Ens krop "samler" de forskrækkelser den får, og ka tage dem med sig i lang tid, efter at faren er væk.
Min svigerfar, hans kone, min kæreste og jeg blev påkørt af en spritbilist i 2003, og den begge biler blev total skadet.
"Heldigvis" var jeg den, det gik værst ud over. Jeg endte med et piskesmæld, der har påvirket vores liv, i mere eller mindre grad siden. Jeg er bare glad for, at det ik gik være, og nogen døde, eller på anden måde blev invalideret.
Jeg ka stadig godt blive lidt nervøs, hvis der kommer en modkørende bil, på lige den strækning. Og de første mange gange vi skulle forbi der, KU jeg få helt ondt i maven.
Jeg sov mere eller mindre i 3 dage efter ulykken.
Jeg ka stadig høre braget, og lyden af metal, der bliver krøllet sammen osv.
Jeg har dog valgt, at det ik skal diktere mit liv, og mine valg. Jeg planlægger extra fridage, hvis jeg ved vi skal noget, der er extra fysisk krævende, fordi jeg ved jeg bliver træt bagefter osv osv.
Kroppen er ret robust og hjernen er god til at gemme ting væk.
Husk du gjorde det ik med vilje, også være lidt extra god, ved dig selv. Vh stine