Når man bliver ked af det som voksen

Jeg har en oplevelse af, at man helst ikke må være ked af det. Og slet ikke som voksen. Det bliver nærmest opfattet som barnligt.

Det er som om, at dem omkring mig ikke er i stand til at rumme mine følelser. Fokus bliver flyttet væk fra mine følelser og hen på noget andet, så det er som om, man ikke vil høre, hvorfor jeg er ked af det. Og ingen kan ligesom være i det, og de går i gang med at tro, de kan fikse mit problem og fortælle mig, hvad der er bedst for mig.

Det gør, at jeg slet ikke føler mig taget alvorligt. Jeg føler mig SÅ alene. Og hvis dét, der betyder noget for mig, ikke betyder noget for den anden, så er det mig, der er noget galt med hver gang.

Jeg føler, jeg lever mit liv på en måde, hvor jeg hele tiden skal tilpasse mig andre og egentlig er jeg i bund og grund ked af, hvorfor andre ikke kan tage et hensyn til mig ved noget, som betyder rigtig meget for mig. 

Der sker det, at når jeg bliver ked af det, så kommer jeg til at lukke mig ind i mig selv, fordi når jeg har fortalt, hvordan jeg har det, så bliver fokus flyttet eller de begynder at tro, at de kan fikse mit problem. Altså jeg kommer ingen vegne med at fortælle det alligevel, fordi folk faktisk ikke gider at lytte. Og det gør bare så ondt.

Det er som om, det ville være meget lettere, hvis jeg nu bare følte ligesom de andre, eller bare synes det samme, som de andre synes.

Jeg forstår, at vi skal gøre de ting i livet, som gør os glade og vi skal ikke gøre ting, som gør os kede af det.

Men hvor går grænsen så? Nogle gange gør vi også ting i livet, fordi vi ved, at det gør nogle andre glade. Vi gør det for deres skyld - fordi det betyder noget for dem. Det er ikke fordi vi selv bliver kede af at gøre det, måske ville vi i virkeligheden hellere noget andet.

Men nogle gange er der nogle commitments - nogle forpligtigelser. Noget vi gør for at glæde andre og ikke kun ting, vi gør for vores egen skyld. Ting vi gør, fordi vi alle er en del af et fællesskab. Nogle gange føler jeg, folk er blevet alt for egoistiske ift egen glæde. 

Det er nogle gange som om, vi lever i vores egne små bobler og simpelthen glemmer hvad der engang var vigtigt eller betød noget.

Nogle gange føler jeg, at der er en alt for stor palette af valgmuligheder, hvilket betyder flere krav til folk fra alle fronter men også en betydeligt større risiko for at vælge/prioritere "forkert".

Jeg ved ikke helt... jeg havde brug for at lukke det ud

Hvem er det, der ikke kan imødekomme og rumme dine følelser? 

Det kommer an på i hvilken kontekst du fortæller om dine problemer/udfordringer/ked-af-det-hed. 

Hvis jeg fx har kollegaer som lukker op for deres følelser og "elendighed", så er jeg meget kort før hovedet. Ikke afvisende, men lukker den hurtigst muligt. Jeg er bare ikke selv plads eller overskud til at høre på kollegaers problemer. Og jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. 

Til gengæld, hvis min nærmeste familie er kede af det, så lytter og anerkender jeg. Spørger og følger op dagene efter. 

Men jeg kender det godt selv, det med at lukke posen op og ikke blive mødt. Det gør ondt. Så sent som her i weekenden, forsøgte jeg endnu engang, at fortælle mine forældre om min følelsesladet ting. De afviste fuldstændig og lukkede den. Av. 

Har du en kæreste eller mand? Jeg kan godt finde på at sige "Nu siger jeg lige noget, jeg vil gerne have du lytter og så vil jeg gerne holdes om bagefter". Det lyder helt firkantet, men mænd opfanger ikke altid behovet for at snakke. Så hvis du har en der virkelig står dig nær, så prøv at sig det højt og fortæl du har brug for at lette hjertet. 

Det er drænende at give, give, give i al evighed og aldrig få noget tilbage. Kan virkelig godt forstå dig  

Selvom det koster, så kan det også anbefales at få nogle timer hos en psykolog. De er gode til at lytte og anerkende. Og det er et skønt pusterum. 

Anonym skriver:

Hvem er det, der ikke kan imødekomme og rumme dine følelser? 

Det kommer an på i hvilken kontekst du fortæller om dine problemer/udfordringer/ked-af-det-hed. 

Hvis jeg fx har kollegaer som lukker op for deres følelser og "elendighed", så er jeg meget kort før hovedet. Ikke afvisende, men lukker den hurtigst muligt. Jeg er bare ikke selv plads eller overskud til at høre på kollegaers problemer. Og jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det sådan. 

Til gengæld, hvis min nærmeste familie er kede af det, så lytter og anerkender jeg. Spørger og følger op dagene efter. 

Men jeg kender det godt selv, det med at lukke posen op og ikke blive mødt. Det gør ondt. Så sent som her i weekenden, forsøgte jeg endnu engang, at fortælle mine forældre om min følelsesladet ting. De afviste fuldstændig og lukkede den. Av. 

