Kære akademikere - jer mellem 35 og 45 år

Jeg er ikke enig i, at en uddannelse er en uddannelse i denne forbindelse. Det gælder også internt blandt de akademiske uddannelser. Jeg sætter fx pris på samtaler, der kræver forståelse for nogle mere nørdede tilgange til statistik og metode, og den baggrundsviden har alle ikke nødvendigvis (nogle akademiske grene beskæftiger sig heller ikke meget med det).

Når det så er sagt; når det gælder en romantisk partner, har jeg altid søgt mod dem, der har en intelligens, jeg ikke selv besidder. Kan godt lide at se op til min partner.

Fortvivlet skriver:

Er folkeskolelærer akademiker ? ��

Det er da "bare" en professions bachelor ?

Jeg synes du lyder virkelig snobbet og tænker det er derfor du endnu ikke har fundet en kvinde? Det er da total irrelevant hvilken uddannelse man har for at have intelligente snakke. Jeg kan godt se hvor du vil hen, men det tænker jeg da mere er folk helt uden uddannelse og job du skal undgå, men en uddannelse er en uddannelse og ingen er nødvendigvis bedre end andre. Jeg ville arbejde med min selvindsigt hvis jeg var dig, det kan måske også stå i vejen for et job.

Han hævder jo heller ikke, at han selv er akademiker - han vil bare kun have en kvinde, der er. 

Mor og meget mere skriver:

Det virker lidt desperat at vælge ny uddannelse ud fra teoretiske chancer på datingmarkedet. I mine øjne er det uselvstændigt og usexet ikke at stå inde for, hvad man er, kan og vil med sit liv. 
Selv er jeg gift og har børn med en håndværker, som ikke er decideret intellektuel, men klog, spændende, reflekterende - og som hviler i sig selv og sit værd. 

Min holdning er dog  formentlig irrelevant for dig, eftersom jeg ikke er akademiker, men kun folkeskolelærer, og dermed ikke hører til det segment, der kan garantere intellekt, saglige snakke og fordybelse. Den garanti leverer du jo så heller ikke selv - kollega!  

Tilføjelse til mit indlæg: Du søger svar hér fra akademikere mellem 35 og 45 år. Jeg går ud fra, det skyldes, at dét er dit “søgefelt”, når du er på datingsiderne - sammen med dit krav til uddannelse. Altså er man også dømt ude, hvis man er 34 eller 47. Og du er selv 50. 
Jeg har ikke selv været på datingsider, men du bekræfter en adfærd, jeg har læst om: At nogle brugere af datingsider får oplevelsen af, at de er i et supermarked med så mange “varer” på hylderne, at de kan stille de mest specifikke og detaljerede krav. Og så forveksler de deres - måske nødvendige - søgeafgrænsninger med virkeligheden og tror, at de kun kan have en partner, der falder inden for disse kriterier. 
I den virkelige verden kunne du møde en sød og klog kvinde til en fest, tale længe og intenst med hende, mærke sympati og interesse for hende. Så fortalte hun dig, at hun var 51 år gammel og/eller pædagog/optiker/sosu-assistent. Ville du trække følehornene til dig og tænke “Det går jo ikke”? For i givet fald er der noget, du skal arbejde med, apropos selvudvikling. Og i modsat fald bør du nok genoverveje, hvad du går glip af, når du stiller så rigide krav på datingsiderne. 

Overvej også, hvad du selv byder ind med. Du er 50 år og har ikke fundet fast arbejde inden for et fag, som der er efterspørgsel på. Det har du en forklaring på - men hvis en potentiel partner allerede vrager dig, når hun erfarer, du i en moden alder ikke har fast job, så kan din forklaring og alle dine øvrige kvaliteter jo være ligegyldige.
Min pointe er ikke, at du selv har “for lidt” at byde på - men at der er meget mere i et menneske end uddannelse, jobsituation, alder, vægt osv. osv. 

Jeg er akademiker (men tæller sikkert ikke, fordi jeg er førtidspensionist i dag) jeg er også indenfor den aldersgruppe, du er interesseret i, da jeg er 39 år. Jeg ville løbe skrigende på grund af det akademiker-snobberi, jeg læser i opslaget og så kan bare ikke med ældre mænd. Jeg får slet og ret beækfornemmelse over ældre, der mener at de bare kan kræve ind blandt yngre og bedre uddannede kvinder. 

What's in it for me?