Jeg har været sammen med min mand i 26 år.
Vi kysser og krammer hver dag, og er begge opmærksomme på at fortælle hinanden, at vi sætter pris på det den anden gør af f.eks. praktiske ting eller ting med børnene. Med 4 børn under 12 år er tiden jo ikke stor, men vi forsøger virkelig at se hinanden. Nogle gange kan en måde at vise kærlighed jo bare være at anerkende den anden og hvordan de har det. Så man føler sig set. I de perioder hvor det har gået mindre godt, har det netop ofte handlet om det, at vi ikke har været i stand til at se den anden og dennes behov. Det er ikke altid at et behov (f.eks. For alenetid) kan imødekommes, men bare det at man føler, at den anden ser behovet og anerkender at det som validt, gør meget i vores relation.
Det er helt klart blevet lettere efter vi ikke længere har helt små børn (mindst er 3 år), for nu kan vi langt bedre give plads til hinanden og vores individuelle behov, hvilket giver mere overskud i relationen og overbærenheden overfor den andens små mangler og fejl.
Det som også hjælper os er, at vi har en fælles interesse vi dyrker. Før børn gjorde vi det sammen, det er ikke så tit det er muligt nu, da nogen jo skal være hjemme med børnene, men vi har stadig et fællesskab omkring det som giver samhørighed
Anmeld
Citér