Ansvar i jobbet

Jeg står i den situation, at jeg for nogle måneder siden var til en mus-samtale med min nærmeste leder, hvor jeg også fik at vide, at hun/de (for de er to) gerne så, at jeg fik ansvaret for et bestemt område, som vil træde i kraft om nogle måneder. Det ville jeg jo gerne og ser også frem til.

Jeg har så også nogle børn, som indimellem bliver syge og jeg kan selv blive syg... og min nærmeste leder er på barsel, så det er den anden, der er tilbage. Af hende, der er tilbage, har jeg nu haft en sygefraværssamtale med, hvor hun blandede sygdom og barn syg sammen og fortalte mig også, at hun rigtig gerne ville kaste mig ud i alt muligt og tage mig så langt, og blandt andet give mig ansvaret for det nævnte område, men hun manglede noget stabilitet.

Sagen er bare den, at der ikke er noget, som har ændret sig fraværsmæssigt, siden min mus-samtale med min nærmeste leder.

Desuden har jeg lagt SÅ stor en indsats i særligt et område, som mange på mit arbejde synes er svært, jeg har lavet forskrifter osv på ting, som folk har manglet i evigheder.

Hvis folk mangler input til at ændre noget, så flere forstår ting, så har jeg altid konkrete forslag og jeg tager mig tid til at skrive det ned.

Jeg er derudover en person, som går ret højt op i at andre omkring mig skal have det godt, for så er det sjovere at gå på arbejde. Og jeg er altid klar på at hjælpe uanset hvilke spørgsmål jeg får og er meget inkluderende og fordomsfri.

Og nu..... nu sidder jeg med en følelse af, at min ret så store indsats på et stort og indviklet område er tabt lidt på gulvet. Lige nu i situationen har jeg slet ikke lyst til at skulle have det ansvar, fordi jeg føler, at jeg skal præstere endnu mere, end hvad jeg i forvejen har gjort og det med sygdom/fravær kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Og så meget fravær har jeg heller ikke haft.. der er flere andre med stort ansvar, som ville svare til det, jeg ville få, som da også er syge flere gange eller har barn syg.

Jeg føler lidt, at hun et eller andet sted mellem linjerne afholder mig fagligt, fordi jeg er småbørnsforældre og kan have fravær indimellem plus at ingen kan garantere, at de ikke også bliver syge eller andet... jeg ved i øvrigt ikke hvem ellers, der skulle have det ansvar udover mig.

Jeg er bare ked af det og synes bare slet ikke, at det var okay

Men hvor meget fravær har du lige ?

Jeg er også småbørns mor og har fire børn, jeg har ALDRIG været til sygefraværssamtale (og jo her gælder barnets syg også, for det er også fravær, så det er ikke noget med at blande tingene sammen).

Selvfølgelig kan man ikke gelejde sig mod børns sygdom, men du har vel en mand også som kan tage den, hvis du kan se dit fravær er ved at være højt ? - bedsteforældre?

At du selv er syg, tænker jeg også handler om indstilling, en Panodil om morgenen og så kan det være det går bedre. Jeg har personligt kun været syg i november inden for det seneste år (hvor jeg i øvrigt også havde en barn syg ugen før, så der havde jeg 3 dags fravær, men ikke noget siden). Og jo der har selvfølgelig været nogen morgener hvor jeg ikke har følt mig helt på toppen, men så går det ofte bedre når man er kommet op og i gang.

Jeg forstår ikke hvorfor du føler dig nedslået, det er jo noget du kan gøre noget ved

Anonym skriver:

Men hvor meget fravær har du lige ?

Jeg er også småbørns mor og har fire børn, jeg har ALDRIG været til sygefraværssamtale (og jo her gælder barnets syg også, for det er også fravær, så det er ikke noget med at blande tingene sammen).

Selvfølgelig kan man ikke gelejde sig mod børns sygdom, men du har vel en mand også som kan tage den, hvis du kan se dit fravær er ved at være højt ? - bedsteforældre?

