Fest-forpligtelse?

Jeg har næsten ikke drukket alkohol udover en øl eller en enkelt cocktail ad gangen de sidste 8-10 år. Det gør mig træt og fungerer dårligt med min kroniske sygdom, sclerose, og jeg synes ikke, det er det værd. Jeg har absolut intet imod, at andre drikker.

Min veninde igennem mange år har aldrig vist den store forståelse for eller interesse i min sygdom - som jeg altså på ingen måde taler om konstant eller klynker over - og jeg tror ikke, hun kan sætte sig ind i, at den har ført til store ændringer i mit fritidsliv. Jeg tror, hun synes, at jeg er blevet frygteligt kedelig. Hun er single og lever meget anderledes end mig - jeg har haft sølvbryllup, har et barnebarn og prioriterer familieliv højt med det begrænsede overskud, jeg har. Jeg vil meget gerne være sammen med hende, men helst bare med hende til kaffe, cafébesøg, kulturelle oplevelser. Hun inviterer ofte til små og store komsammener med mange drinks og hvad deraf følger.

Hun er så begyndt at holde sommerfest hvert år, nu for 3. gang, og hun forventer, naturligt nok, at min mand og jeg deltager. Men jeg synes faktisk ikke, det er særligt fedt. Min veninde drøner rundt som værtinde de første timer, forbereder mad, serverer drikkevarer og taler ganske kort med alle gæsterne, og når vi har spist, er hun ved at være godt beruset, skruer op for musikken og begynder at danse.

Det er helt ok og sådan, som en fest jo typisk er - men jeg er egentlig ikke så vild med de andre gæster, som for flertallets vedkommende er hendes andre veninder, naboer etc., som også drikker en del og ikke er mulige at føre en egentlig samtale med. 

Hvis nu jeg var inviteret til rund fødselsdag eller en anden særlig anledning, ville jeg helt sikkert komme, ligesom hun deltager til særlige begivenheder hos os. Jeg ville måske også drikke mere alkohol og blive snalret og være festlig. Men når det er en årligt tilbagevendende fest uden egentlig anledning, så er det knapt så forpligtende, synes jeg. Og helt ærligt, hvad har hun egentlig ud af, at jeg/vi er der? Hun har alligevel ikke tid til at tale med os. 

Så jeg kan ryste en hvid løgn ud af ærmet og sige, vi skal noget andet - og det hælder jeg mest til. Jeg kan også være ærlig, men det vil lyde som om, jeg kritiserer hele konceptet og indirekte hendes festopførsel. 

Skal jeg lyve eller være ærlig?

Sig i skal noget andet - det havde jeg gjort..

Hilsen en med Sclerose

Jeg ville være ærlig og tage en god snak med hende. Fordi det lyder til, at det ikke kun handler om sommerfesten, men om at hun generelt er uforstående overfor din situation og dine valg.

Du må selvfølgelig holde den på egen banehalvdel, så hun ikke føler sig dømt eller irettesat for hendes liv og lyster.

Fortæl hende hvor meget du sætter pris på hendes selskab, men at din situation gør, at du bliver nødt til at prioritere dine ressourcer, og derfor vil du hellere have mere kvalitetstid med hende alene fremfor i en festlig setting.

Selvfølgelig kan du sige nej til det. Hvorfor vil du tvinge dig selv med til en sommerfest du ikke har lyst til? Det er altså helt ok og legitimt at mærke efter og sige nej tak. Man må gerne lytte efter sig selv.

Jeg havde blot sagt at jeg ikke kan deltage den dag. Hvis hun spørger hvorfor så ville jeg bare sige at store fester med alkohol ikke er mig, men vi kan finde en anden dag til kaffe. 

Hvis hun ikke har udvist nogen særlig forståelse, når du har fortalt hvor negativt påvirket du bliver af alkohol og at det meget naturligt ændrer dine prioriteringer, så tror jeg ikke der kommer noget ud af tale ærligt om hendes fest. Det kan hun meget nemt opfatte som kritik, da det lyder som om forholdsvis stor del af hendes liv indbefatter netop det.

Mor og meget mere skriver:

Jeg har næsten ikke drukket alkohol udover en øl eller en enkelt cocktail ad gangen de sidste 8-10 år. Det gør mig træt og fungerer dårligt med min kroniske sygdom, sclerose, og jeg synes ikke, det er det værd. Jeg har absolut intet imod, at andre drikker.

