*.* skriver:
Hjælp hende eventuelt med at finde en ny veninde fx gennem en fritidsinteresse eller sport.
hvis hun går på en skole hvor de i udskoling slåes sammen med andre skoler så kan jeg fortælle der kommer et kæmpe skift der.
min søn har ikke haft det problem, men nu i 7 klasse blev de lavet om fra 3 til 5 klasser, og posen blev rystet godt. De venner min søn primært omgikkes før 7 klasse, ser han slet ikke i samme omfang nu (de er stadig venner), da han har fået nye venner i sin nye klasse.
og igen vil der ske et skift fx i 10 klasse, gymnasiet osv. vennegrupper skifter, og det er hårdt, men du må lade hende klare det selv. Du kan opmuntre, og motivere til at finde nogen uden for skolen, men mere kan du ikke gøre.
der er (trist nok) også en enorm stor læring i den situation hun står i lige nu, og den kan hun tage med sig senere i livet. Det samme kan også ske i en eller anden sammenhæng for de andre piger i perioder.
også husk på de er en alder hvor der sker enormt meget med dem udviklingsmæssigt! De piger der er bedste veninder i dag, er det måske ikke om et år.
det er hårdt at se ens barn kæmpe med forskellige ting uanset hvad det er, men det bedste vi kan gøre er bare at være der og opmuntre (og kun give råd hvis de Beder om det! Alle de velmente råd kan godt være irriterende i længden)
de skal nok klare sig de skønne unge mennesker 
Jeg tror, det går mig rigtig meget på, fordi da jeg var barn, så var jeg tilovers. Det var sådan en mærkelig ting med, at jeg blev jo ikke mobbet og for de voksne så det også ud som om, at jeg havde venner og blev valgt til.
Dog havde jeg mange frikvarterer, hvor jeg sad alene og tegnede og det var sjældent, at jeg blev spurgt om noget som helst. Jeg følte mig ofte som luft. Som om jeg lige så godt kunne lade være med at være der, for jeg ville ikke mangle alligevel. Jeg kunne godt du, hvis x i klassen var syg og ikke til stede, men hvis x var der, så blev jeg ikke valgt til igen. Jeg var altid 2. valg eller 3. for den sags skyld.
Min datter har fortalt nogle lignende ting og der har jeg ikke fortalt om min egen barndom.
Det er en gentagende ting ift ikke at blive valgt til, som en anden skriver - det er ikke kun ift halloween nu her. Det er bare ved sådan nogle begivenheder, det bliver meget tydeligt. Min datter har venner og "bedste venner", men det er kun dem indbyrdes, der har fundet ud af noget med hinanden. Det er som om, de ikke skænker min datter en tanke.
Hun er selv meget proaktiv ift at spørge, om hun må være med i en leg osv, men det er aldrig den anden vej rundt.
Lærerne ser ikke noget problem, for hvis de spørger, hvem der vil arbejde sammen med min datter, så rækker flere hånden i vejret, men de gør det aldrig af sig selv, der skal ligesom hjælp til hele tiden og det koster bare rigtig meget energi hele tiden at være den, der prøver og prøver, men ikke oplever det den anden vej.
Hun kan også i lang tid have lavet aftale, fx sidst til fastelavn, med bedste veninden om at matche i udklædning, og når de så møder op til fastelavn i skolen, så har bedste veninden valgt at matche med den anden del af vennegruppen.
Hun taler ikke så meget om det, men når jeg får hende til det, så er det tydeligt, at hun er trist over det.
Hun har haft en meget lang periode, hvor hun har spurgt, hvornår hun kan skifte skole bl.a. pga alle de her ting.
Men det har været svært at finde hoved og hale i det, da hun jo ikke bliver decideret udskældt men hun bliver bare ikke valgt til.
Jeg har sådan en frygt for, at hun vil føle sig ensom, især når hun bliver ældre 