At du selv er syg, tænker jeg også handler om indstilling, en Panodil om morgenen og så kan det være det går bedre. Jeg har personligt kun været syg i november inden for det seneste år (hvor jeg i øvrigt også havde en barn syg ugen før, så der havde jeg 3 dags fravær, men ikke noget siden). Og jo der har selvfølgelig været nogen morgener hvor jeg ikke har følt mig helt på toppen, men så går det ofte bedre når man er kommet op og i gang.

Jeg forstår ikke hvorfor du føler dig nedslået, det er jo noget du kan gøre noget ved

 

Jeg føler mig nedslået, fordi jeg nok er den, der har gjort den aller aller største indsats på et stort og indviklet område. Og jeg har allerede været i gang med at forberede mig til det nye ansvarsområde, men jeg kan ikke rigtig komme videre, før der er noget mere konkret, jeg kan lave forskrifter udfra.

En stor del af det, man skal er noget, som mange finder svært, men jeg kan det godt og har ikke noget imod at udføre opgaven.

Mit fravær før min mus er slet ikke anderledes ift efter.

Og jeg har som sagt lavet SÅ meget og endda også meget på eget initiativ.

Og så er der alle de andre, som også har ansvar men som da også er syge fx. 

Jeg forstår godt at du er ked af det. Dog er det underordnet hvor god du ellers er og hvor meget du har udviklet dig, hvis du har meget fravær. Fravær trumfer alt.

Det er smadder ærgerligt og selvom du ikke har mere fravær end ved sidste samtale, kan det jo stadig betyde at det har en indvirkning på deres valg, men det bare ikke er blevet italesat før nu. 

De har brug for en der er stabil og det er fair nok. Det handler ikke om at du ikke er god til det du laver. 

Nu sagde hun det jo netop til en sygefraværssamtale, hvor det nok falder naturligt at nævne de konsekvenser, et forholdsvis stort fravær kan få for dig. På sin vis er det måske meget godt for dig at vide, hvad hun gør sig af tanker, så du ved, hvor du står, og hvad der kan stå i vejen for, at du får større ansvar. Det ville være værre, hvis du blev forbigået og ingen forklaring fik. 
Det er jo også en mulighed, at ledelsen allerede påtaler fraværet over for de andre medarbejdere, du nævner, som har lignende ansvar og tilsvarende fravær. 
Din store indsats på arbejdet er på ingen måde spildt - den er med til at trække dig op, når de afvejer fordele og ulemper ved at give dig et større ansvarsområde.
Jeg havde selv relativt meget fravær, da mine børn var små - også egen sygdom, set i bakspejlet nok bl.a. fordi jeg var ophængt og “brugt” - så jeg dømmer dig ikke og ved godt, det kan føles svært/umuligt at ændre på. Men - og jeg kan jo kun tale for mig selv - jeg kunne reelt godt have været mere stabil, hvis jeg havde sat benhårdt ind på det, ændret nogle ting hjemme, ladet min mand tage flere børns sygedage, sørget for at prioritere mere søvn etc. Det er ikke sikkert, at det er tilfældet for dig - men omvendt, hvis du er så uheldig, at du bare rager meget sygdom til dig, så er det måske slet ikke lykken at få et større ansvarsområde og være under konstant pres for at være super stabil i dit fremmøde. De holder jo nok ikke op med at være opmærksomme på dit fravær, hvis du får større ansvar. 
Jeg tror, det er supervigtigt at være realistisk og at se bort fra, hvad der virker uretfærdigt og uforskyldt. Fravær er en meget væsentlig faktor, og hvis det er muligt for dig at sætte benhårdt ind på at nedbringe det, så ved du nu, at det er nødvendigt for at komme videre. Og ellers er det måske bare ikke nu, du skal stile efter at avancere på jobbet. Selv har jeg næsten intet fravær haft, siden mine børn blev store. 

Sagen er bare den, at ansvaret vil være tilsvarende det ansvar alle de andre har. Det er ikke nogen ledelsesopgave. Det er mere bare at have ansvar for et område, hvor min opgave vil blive at lave vejledninger og sørge for, at de personer som skal kunne det kan komme til det så gnidningsfrit som muligt.

