Jobs og muligheder

Kære alle

Jeg har brug for lidt tanker om min situation.

Jeg er lige omkring 40 år, har tre børn under 10 år og er folkeskolelærer på en nærliggende skole.

Jeg er ansat på 80%.

Jeg har et godt og stabilt, jævnbyrdigt parforhold, min mand er også lærer. Mine forældre er gamle og bor langt væk, men jeg har nogle søskende, som bor tættere på (dog ikke lige i nabolaget) som jeg har et rigtig godt forhold til.

Jeg er umiddelbart en ret sensitiv person - noget der er gået op for mig i de sidste år, og som nok spiller ind på situationen.

Mit problem er min arbejdssituation. Sådan set er jeg glad for mit job, det passer mig godt at det er alsidigt, der er masser af gode stunder med eleverne og jeg er generelt glad for min arbejdsplads, mine kolleger og min ledelse. Jeg har været ansat i nogle år det samme sted.

Men jeg er for ofte alt for træt, når jeg kommer hjem. Så træt at jeg ikke føler jeg bidrager med ret meget i familielivet. Ikke hver dag, men jeg synes det er for tit.

Der er nogle ting, der har ændret sig i negativ retning for mig i mit job de senere år. Jeg er lige nu i et teamsamarbejde, der måske nok fungerer, men som på nogle områder er tungt. Tidligere har jeg været mere heldig med teamsammensætning, og det har givet mig energi - nu synes jeg teamet dræner mig mere. Dette team afsluttes nok om et års tid - men der er jo ingen garantier for, at næste team bliver bedre.

Derudover tror jeg bare, at jeg er lidt udkørt og kommer til at fyre al min energi af på job - og så er jeg helt flad derhjemme.

Jeg synes ikke rigtig det går sådan her. Men jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg har ikke lyst til at søge nyt job, der er så meget jeg sætter stor pris på, og jeg er dygtig til mit arbejde. Men jeg kan heller ikke gå længere ned i tid, det går ikke økonomisk.

Jeg har prøvet sådan nogle ‘råd’ af med fx at holde mikropauser, drikke mindre kaffe osv. synes ikke det rykker det helt store. Jeg dyrker motion 1-2 gange i ugen.

Jeg er lidt bekymret for om jeg er stresset - men jeg føler mig ikke stresset, bare træt. Har ikke nogle fysiske symptomer og føler heller ikke, at jeg har for meget om ørerne på den måde (der kan være perioder). Jeg føler mig bare udkørt og træt.

Hvilke muligheder tænker I at jeg kan have? Hvordan kan det her blive bedre? Jeg er åben over for alle forslag.

Anonym skriver:

Kære alle

Jeg har brug for lidt tanker om min situation.

Jeg er lige omkring 40 år, har tre børn under 10 år og er folkeskolelærer på en nærliggende skole.

Jeg er ansat på 80%.

Jeg har et godt og stabilt, jævnbyrdigt parforhold, min mand er også lærer. Mine forældre er gamle og bor langt væk, men jeg har nogle søskende, som bor tættere på (dog ikke lige i nabolaget) som jeg har et rigtig godt forhold til.

Jeg er umiddelbart en ret sensitiv person - noget der er gået op for mig i de sidste år, og som nok spiller ind på situationen.

Mit problem er min arbejdssituation. Sådan set er jeg glad for mit job, det passer mig godt at det er alsidigt, der er masser af gode stunder med eleverne og jeg er generelt glad for min arbejdsplads, mine kolleger og min ledelse. Jeg har været ansat i nogle år det samme sted.

Men jeg er for ofte alt for træt, når jeg kommer hjem. Så træt at jeg ikke føler jeg bidrager med ret meget i familielivet. Ikke hver dag, men jeg synes det er for tit.