Min veninde igennem mange år har aldrig vist den store forståelse for eller interesse i min sygdom - som jeg altså på ingen måde taler om konstant eller klynker over - og jeg tror ikke, hun kan sætte sig ind i, at den har ført til store ændringer i mit fritidsliv. Jeg tror, hun synes, at jeg er blevet frygteligt kedelig. Hun er single og lever meget anderledes end mig - jeg har haft sølvbryllup, har et barnebarn og prioriterer familieliv højt med det begrænsede overskud, jeg har. Jeg vil meget gerne være sammen med hende, men helst bare med hende til kaffe, cafébesøg, kulturelle oplevelser. Hun inviterer ofte til små og store komsammener med mange drinks og hvad deraf følger.

Hun er så begyndt at holde sommerfest hvert år, nu for 3. gang, og hun forventer, naturligt nok, at min mand og jeg deltager. Men jeg synes faktisk ikke, det er særligt fedt. Min veninde drøner rundt som værtinde de første timer, forbereder mad, serverer drikkevarer og taler ganske kort med alle gæsterne, og når vi har spist, er hun ved at være godt beruset, skruer op for musikken og begynder at danse.

Det er helt ok og sådan, som en fest jo typisk er - men jeg er egentlig ikke så vild med de andre gæster, som for flertallets vedkommende er hendes andre veninder, naboer etc., som også drikker en del og ikke er mulige at føre en egentlig samtale med. 

Hvis nu jeg var inviteret til rund fødselsdag eller en anden særlig anledning, ville jeg helt sikkert komme, ligesom hun deltager til særlige begivenheder hos os. Jeg ville måske også drikke mere alkohol og blive snalret og være festlig. Men når det er en årligt tilbagevendende fest uden egentlig anledning, så er det knapt så forpligtende, synes jeg. Og helt ærligt, hvad har hun egentlig ud af, at jeg/vi er der? Hun har alligevel ikke tid til at tale med os. 

Så jeg kan ryste en hvid løgn ud af ærmet og sige, vi skal noget andet - og det hælder jeg mest til. Jeg kan også være ærlig, men det vil lyde som om, jeg kritiserer hele konceptet og indirekte hendes festopførsel. 

Skal jeg lyve eller være ærlig?

Jeg syntes sagtens du kan sige, at I desværre har andre planer og derfor ikke kommer.

Enig med flertallet, og er personligt lidt konfliktsky, så ville opdigte en anden aftale. Og så er jeg altid ærgerlig over, at man skal forsvare, at man ikke er interesseret i alkohol. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg har næsten ikke drukket alkohol udover en øl eller en enkelt cocktail ad gangen de sidste 8-10 år. Det gør mig træt og fungerer dårligt med min kroniske sygdom, sclerose, og jeg synes ikke, det er det værd. Jeg har absolut intet imod, at andre drikker.

Min veninde igennem mange år har aldrig vist den store forståelse for eller interesse i min sygdom - som jeg altså på ingen måde taler om konstant eller klynker over - og jeg tror ikke, hun kan sætte sig ind i, at den har ført til store ændringer i mit fritidsliv. Jeg tror, hun synes, at jeg er blevet frygteligt kedelig. Hun er single og lever meget anderledes end mig - jeg har haft sølvbryllup, har et barnebarn og prioriterer familieliv højt med det begrænsede overskud, jeg har. Jeg vil meget gerne være sammen med hende, men helst bare med hende til kaffe, cafébesøg, kulturelle oplevelser. Hun inviterer ofte til små og store komsammener med mange drinks og hvad deraf følger.

Hun er så begyndt at holde sommerfest hvert år, nu for 3. gang, og hun forventer, naturligt nok, at min mand og jeg deltager. Men jeg synes faktisk ikke, det er særligt fedt. Min veninde drøner rundt som værtinde de første timer, forbereder mad, serverer drikkevarer og taler ganske kort med alle gæsterne, og når vi har spist, er hun ved at være godt beruset, skruer op for musikken og begynder at danse.

Det er helt ok og sådan, som en fest jo typisk er - men jeg er egentlig ikke så vild med de andre gæster, som for flertallets vedkommende er hendes andre veninder, naboer etc., som også drikker en del og ikke er mulige at føre en egentlig samtale med. 

Hvis nu jeg var inviteret til rund fødselsdag eller en anden særlig anledning, ville jeg helt sikkert komme, ligesom hun deltager til særlige begivenheder hos os. Jeg ville måske også drikke mere alkohol og blive snalret og være festlig. Men når det er en årligt tilbagevendende fest uden egentlig anledning, så er det knapt så forpligtende, synes jeg. Og helt ærligt, hvad har hun egentlig ud af, at jeg/vi er der? Hun har alligevel ikke tid til at tale med os. 