Det er ikke engang sikkert, at jeg selv nødvendigvis skal være særlig meget på det område.

Sådan er det også med alle de andre ansvarsopgave.

Og tilmed så vil lige præcis denne opgave give mig mulighed for hjemmearbejde, hvis nødvendigt.

Og jeg blev egentlig givet opgaven, også selvom de kender til mine børn/fravær.. og så voldsomt er det altså heller ikke.

Jeg er helt med på, at der er visse arbejdsopgaver, der er svære/umulige at løse hjemmefra, men lige netop her kan det være muligt. Og af den grund synes jeg også indimellem, at det er en forældet tankegang, at man absolut skal være fysisk til stede. Når man laver alt det, man skal og mere til uden at blive bedt om det og ens kollegaer overhovedet ikke brokker sig over en, så synes jeg bare virkelig, at det er ærgerligt, hvis nogle fraværsdage skal spænde ben. Så bliver det en principsag i stedet for at se på, om arbejdet rent faktisk bliver udført på trods 

Anonym skriver:

Sagen er bare den, at ansvaret vil være tilsvarende det ansvar alle de andre har. Det er ikke nogen ledelsesopgave. Det er mere bare at have ansvar for et område, hvor min opgave vil blive at lave vejledninger og sørge for, at de personer som skal kunne det kan komme til det så gnidningsfrit som muligt.

Det er ikke engang sikkert, at jeg selv nødvendigvis skal være særlig meget på det område.

Sådan er det også med alle de andre ansvarsopgave.

Og tilmed så vil lige præcis denne opgave give mig mulighed for hjemmearbejde, hvis nødvendigt.

Og jeg blev egentlig givet opgaven, også selvom de kender til mine børn/fravær.. og så voldsomt er det altså heller ikke.

Jeg er helt med på, at der er visse arbejdsopgaver, der er svære/umulige at løse hjemmefra, men lige netop her kan det være muligt. Og af den grund synes jeg også indimellem, at det er en forældet tankegang, at man absolut skal være fysisk til stede. Når man laver alt det, man skal og mere til uden at blive bedt om det og ens kollegaer overhovedet ikke brokker sig over en, så synes jeg bare virkelig, at det er ærgerligt, hvis nogle fraværsdage skal spænde ben. Så bliver det en principsag i stedet for at se på, om arbejdet rent faktisk bliver udført på trods 

Jeg læser det ikke som at du skal være fysisk til stede vs hjemmearbejde. Men at de har lidt bekvemmeligheder ved at give dig flere opgaver/større ansvar hvis du fortsætter med et højt sygefravær. Hvilket jo er fair og giver mening. Det er da fint de påpeger det, så du kan være opmærksom og du måske ikke bliver overrasket, hvis fraværet fortsætter og de ikke vil give dig yderligere opgaver. 

Solsikke9 skriver:

Jeg læser det ikke som at du skal være fysisk til stede vs hjemmearbejde. Men at de har lidt bekvemmeligheder ved at give dig flere opgaver/større ansvar hvis du fortsætter med et højt sygefravær. Hvilket jo er fair og giver mening. Det er da fint de påpeger det, så du kan være opmærksom og du måske ikke bliver overrasket, hvis fraværet fortsætter og de ikke vil give dig yderligere opgaver. 

Hmm njaa... altså på nuværende tidspunkt har jeg udført adskillelige ansvarsopgaver, som andre egentlig skulle have gjort og jeg har som regel lavet det færdigt før min leder overhovedet anede, at det var færdigt. Og en del af det kan jeg bruge videre i det nye ansvarsområde.

Anonym skriver:

Sagen er bare den, at ansvaret vil være tilsvarende det ansvar alle de andre har. Det er ikke nogen ledelsesopgave. Det er mere bare at have ansvar for et område, hvor min opgave vil blive at lave vejledninger og sørge for, at de personer som skal kunne det kan komme til det så gnidningsfrit som muligt.

Det er ikke engang sikkert, at jeg selv nødvendigvis skal være særlig meget på det område.

