Pludselig vil ikke i børnehave

Min 5 årige har ellers elsket sin børnehave fra dag 1, men den sidste uge er han grædefærdig allerede når vi skal ud af døren.

Har spurgt indtil det, men han vil bare gerne være hjemme siger han.

Ved at de har lavet forskellige test, ang være skoleparat, om det har gjort et eller anede.

Nogle tanker eller råd?

Lyder som om han er på overarbejde. Tal med de voksne i børnehaven om det så I fællesskab kan hjælpe ham. Og vær rolige omkring det og ikke gør et kæmpe nummer ud af det, men støt ham og sig at sådan får man det nogle gange, men man er nødt til at være i børnehave. Men fortæl også at I lytter til ham og hjælper ham. 

Anonym skriver:

Min 5 årige har ellers elsket sin børnehave fra dag 1, men den sidste uge er han grædefærdig allerede når vi skal ud af døren.

Har spurgt indtil det, men han vil bare gerne være hjemme siger han.

Ved at de har lavet forskellige test, ang være skoleparat, om det har gjort et eller anede.

Nogle tanker eller råd?

Hvordan er aflevering?(Er der kaos?) 

Hvordan er resten af hans dag i børnehaven? 

Leger han med andre børn? Er der nogen børn der måske er for voldsomme? 

Jeg har oplevet det ofte med afleveringer, at børn ikke vil slippe mor/far,  men vi forsikre dem at vi er der, når mor og far er gået.. Der bliver trøstet/krammet, sagt: det er ok, at være ked af det... vi får en sjov dag. Vi skal...

Snak med personalet, og hør hvordan hans dag er. 

Tror det er normalt at børn der vil være hjemme sammen med mor og far.. det er hårdt for sådan en lille en at forstå at mor og far skal arbejde. 

Det er ubærligt, når ens barn ad hele hjertet bare gerne vil med hjem igen. Kan godt forstå du rammes 

Måske, det "bare" er en fase. Måske der har været en episode i børnehaven, som ikke har været rar. Måske du aldrig finder ud af det. 

Anerkend hans behov og følelser og vær kærlig og beslutsom, når han alligevel skal afsted. 

Snak med de voksne. De er dine øjne og ører, mens du arbejder. Måske de ved noget? Måske de ikke kan sætte fingeren på noget, men så kan de være opmærksomme og støttende indtil balancen er fundet. 

Tænker de fleste børn, på et eller andet tidspunkt, får ekstra brug for bare at være hjemme. Og ved at skrige, være sur, skubbe eller andet er deres bedste sprog i en svær situation. 

Tag fat i personalet og fortæl hvad du oplever med ham  

Det i sig selv at de og måske jer snakker om skolestart kan også rykke ved noget, fordi det er noget ukendt der venter i nær fremtid og som derfor også kan fylde.

Så det kan sagtens være med til et øget behov for at være hjemme og sammen med hans nærmeste, hvor han er tryg.