Hvordan vidste I, at det var det rigtige?

Som overskriften siger…

Hvordan vidste I, at det var det rigtige, at gå fra jeres partner og opløse jeres kernefamilie? 
Hvad var dråben/det afgørende? 

Det var en blanding af mange ting. Men mange måneders parterapi gjorde nok os begge afklarede med at vi ikke passede sammen mere. 

For mig var det følelsen af ikke at blive prioriteret af ham, og hvilke værdier man går ind i en familie med, som ikke var ens. 

For mig var det da vi to på tur med mine forældre og han igen ikke lavede andet ind at gå og brokke sig  da vi så skulle videre til nået pizza bagning fik jeg min far til at køre ham hjem det var han helt helt tilfreds med  efter jeg så selv havde hygget med ungerne nogle timer var jeg helt afklaret da vi kørte hjem 

Jeg gad ikke mere alt den dårlige stemning og brok jeg var begyndt at tage min mor med på alle ture med børnene i stedet for ham og han ville ikke selv deltage og skulle han havde han tusind brokke ting inden vi kom ud af døren.

Den bedste beslutning jeg har taget for mig og mine piger

Anonym skriver:

Som overskriften siger…

Hvordan vidste I, at det var det rigtige, at gå fra jeres partner og opløse jeres kernefamilie? 
Hvad var dråben/det afgørende? 

For mig var det for mange svigt der gjorde at jeg ikk stolede på ham og mange skænderier hele tiden. 

Han forelskede sig i en fælles bekendt… de så hinanden og blev fortrolige, havde samtaler jeg ikk måtte høre om/se på telefonen…

Han sagde der intet var for hun havde jo også en kæreste. De var bar rigtig gode venner. Vores forhold havde i forvejen knaget og var ikke godt! Jeg stolede på min mavefornemmelse og gik fra ham. Indenfor 2 uger havde hun også smidt sin kæreste ud og min x og hende blev kærester…  

så jeg havde ret. Og er taknemmelig for jeg ikke troede på ham…

Vi købte hus sammen og det gik for alvor op for mig at han aldrig ville blive voksen og tage ansvar for de “kedelige” voksen ting sammen med mig. det blev bare for meget da vi stod med 160kvm hus og han fortsat tænkte han kun skulle være legeonkel for børnene. Det er han også god til.. men det var ikke nok til mig. 

forinden havde der været mange snakke om hjælp til det praktiske, økonomiske osv. men han så kun sine egne behov og brugte penge på sig selv til der ikke var flere, og lukkede øjnene for det praktiske. 
så kunne jeg stå for indkøb til børn, opsparing, budgetter og huslige gøremål.. 

Personlighedstræk som utaknemmelighed når nogen gjorde noget for ham. Og en evig følelse af at andre havde bagtanker når de gjorde noget godt - som han ikke selv formåede. Fx at hjælpe nogen med noget. I stedet for at tage ansvar og selv steppe op og være den folk synes var god og hjælpsom og så op til. Det var drænene at lægge øre til og ikke særlig flatterende.

men ja. Huskøb satte hovedet på sømmet og bægeret flød over.