Der er nogle ting, der har ændret sig i negativ retning for mig i mit job de senere år. Jeg er lige nu i et teamsamarbejde, der måske nok fungerer, men som på nogle områder er tungt. Tidligere har jeg været mere heldig med teamsammensætning, og det har givet mig energi - nu synes jeg teamet dræner mig mere. Dette team afsluttes nok om et års tid - men der er jo ingen garantier for, at næste team bliver bedre.

Derudover tror jeg bare, at jeg er lidt udkørt og kommer til at fyre al min energi af på job - og så er jeg helt flad derhjemme.

Jeg synes ikke rigtig det går sådan her. Men jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg har ikke lyst til at søge nyt job, der er så meget jeg sætter stor pris på, og jeg er dygtig til mit arbejde. Men jeg kan heller ikke gå længere ned i tid, det går ikke økonomisk.

Jeg har prøvet sådan nogle ‘råd’ af med fx at holde mikropauser, drikke mindre kaffe osv. synes ikke det rykker det helt store. Jeg dyrker motion 1-2 gange i ugen.

Jeg er lidt bekymret for om jeg er stresset - men jeg føler mig ikke stresset, bare træt. Har ikke nogle fysiske symptomer og føler heller ikke, at jeg har for meget om ørerne på den måde (der kan være perioder). Jeg føler mig bare udkørt og træt.

Hvilke muligheder tænker I at jeg kan have? Hvordan kan det her blive bedre? Jeg er åben over for alle forslag.

Har du talt med andre, fx kolleger, om dette? For jeg synes, det lyder som en meget genkendelig og udbredt situation i vores fag (jeg er også lærer) og formentlig også i andre fag, hvor man er meget intenst “på” en stor del af arbejdstiden. Med tre mindre børn har du så også drøn på derhjemme. Jeg tror, de fleste vil være udkørte og trætte i den situation, mere som reglen end undtagelsen. 
Det er svært at komme med et bud på, hvad du kan gøre anderledes. Du er ansat på 80 % - det “burde” kunne mærkes, hvis du altså er opmærksom på ikke at arbejde mere, end du er ansat til. På den anden side vil mange nok “komme til” blot at lægge dét mere arbejde derhjemme og ikke bruge tiden på egen restitution. 
Du er ikke interesseret i at skifte job, og det forstår jeg godt. At begynde i et nyt fag/et nyt sted er også krævende, og når man ved, hvad man har og generelt fungerer godt i jobbet, er det svært at satse på, græsset er grønnere andre steder. 
Og dette er så årsagen til, at jeg ikke straks svarede på dit indlæg: Det er simpelthen svært at komme med konstruktive forslag til, hvad du kan stille op. Jeg vil nødigt bare sige “lev med det”, men som nævnt lyder det så velkendt, at jeg tror, du vil kunne høre det samme fra rigtigt mange andre i samme båd. 

Jeg hører dog ofte, at det med at arbejde 80 % eller mindre kun for alvor kan mærkes, hvis man har en ugentlig fridag - uden at lægge sin forberedelse der, uden at gå til møder den dag osv. Har du dét? 
For mig blev det en positiv forandring at gå ind i fagforeningsarbejde - jeg er medlem af kredsstyrelsen i den lokale lærerforening og frikøbt 550 timer om året. Jeg arbejder ikke mindre end fuldtid, men mine frikøbstimer er en anden slags arbejde, som ikke er lige så strabadserende som undervisning. Måske kunne du tænke i sådanne baner - eller få en vejlederfunktion på skolen, så undervisningstimerne bliver færre? 

Enig med ovenstående og det kan jo godt være det egentlig ikke er jobbet i sig selv som gør dig træt, men din livssituation i det hele taget. Med 3 forholdsvis små børn, job og alt det der hører med, så er træthed og en følelse af udkørthed vel et naturligt vilkår i hvert fald i perioder. Det bliver nok særlig udtalt i forbindelse med og efter job, fordi man jo bruger ret mange af sine vågne timer på jobbet.

Har du mulighed for at klemme små "pauser" ind i dagene en gang i mellem som du kan bruge på ting der giver dig energi? Hvis du er typen der er glad for en løbe- eller gåtur, en halv time med akvarelmaling eller noget helt tredie.

