig savner og mangler personen. Og det med at det næsten føles som man ikke kan få luft kender jeg alt for godt, men det bliver bedre men tager tid. 

Der findes også sorg-linjen hvis man har brug for gode råd eller nogen der vil lytte. 

Kære du,

Jeg mistede min far for 10 år siden. Jeg savner ham inderligt. Især ved milepæle. Han nåede aldrig at give mig bort til min mands og mit bryllup. Og han nåede aldrig at se sine børnebørn. Det gør så ondt, at jeg ikke kunne dele disse minder med ham. 

Jeg skriver til ham på Messenger. Om mine oplevelser og mine tanker. Jeg fører samtaler med ham oppe i mit hoved (hvad ville min far sige til det?). Jeg vælger at tro på, at jeg stadig på en eller anden vis kan stole på, at han hører mig og ser mig.

Nogle gange drømmer jeg om ham. Dér kan jeg føre samtaler, hvor jeg ikke selv altid er herre over min fars svar og reaktion. Men jeg kan selvfølgelig ikke rigtig styre, hvornår jeg tænker på ham.

Minime2018 skriver:

Jeg mistede min far sidste år meget pludseligt og det eneste jeg kan sige er at det tager tid. Det er en tomhed og en sorg man kun kan forstå når man prøver det. Du skal ikke forsøge at ikke sørge eller skamme dig over at sørge og være ked af det. Giv sorgen plads og accepter de faser du går igennem. Jeg bliver stadig ramt af at savne og føle det er uretfærdigt han bare forsvandt alt for pludseligt og det er ok.

Husk at tænke på gode minder og giv dig selv lov til at savne. Lav et album med gode minder og tænk på hvor meget dejligt i har haft sammen frem for at tænke på alt det du ikke får. Jeg talte meget “med”  min far selvom han ikke var der længere og gør det stadig. Taler til ham som han stadig er der. Det giver mig ro. Det første år er sværest, dernæst lærer man at leve med den nye tilværelse selvom man stadig savner og mangler personen. Og det med at det næsten føles som man ikke kan få luft kender jeg alt for godt, men det bliver bedre men tager tid. 

Der findes også sorg-linjen hvis man har brug for gode råd eller nogen der vil lytte. 

Tusinde tak fordi du tog dig tid til at svare. Det er gode råd

Alha skriver:

Kære du,

Jeg mistede min far for 10 år siden. Jeg savner ham inderligt. Især ved milepæle. Han nåede aldrig at give mig bort til min mands og mit bryllup. Og han nåede aldrig at se sine børnebørn. Det gør så ondt, at jeg ikke kunne dele disse minder med ham. 

Jeg skriver til ham på Messenger. Om mine oplevelser og mine tanker. Jeg fører samtaler med ham oppe i mit hoved (hvad ville min far sige til det?). Jeg vælger at tro på, at jeg stadig på en eller anden vis kan stole på, at han hører mig og ser mig.

Nogle gange drømmer jeg om ham. Dér kan jeg føre samtaler, hvor jeg ikke selv altid er herre over min fars svar og reaktion. Men jeg kan selvfølgelig ikke rigtig styre, hvornår jeg tænker på ham.

Tak for din tid og gode råd

Hej.

Det samme skete for mig for 3,5 år siden og det er svært at give gode råd... for smerten man står i er så stor, at intet nærmest kan hjælpe...

De ting, som alligevel lindrede en smule, var, at jeg huskede mig selv på, at jeg følte så stor sorg, fordi jeg også havde følt stor kærlighed - jeg læste et sted, at sorgen er en hjemløs kærlighed og jeg kunne trods alt (midt i smerten) glæde mig ved, at jeg havde haft en mor, der var så fuld af kærlighed...

Jeg lavede også et "alter" til hende herhjemme - jeg har det faktisk stadig. Der satte jeg et billede af hende og mig, da jeg var 1 år gammel, og her har jeg ofte friske blomster, hendes yndlingsjulepynt eller hvis jeg finder en ting, jeg gerne ville have vist hende, så kan jeg sætte den der - ligesom børnene også kan sætte ting til mormor på den hylde. Hun ville begraves i fællesgraven, som også ligger 40 minutter væk, derfor er det rart med et lille sted herhjemme, hvor man kan mindes hende. Der er også lys, jeg kan tænde osv....

Jeg har også en mindekasse med ting - det er de skøreste ting, såsom blade fra træer, der sprang ud, mens hun levede, en bake-off pose fra Aldi, hvor hun tit handlede. Alt muligt, der kunne minde mig om hende.

Jeg savner hende stadig meget og kan stadig pludselig den indskydelse, at jeg vil sende et billede eller dele en sjov historie om børnene med hende. Hun var den, jeg delte alle de sjove og søde ting med børnene med og de kommer næsten ikke engang til at kunne huske hende.

Nu, hvor det er jul, bager jeg altid hendes yndlingssmåkager og så tager børnene og jeg på kirkegården, drysser lidt på jorden ved hendes urne og tænder lys for hende.

Jeg læste også "Min Mor er Død"-bogen, hvor 4 kendte kvinder, bl.a. Hanne Vibeke Holst, deler deres erfaringer. Det hjalp, for jeg var meget alene i sorgen og her var ingen sorggruppe.

Når jeg savner hende, kan jeg også finde på at strikke eller hækle, for det var noget, vi havde sammen og jeg arvede meget garn og sådan noget udstyr. Så føles det lidt som om, vi er sammen om det. Og ellers har jeg en afspilningsliste og en mappe med alle billeder af hende samlet i, som jeg så kan høre, når jeg savner hende alt for meget - så skal jeg bare være alene og tillader mig selv at svælge fuldstændig hæmningsløst i sorgen. Det gør ondt, men man har det bedre - og fordi man bare tillader sig at tænke 100% på sin mor, så føler man lidt, at man har været tættere på dem.

Husk også at man ikke længere tænker på sorgen som faser og noget, man skal komme sig over. Man snakker snarere om sorgens 2 spor - prøv at læse om det. Det hjalp lidt, for så når man havde en god dag, behøvede man ikke få dårlig samvittighed eller noget.

Så det er det, der virkede lidt for mig...