Så jeg kan ryste en hvid løgn ud af ærmet og sige, vi skal noget andet - og det hælder jeg mest til. Jeg kan også være ærlig, men det vil lyde som om, jeg kritiserer hele konceptet og indirekte hendes festopførsel. 

Skal jeg lyve eller være ærlig?

Inviter hende med på et pårørende kursus og tag en ærlig snak med hende.

Jeg har adhd, autisme og andre diagnoser og min familie forstod egentlig først hvordan jeg havde det, da de kom med på et pårørende kursus.

Det har lettet det hele og forståelsen er nu meget større, når jeg melder fra eller hvis jeg vælger at tage med.

Jeg synes du skal være ærlig og sige at det ikke er fordi du ikke vil se hende og forslå at I finder en anden dag i stedet.

Min mand fik sclerose for et par år siden og vi har været ærlige hver gang den har været grund til at han ikke har deltaget. Det har ikke ændret hvor meget han bliver inviteret til og alle har været meget forstående.

Og så ville jeg evt henvise hende til Scleroseforeningens sider, så hun forhåbentlig kommer til at forstå lidt mere om hvad det omhandler

Anonym skriver:

Jeg synes du skal være ærlig og sige at det ikke er fordi du ikke vil se hende og forslå at I finder en anden dag i stedet.

Min mand fik sclerose for et par år siden og vi har været ærlige hver gang den har været grund til at han ikke har deltaget. Det har ikke ændret hvor meget han bliver inviteret til og alle har været meget forstående.

Og så ville jeg evt henvise hende til Scleroseforeningens sider, så hun forhåbentlig kommer til at forstå lidt mere om hvad det omhandler

Hun har haft alle muligheder for at blive klogere på sygdommen, men det er, som om hun ikke tager det ind. Jeg deltog selv i en artikel i Scleroseforeningens blad for 5-6 år siden, hvor jeg bl.a. kom ind på begrænsningerne i mit sociale liv og endda - på en pæn og ordentlig måde - refererede til en episode, hvor min veninde holdt en mindre fest, som jeg meldte afbud til. I aftenens og nattens løb tæppebombede hun mig løbende med sms’er med fotos fra arrangementet - altså virkelig mange billeder af, hvordan de festede - og det var ikke superfedt at blive mindet om, hvad jeg ikke kunne være med til.
Da artiklen udkom, flere år efter festen, skrev hun, at hun jo bare havde savnet mig dengang og forsøgt at “have mig med” på sidelinjen. Jeg er ikke sikker på, det er sandt - men jeg tog det ikke op med hende igen. 
Der var også engang, hvor jeg i en messengertråd ærligt og for en sjælden gangs skyld skrev, at jeg var så træt, så træt i den periode og følte mig gammel og slidt. Hun skrev blot, at hun til gengæld følte sig noget så ung og energisk og fuld af liv, og så var det ligesom dét forsøg på at involvere hende. 
Sådanne episoder er der en del af, og ja - jeg bærer nok nag og er såret. 
Men jeg har altså også et  godt liv på trods af sygdommen - med et arbejde, jeg er meget glad for, min mand, som jeg elsker højt og har været sammen med i en evighed, vores børn og ikke mindst et fantastisk barnebarn. Det taler hun bare ned på en humoristisk måde: Hun syntes, det var komisk, da flere i hendes omgangskreds, bl.a. os, fejrede sølvbryllup over kort tid - talte om de andres sølvbryllupsfester med himmelvendte øjne, som om det var kikset, og jeg ved sådan set ikke, hvad hun tænkte om vores (hvor hun drak sig meget fuld). 
Hun er tre år ældre end mig, og vi har jævnaldrende, voksne børn, men når nogen generelt omtaler børnebørn - som hun ikke har endnu - siger hun, at hun er alt for ung til at blive bedstemor. Altså, det er, som om hun skal understrege, at alt, hvad jeg “har”, er hun virkelig glad for ikke at have. Og jeg udtrykker altså aldrig, at det er synd, hun er single, eller at jeg er glad for ikke at være alene - vi har forskellige liv med forskellige kvaliteter. Det er ikke en konkurrence. 

Åh, det blev en lang smøre. Alt i alt kan jeg godt komme i tvivl om, om jeg egentlig særligt godt kan lide hende længere.