Sådan er det også med alle de andre ansvarsopgave.

Og tilmed så vil lige præcis denne opgave give mig mulighed for hjemmearbejde, hvis nødvendigt.

Og jeg blev egentlig givet opgaven, også selvom de kender til mine børn/fravær.. og så voldsomt er det altså heller ikke.

Jeg er helt med på, at der er visse arbejdsopgaver, der er svære/umulige at løse hjemmefra, men lige netop her kan det være muligt. Og af den grund synes jeg også indimellem, at det er en forældet tankegang, at man absolut skal være fysisk til stede. Når man laver alt det, man skal og mere til uden at blive bedt om det og ens kollegaer overhovedet ikke brokker sig over en, så synes jeg bare virkelig, at det er ærgerligt, hvis nogle fraværsdage skal spænde ben. Så bliver det en principsag i stedet for at se på, om arbejdet rent faktisk bliver udført på trods 

I den sidste ende er det jo umuligt for os herinde at vurdere, om lederen har en pointe eller ej. I mit og mange andre fag betyder en fraværsdag, at der skal sættes en vikar ind, at kollegerne skal løbe hurtigere, og at nogle opgaver ikke bliver løst. Derfor er fysisk fremmøde helt basalt. Tilsyneladende er din arbejdsvirkelighed en helt anden. 
Hvis jeg forstår dig ret, så mener du, at du godt ville kunne arbejde hjemmefra de dage, du eller dine børn er syge? Det mener jeg helt generelt, man skal være varsom med at acceptere som en mulighed. Det kan lægge et pres på syge medarbejdere, hvis ledelsen mener, de godt lige kan løse nogle opgaver fra sygesengen. Helt principielt - er man syg, så er man syg og dermed fredet fra arbejdsopgaver. Men det er en større og mere kompleks debat. 

Mor og meget mere skriver:

I den sidste ende er det jo umuligt for os herinde at vurdere, om lederen har en pointe eller ej. I mit og mange andre fag betyder en fraværsdag, at der skal sættes en vikar ind, at kollegerne skal løbe hurtigere, og at nogle opgaver ikke bliver løst. Derfor er fysisk fremmøde helt basalt. Tilsyneladende er din arbejdsvirkelighed en helt anden. 
Hvis jeg forstår dig ret, så mener du, at du godt ville kunne arbejde hjemmefra de dage, du eller dine børn er syge? Det mener jeg helt generelt, man skal være varsom med at acceptere som en mulighed. Det kan lægge et pres på syge medarbejdere, hvis ledelsen mener, de godt lige kan løse nogle opgaver fra sygesengen. Helt principielt - er man syg, så er man syg og dermed fredet fra arbejdsopgaver. Men det er en større og mere kompleks debat. 

Og den del af det forstår jeg fuldt ud! Af samme grund har jeg heller ikke fortalt min nærmeste leder, at jeg har siddet med noget arbejde en søndag eftermiddag. Vi har for det første aldrig problemer, når folk er syge... for ikke så længe siden blev der talt om sygdom og trivsel som om, det var et stort problem og alle medarbejdere kiggede på hinanden og lignede et stort spørgsmålstegn, for der blev talt som om, vi gik havde det dårligt og det var lidt mærkeligt, for alle går vitterligt og siger, at de har det godt.

Men derudover har jeg løst adskillelige ansvarsopgaver, imens jeg har været på arbejde og i andre funktioner. Selvom det egentlig var andre mennesker, som skulle have løst dem, så har jeg gjort det. Ingen har heller indtryk af, at folk skal løbe hurtigere, fordi nogle er syge. Jeg hører aldrig brok fra folk, fordi nu er den og den syg.

Jeg oplever primært, det er et "problem", fordi lederen lige skal bruge 5 min om morgenen måske på at rokere rundt på nogle folk. Men det løser sig ALTID og folk er altid hjælpsomme.

Men min leder kan måske godt blive lidt stresset om morgenen (det er jo også hende, som får sygemeldingerne, så for hende bliver det jo tydeligt), og lyde som om, at jorden er ved at gå under. Men vi klarer det ALTID.