Har du en kæreste eller mand? Jeg kan godt finde på at sige "Nu siger jeg lige noget, jeg vil gerne have du lytter og så vil jeg gerne holdes om bagefter". Det lyder helt firkantet, men mænd opfanger ikke altid behovet for at snakke. Så hvis du har en der virkelig står dig nær, så prøv at sig det højt og fortæl du har brug for at lette hjertet. 

Det er drænende at give, give, give i al evighed og aldrig få noget tilbage. Kan virkelig godt forstå dig  

Selvom det koster, så kan det også anbefales at få nogle timer hos en psykolog. De er gode til at lytte og anerkende. Og det er et skønt pusterum. 

Helt enig. Det kommer meget an på situationen hvilken reaktion man bør kunne forvente fra folk. Naturligvis bør empati findes alle steder, men en nær relation kontra kolleger og lignende er bare meget forskellige.

Så må vi nok også bare erkende at nogle mennesker har rigtig svært ved at håndtere andres menneskers ked-af-det-hed eller ligefrem gråd. Og det er nok som oftest ikke et udtryk for at de er uvenlige eller vil én det dårligt, men de kan bare ikke være i det.

IenFart skriver:

Helt enig. Det kommer meget an på situationen hvilken reaktion man bør kunne forvente fra folk. Naturligvis bør empati findes alle steder, men en nær relation kontra kolleger og lignende er bare meget forskellige.

Så må vi nok også bare erkende at nogle mennesker har rigtig svært ved at håndtere andres menneskers ked-af-det-hed eller ligefrem gråd. Og det er nok som oftest ikke et udtryk for at de er uvenlige eller vil én det dårligt, men de kan bare ikke være i det.

Svar på begge svar. Så er det primært familie faktisk.

Jeg har prøvet med kollegaer, men der var det altså dem, der ville have mig til at åbne op. Og jeg græd ikke først. De VILLE have mig til at sige det hvilket jeg til sidst gjorde. De tog så et større hensyn til mig, end jeg havde bedt om eller havde brug for. De var der for mig og sagde, at jeg bare kunne ringe osv. Jeg gjorde det faktisk ikke særlig meget af hensyn til dem. Men af en eller anden grund så var der en, der afviste mig på vegne af de andre også. Og pludselig begyndte den ene at kræve ting af mig og jeg forstod ikke, at det lige var mig, hun krævede det af. Det kunne lige så godt være en af de andre.

Det skal tilføjes, at nogle af dem i forvejen var hjerteveninder udover at være kollegaer. Jeg troede de var mine veninder. Jeg gik fra at føle mig heldig og have 5 omkring mig relativt tæt på til at have 0. Det var et anderledes kollegialt fællesskab end normalt og jeg kan føle mig helt dumt og naiv, når jeg fortæller om det. Det har også betydet, at jeg i dag har rigtig svært ved at stole på nogen.

Jeg føler ikke den store støtte fra familie. Jeg er ikke uvenner med nogen.... jeg føler mig bare nogle gange.... usynlig....

Mennesker er jo forskellige - og nogle vil tolke din ked af det hed, som en kritik af dem, at de gør noget forkert, som gør dig ked af det (det gør de måske også), men selv om det ikke er dem, så kan de føle at de brude kunne gøre dig glad.

Andre er fiksere (det er jeg personligt selv), så når nogen kommer til mig med deres ked-af-hed, så ser jeg straks et problem som skal løses - jeg øver mig til tider i at være i andres ked-af-det hed, men det er virkeligt svært, hvis man er en fikser. På samme måde, som du føler det er svært folk ikke bare kan være i din ked-af-hed det med dig, men vil ændre det.

Vi kan måske godt tale om at pendulet er kommet lidt for meget i den anden retning i forhold til pligt og lyst, men det kommer sig jo nok af en tid, hvor mange gjorde vold på sig selv i pligtens tegn - vi er blevet mere opmærksomme på os selv og vores egne grænser, og i den situation så ryger noget af opmærksomheden på fællesskabet. Alting går også meget hurtigere og der er mange flere informationer og situationer man skal forholde sig til på en dag, samt mange flere krav fra en selv og omgivelserne.

Men som andre skriver prøv at fortælle din familie eller dem du vil snakke med, hvad du gerne vil have. Altså jeg vil gerne bare fortælle og så have et kram - du skal ikke opmuntre mig eller løse mit problem, bare lytte og give sympati. 

Altså jeg er et menneske som er virkelig god til at trøste børn og helt sikker i det.

Hvis min kollega græder, aner jeg ikke hvad jeg skal gøre, så jeg "lader andre deale med det", det betyder ikke at man ikke må græde, jeg ved bare ikke hvordan man vil trøstes, det er jo meget individuelt, hvor jeg ville have brug for at gå for mig selv. Har andre brug for et kram, nogen har brug for at snakke om det, andre har lige brug for en joke og så videre.

Jeg har kun to gange grædt offentlige og aldrig på arbejde, det ligger langt fra mig