Jeg er ny på dating-markedet, efter mange år som hustru og derefter single i et stykke tid. Så det her med kommunikation og emojis osv., gør mig en smule febrilsk. Hvornår læser jeg for meget i det og hvornår for lidt. Tingene har ændret sig på 20 år 
Jeg skriver sammen med en fyr. Vi har skrevet sammen i ½ år. Har besøgt hinanden, han har mødt mine børn sådan casual og vi skriver sammen løbende igennem hele dagen samt godnat/godmorgen.
Vi ses ikke så ofte som jeg kunne ønske mig det - vi bor 2 timer væk fra hinanden og kan derfor kun ses i weekenderne. Han har også behov for, at have weekender alene - uden planer og uden mig, så han kan lade op.
Fair nok, at han egentlig har været ærlig. Jeg er ikke i tvivl om, at han er mig tro. Så det er ikke fordi han har et parallelt liv, men han har været single i snart 15 år og har nogle indgroede vaner og trives rigtig godt i sit eget selskab.
Vi har allerede planlagt tur til London til juni og til jul. Så derfor tror jeg også på ham, når han siger, at han vil mig - eller gør jeg?
For nu kommer mit dilemma så.
Jeg skriver ofte, at jeg savner ham. Hans svar er oftest tilbage, at han glæder sig til at se mig. Og jeg fortolker jo straks, at han reelt set ikke savner mig. Lidt ligesom Ross i venner, der får sagt, at han elsker en og hendes svar er: Jeg elsker at være sammen med dig.
Det er lidt der jeg er. For er det ikke "normalt" at man svarer på det?
Som sagt så kommer jeg ud af et ægteskab, så mine "rammer" omkring kommunikation er anderledes.
Når jeg siger til ham, for vi har haft snakken før, så siger han, at han synes det er mærkeligt, at jeg ikke tror på ham, for han har jo sagt, at han holder af mig og hvorfor en ting (altså, at han ikke svarer) kan få mig til at undres. Og måske er det bare mig? Hvad gør I andre?
