Nyt forhold, hurtig sur.

Jeg har datet en siden marts, vi gjorde det officielt for ca 1 måned siden, men på den måned har jeg fundet ud en ting, som jeg har det virkelig svært med.

Han bliver meget hurtigt sur eller fornærmet, skal bare kigge på ham på den forkerte måde i hans optik, er sikker på det bunder i lavt selvværd, men jeg bruger virkelig mange kræfter på, at ikke gøre ham sur Hans humør ødelagde min 3 dages sommerferie med min børn, da han vender på en 5 øre

Som enlig mor 24/7 til en med autisme, har jeg desværre ikke det vilde overskud,  til at hele tiden bekræfte min kærlighed til ham, som han har brug for hver eneste dag, så har jeg ikke sendt nok søde sms i arbejdstiden, føler mig som en elendig kæreste

Hvad kan jeg gøre bedre? Eller i gøre i det hele taget?

Du kan skynde dig at stoppe meget hurtigt, og læse hvad du selv skriver: Du er i et forhold med en person, som ikke magter at regulere egne følelser. Du går på nåle. Det har konsekvenser for dine børn. Du udmattes. Og samtidig vender du det indad og spørger hvad du kan gøre bedre, som om det er dit ansvar at løse hans følelser og umodenhed??

De røde flag står i kø! Hvorfor skulle du dog ønske dig at blive i et sådant forhold, som allerede er kompliceret efter så kort tid?

Anonym skriver:

Jeg har datet en siden marts, vi gjorde det officielt for ca 1 måned siden, men på den måned har jeg fundet ud en ting, som jeg har det virkelig svært med.

Han bliver meget hurtigt sur eller fornærmet, skal bare kigge på ham på den forkerte måde i hans optik, er sikker på det bunder i lavt selvværd, men jeg bruger virkelig mange kræfter på, at ikke gøre ham sur Hans humør ødelagde min 3 dages sommerferie med min børn, da han vender på en 5 øre

Som enlig mor 24/7 til en med autisme, har jeg desværre ikke det vilde overskud,  til at hele tiden bekræfte min kærlighed til ham, som han har brug for hver eneste dag, så har jeg ikke sendt nok søde sms i arbejdstiden, føler mig som en elendig kæreste

Hvad kan jeg gøre bedre? Eller i gøre i det hele taget?

Det lyder som om du har fundet en følelsesmæssigt umoden mand. Og har du virkelig brug for det? Lyder som om du har hænderne fulde med dine egne børn, du behøver vist ikke en “voksenbaby” oveni.

Hvis du ikke har lyst at afslutte forholdet ville jeg gennemtænke mine egne grænser grundigt og derefter melde meget tydelgt ud hvad du vil give og hvad du forventer retur. Fx, at du vil være dig selv og ikke gå på æggeskaller for at tage hensyn, at han ikke kan forvente søde beskeder når du har travlt etc.
og så ville jeg klart sige tydeligt fra ligesåsnart han begyndte at blive sur. Ikke indgå i skænderi, men blot stoppe kommunikationen, til han kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

StortOgSmåt skriver:

Du kan skynde dig at stoppe meget hurtigt, og læse hvad du selv skriver: Du er i et forhold med en person, som ikke magter at regulere egne følelser. Du går på nåle. Det har konsekvenser for dine børn. Du udmattes. Og samtidig vender du det indad og spørger hvad du kan gøre bedre, som om det er dit ansvar at løse hans følelser og umodenhed??

De røde flag står i kø! Hvorfor skulle du dog ønske dig at blive i et sådant forhold, som allerede er kompliceret efter så kort tid?

Jeg har sagt til ham, at jeg kan ikke, og vil ikke, være ansvarlig for han har en god dag, eller om han er glad. Da vi begyndte at date, gik han til psykolog, og det så jeg som et tegn på at; det er en mand der vil arbejde med sig selv, men pludselig meldte han ud, at han var stoppet, da han synes det gik meget godt, og jeg var hans terapi nu, hvilket jeg protesterede imod

Han blev skilt for 2 år siden, samtidig med han mistede sin far til kræft, og gik ned med flaget, og begyndte til psykolog. 