Jeg ved godt det hele skal gå op på skole osv, men det er jo mere reglen end undtagelsen at man arbejder bedre sammen med nogle end andre, og måske du kunne tale åbent med din leder omkring ønsker for næste teamsamarbejde.

Derudover hvordan er jeres kollegialesparring ellers har du en god fagkollega eller andet, som du kan sparre med omkring undervisningen.

Som en anden skriver er det muligt at få andre opgaver, så undervisningsbelastningen bliver lidt mindre - måske har i sps-timer, lektiehjælp, vejledning eller andre opgaver du kunne få.

Ellers er der nogen måde hvor på du kan få dit arbejde til at give dig mere glæde, altså her tænker jeg på at der altid er emner eller aktiviteter som giver en mere energi - og selvom man er bundet op på fagplaner og alt muligt andet, men måske du kan få bare en lille smule mere af det du elsker at gøre med eleverne ind.

Og ja så vær opmærksom på om dine 80% ikke bare er 100% tid til 80% løn, og overvej hvordan du vil bruge din deltid. En ugentlig fridag er en effektiv måde at sørge for at den ikke bare forsvinder, men måske vil du gerne gå senest kl 15, eller måske er det to halve dage, hvor du går til frokost. Under alle omstændigheder, så hold virkelig godt øje med din tid - og sørg for at have et skema, der ikke gør, at du faktisk er bundet til skolen mere end 80% tid pga mellem timer.

Har du talt med andre, fx kolleger, om dette? For jeg synes, det lyder som en meget genkendelig og udbredt situation i vores fag (jeg er også lærer) og formentlig også i andre fag, hvor man er meget intenst “på” en stor del af arbejdstiden. Med tre mindre børn har du så også drøn på derhjemme. Jeg tror, de fleste vil være udkørte og trætte i den situation, mere som reglen end undtagelsen. 
Det er svært at komme med et bud på, hvad du kan gøre anderledes. Du er ansat på 80 % - det “burde” kunne mærkes, hvis du altså er opmærksom på ikke at arbejde mere, end du er ansat til. På den anden side vil mange nok “komme til” blot at lægge dét mere arbejde derhjemme og ikke bruge tiden på egen restitution. 
Du er ikke interesseret i at skifte job, og det forstår jeg godt. At begynde i et nyt fag/et nyt sted er også krævende, og når man ved, hvad man har og generelt fungerer godt i jobbet, er det svært at satse på, græsset er grønnere andre steder. 
Og dette er så årsagen til, at jeg ikke straks svarede på dit indlæg: Det er simpelthen svært at komme med konstruktive forslag til, hvad du kan stille op. Jeg vil nødigt bare sige “lev med det”, men som nævnt lyder det så velkendt, at jeg tror, du vil kunne høre det samme fra rigtigt mange andre i samme båd. 

Jeg hører dog ofte, at det med at arbejde 80 % eller mindre kun for alvor kan mærkes, hvis man har en ugentlig fridag - uden at lægge sin forberedelse der, uden at gå til møder den dag osv. Har du dét? 
For mig blev det en positiv forandring at gå ind i fagforeningsarbejde - jeg er medlem af kredsstyrelsen i den lokale lærerforening og frikøbt 550 timer om året. Jeg arbejder ikke mindre end fuldtid, men mine frikøbstimer er en anden slags arbejde, som ikke er lige så strabadserende som undervisning. Måske kunne du tænke i sådanne baner - eller få en vejlederfunktion på skolen, så undervisningstimerne bliver færre? 

Jeg er helt med på alt det du skriver. Jeg kan også godt mærke de 80% og synes jeg gør mig umage med at afholde dem.
Men jeg er meget i tvivl om, hvor grænsen går mellem ‘that’s life’ og ‘du nærmer dig en sygemelding’. For graden af udkørthed er kun blevet større det sidste år. Og jeg snakker ikke om at være træt når jeg kommer hjem og så lige hvile lidt, og så går det bedre.

