Uenighed om kendskab til køn..

Jeg tror ikke helt på den med, at du får det at vide, men holder det hemmeligt. Det synes jeg ikke er en god løsning, tror det bliver enormt anstrengende. Men måske kan I godt få det til at fungere, det ville vi aldrig. 

Jeg synes, du skal være lidt nysgerrig efter, hvad der gør det så vigtigt for dig, at det lige frem stresser dig ikke at vide det? Der findes jo masser af kønsneutrale valg - og så stor forskel er der altså ikke på en drengebaby og en pigebabys ankomst til verden (altså faktisk ikke nogen forskel tbh). Men hormoner er nederen, og omskiftelige - så måske skal du også bare lige tygge lidt på det og se om du er mere afslappet med emnet om to-tre uger

Jeg har tre børn. Ved første barn var der ingen tvivl - det ville vi vide. Anden gang havde vi egentlig besluttet, at vi ikke ville vide det - men så havde jeg det sådan: Ej, hende scanningssygeplejersken skal ikke vide noget om mit barn, som jeg ikke selv ved. Så vi fik det alligevel at vide. Tredje gang var så sidste chance, og der fik vi ikke noget at vide før fødslen. Og nu siger jeg måske noget kontroversielt: Jeg synes det er megaligemeget. For mig var det ikke en mere speciel oplevelse at se det til fødslen end at få det at vide til scanningen. For mig har det først og fremmest været et barn. Det eneste lidt pudsige ved sidste barn var, at alle havde sagt at det nok var en pige, ved ikke hvorfor. Men det var blevet til det vi forventede, så da vi stod med en dreng, havde vi ikke snakket ret meget om drengenavne. Men han har altså et navn i dag og har det glimrende.

Min pointe er, at I begge står tilsyneladende ret stejlt på noget, der umiddelbart har mindre betydning. Jeg kan godt forstå at det kan virke vigtigt, når man står som førstegangsforældre i en ukendt situation. Men i det store billede er det ikke vigtigt. Og derfor skal det heller ikke stresse dig. Ikke at din mand nødvendigvis skal have sin ‘vilje’. Han har den her drøm, men han kommer til at opleve 1000 ting ved forældreskabet, der ikke bliver som han havde troet eller drømt.

Nå, men hvad gør I så? Hvis nu I tænker, I skal have to børn, så kan I jo få det at vide nu og ikke næste gang eller omvendt. Eller I kan slå plat eller krone. Eller du kan give din mand en lov til at bestemme et eller andet andet (fx vælge mellem to favoritnavne), så du kan få lov at bestemme det her - eller omvendt. Eller I kan lade være med at få det at vide til MD-scanningen og i stedet betale for en senere scanning, der viser det. Eller I kan sætte jer ned og snakke og finde ud af en løsning, hvor I begge er indstillet på at det godt kan være, den andens følelser i det her vejer tungest.

Jeg håber I finder en vej - men se om I kan fratage problemet lidt vægt. Det er ikke livet op at gøre, om man vælger det ene eller det andet. 

Jeg anerkender, at det med at lade den ene vide det og holde det hemmeligt for den anden, vil være svært - jeg har dog læst om flere, der har gennemført det. 
Selv er jeg stor fan af ikke at kende kønnet på forhånd og har ikke prøvet andet. Jeg kan simpelthen ikke sætte mig ind i, at det kan stresse, med mindre man partout  vil have malet væggene på babys værelse i kønsstereotype farver - hvilket jo er 100 % for ens egen skyld, for baby kunne ikke være mere ligeglad. 
Så følelsen af stress bunder måske mest i, at det er frustrerende ikke umiddelbart at få det, som man helst vil - og den følelse har den kommende far sikkert også.
Jeg er dog stensikker på, at det ikke er stress på et niveau, der på nogen måde påvirker hverken baby eller den gravide negativt - og skulle man ikke opleve større frustrationer eller modgang under graviditeten, er man ret privilegeret. 
Måske er eneste løsning at trække lod. Argumenterne for det ene er ikke vægtigere end for det andet, så at tale sig frem til en løsning virker perspektivløst. 

Vi vidste ikke kønnet på forhånd med vores 2 børn. Det var mega fedt ikke, at vide det og vi først kunne se det, da barnet blev lagt op på maven. 

Det gør altså ikke en til en dårlig forældre, at man ikke kan købe den "rigtig" farve tøj eller male den "rigtig" farve på væggen. Jeg tror, at man skal lærer, at slappe af i det og bare nyde det som tingene kommer

Jeg synes ønsket om at vide kønnet bliver lidt nedgjort til at handle om farver på væggene og tøj. Især som førstegangsforældre er der SÅ mange ubekendte faktorer at kønnet ikke behøver være et af dem. Ulig TS situation synes jeg, som far, at det var rart at kende kønnet. Det gjorde det en kende lettere at forholde sig til barnet i maven. Så ønsket om at vide kønnet behøver ikke være mindre vigtigt end det modsatte. Men derfor bliver man selvfølgelig stadig nødt til at blive enige.