Mit opslag var endelig mest for, bekræfte mig i, at der er røde flag allerede

Jeg har sagt til ham, at jeg kan ikke, og vil ikke, være ansvarlig for han har en god dag, eller om han er glad. Da vi begyndte at date, gik han til psykolog, og det så jeg som et tegn på at; det er en mand der vil arbejde med sig selv, men pludselig meldte han ud, at han var stoppet, da han synes det gik meget godt, og jeg var hans terapi nu, hvilket jeg protesterede imod

Han blev skilt for 2 år siden, samtidig med han mistede sin far til kræft, og gik ned med flaget, og begyndte til psykolog. 

Mit opslag var endelig mest for, bekræfte mig i, at der er røde flag allerede

Det lyder meget usundt, at han har skiftet sin psykolog ud med dig. Efter min mening skal man ikke være terapeut for sin partner, ligesom man heller ikke skal følelsesregulere vedkommende på samme måde som med ens børn. Jeg har en mere permanent diagnose og har selv skabt parforhold, hvor mine kærester har fungeret som terapeut eller ligefrem bostøtte og det er ikke gået godt én eneste gang. Som du oplever nu, kommer der almindeligvis en skæv magtbalance, hvor fokus bliver hans følelser og behov. Din kæreste skal gerne være en gave, ikke en opgave. 

Det er så opslidende og drænende det du beskriver. Det bliver kun værre med tiden. Han er meget umoden og du kan og skal ikke redde ham. Tror du kraftigt skal overveje om det ikke er bedre at være alene end at gå på listetæer konstant fordi han har nogle issues 

Læs din beskrivelse - og gå fra ham.

At være en dårlig kæreste fordi man ikke sender nok beskeder i arbejdstiden - er han 10? Mange må slet ikke have deres telefon på arbejdet, derudover lugter det så meget af kontrol - dit fokus skal hele tiden være på ham og hans behov.

Bare kom væk - det bliver kun værre - pas på dig selv og dine børn.

Tak til jer alle

Vi er absolut ikke unge, han er 48 år, og jeg er 46 år.

Min mor mener jeg skal give ham en fair chance, at jeg for hurtigt kaster håndklædet i ringen, men jeg er brugt, og det burde ikke være så svært allerede

Kære TS

Du er enlig mor til et barn med autisme, det betyder at du allerede er lidt på overarbejde der hjemme og så hjælper det ikke og få en mand ind som kræver af dig. I min verden har du nok mest brug for en mand som kommer ind og rummer dig og din familie. Han skal kunne sætte sig selv til side. Hvis han kan reagere på manglende sms'er i arbejdstiden, hvordan skal han så rumme et barn med autisme? Jeg har selv et barn med atypisk autisme og deres verden er bare lidt anderledes.

Ny kærlighed som være rar, give lidt kriller i maven og glæde over at nu skal vi snart ses igen. Det skal ikke være følelsen af at nu skal jeg huske og sende 10 sms'er så han ikke bliver sur og jeg ødelægger hans dag og det er min skyld hvis han bliver sur. så er han måske ikke det rette match. Og man må gerne gå hvis ikke følelsen er der, og du har opdaget noget du ikke bryder dig om og det er okay og sige stop.

Pøj pøj med kærligheden.

Tak til jer alle

Vi er absolut ikke unge, han er 48 år, og jeg er 46 år.

Min mor mener jeg skal give ham en fair chance, at jeg for hurtigt kaster håndklædet i ringen, men jeg er brugt, og det burde ikke være så svært allerede

Engang ville jeg være tilbøjelig til at give dig ret i, at det ikke burde være svært allerede, og at forelskelsesfasen gerne skulle være rosenrød. Jeg har dog med tiden lært, at når man mødes lidt senere i livet og hver har bagage med, så kan en ny relation være mere udfordrende end som så. Jeg tænker ikke, at det er umuligt, men der skal trækkes sunde grænser ind med det sammen. Og kan din kæreste ikke finde ro i det og lære at regulere sig selv, varetage sine egne behov eventuelt med støtte fra en psykolog, så ville jeg opgive forholdet.