Jeg taler om hele eftermiddagen med ingen energi. Kun at kunne overskue at ligge i sengen med nedrullede gardiner. Og også om at reagere meget kraftigt følelsesmæssigt på umiddelbart mindre ting. Fx var jeg i går grædefærdig over, at mit skema til næste år var træls - oven i købet før jeg har fået afklaring på, om det kan ændres. Og jeg synes ikke jeg plejer at reagere så voldsomt. 

Så på en eller anden måde synes jeg, at jeg også skal tage mig selv alvorligt i ikke at trives. Selvom jeg også godt kan se, at jeg allerede har afvist de muligheder, der umiddelbart kan være. Fx at skifte job, gå ned i tid. 

Men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvor det er, jeg skal skære ned. For jeg er glad for mit arbejde, jeg er glad for de funktioner jeg har (jeg er faktisk allerede læsevejleder), jeg har veltilpassede børn(for det meste), et parforhold der fungerer nogenlunde.

Så det er nok også lidt nogle tanker fra andre om, hvornår nok er nok - er det ‘Life’ eller ‘på kanten af en nedtur’ jeg befinder mig i? Det kan I selvfølgelig ikke vide, men måske har I nogle tanker, jeg kan bringe ind i mine egne overvejelser.

Udover mit svar tidligere - så kan jeg sige, at jeg reagerer meget fysisk på stress og netop som du beskriver med følelsesudbrud og gråd ved meget små bump, som ikke engang er endelige. Jeg tror også mine reaktioner kommer meget tidligt i et stressforløb i forhold til andre - og det er jo egentlig godt fordi så kan man reagerer i tide fremfor når først hele læsset er væltet. Og ofte har det været som du siger, at jeg ikke kan sætte en finger på noget bestemt, men bare har en følelse af overvældet.

Det kunne være du skal forbi en læge for dine symptomer kan skyldes stress, men det kan jo også skyldes andre lidelser eller måske begyndende overgangsalder som også kan være voldsomt for nogle. Det kan også være noget så simpelt som mangel på vitaminer eller mineraler.

Nu kommer sommerferien jo heldigvis lige omlidt med mulighed for at slappe af og lade op, men tag forbi lægen og bliv tjekket for at det ikke er noget fysisk. Hvis lægen ikke kan finde noget og sommerferien måske også hjælper på dine symptomer, så tyder det på  at der skal ændres noget enten på arbejdslivet eller i privaten.

Jeg har det på samme måde og er også sensitivt og sådan har jeg altid haft det. Man må indrette arbejdslivet lidt herefter. Jeg gik fra pædagog til kontor og trives bedre grundet mindre larm og mulighed for hjemmearbejde. Men jeg er stadig træt. 

Hvad med at gå til lægen og snak om dine symptomer? Måske skal du gå ned i tid fx 30 timer? 

Tak for jeres gode og reflekterede svar.

Jeg har været ved lægen og få taget blodprøver. Der var ikke noget unormalt, så det er hverken stofskifte eller vitaminer/mineraler. Hun var egentlig sød og anerkendende nok, lægen, men også lidt med ‘det er 40’erne’ hatten på. Jeg fik nok heller ikke sagt tingene tydeligt nok - jeg var mest optaget af netop at finde ud af, om det var noget fysisk. Men det var det så ikke.

Jeg vil supergerne ændre på noget. Jeg har svært ved at gennemskue hvad jeg kan gøre. Men det er rigtigt, at nu er der snart en god lang sommerferie, som forhåbentlig kan give lidt ro og overskud. 

Jeg tænker, at det måske er en god ide at dele mine bekymringer med min leder. Det er vel ok, selvom han nok heller ikke kan komme med svaret…? Jeg har ikke lige prøvet det før, men det kan der vel ikke ske noget ved? Han er en rigtig fin leder, jeg er glad for ham…