Jeg går til ridefysioterapi en gang om ugen. Ejeren af stedet er en kvinde sidst i 50’erne, som jeg egentlig rigtigt godt kan lide. Hun er eminent i kontakten med de mange forskellige brugere - børn og voksne med funktionsnedsættelser, fysiske og psykiske handicaps, udviklingshæmmede etc. etc. Selv går jeg der pga. sclerose.
Hendes ansatte er en skøn blanding af unge og voksne, en del i fleksjob. Som regel er der en god jargon, men det sker - og er sket en del gange, mens jeg har overværet det - at hun taler til dem på en måde, som jeg finder ydmygende og ubehagelig.
Tre eksempler:
Ansat i 30’erne, A, har åbenbart tidligere på dagen sagt noget lidt uheldigt til en kvindelig bruger med en meget synlig, fysisk deformitet. Hun har spurgt vedkommende, om hun er født sådan. Ikke fintfølende, måske, men jo egentlig blot som udtryk for interesse. Da A trækker mig (på hesten), kommer ejeren hen og småsnakker med mig, og hér siger hun så til mig, mens A hører det, at dét godt nok var dumt sagt. A bliver flov, og jeg bliver pinligt berørt - hvorfor skulle jeg have dét at vide? Hvad skal jeg sige til det?
Ansat på 16 år, B, helt ny i jobbet, men vant til heste, gør et eller andet forkert, mens hun trækker mig. Ikke noget alvorligt; en lille teknikalitet. Ejeren påtaler det, og da B rød i hovedet siger åh eller undskyld, bliver ejeren ved at køre på det. “Det må du da vide” osv. Jeg kan se, at B får tårer i øjnene. Da ejeren går, er B selvfølgelig vildt flov, og det er svært for mig at vende tilbage til vores hyggelige snak. Jeg vil jo gerne signalere til hende, at hun ikke skal være ked af det, men det er svært.
Ansat C, 60 år, en virkelig sej og loyal medarbejder, begår tilsyneladende en fejl, som kan være farlig, da hun åbner indgangen til ridehallen og kommer ind med en hest uden at have fået grønt lys - de skal råbe, om der er fri bane, og nogen skal svare ja. Ejeren “skælder ud”, og C siger, at hun altså råbte og er sikker på, hun fik ja. Jeg skal simpelthen ikke kunne sige, om det er rigtigt, da ejeren og jeg var midt i en snak i den anden ende af hallen imens.
Nu trækker C, rød i hovedet, hesten hen til en plads for at sadle den op. Så siger ejeren til hende, at dér skal hun da ikke stille den, men tage en anden plads, så den ikke er i vejen - det er da virkelig dumt, siger hun flere gange, også til mig. Jeg kan se på C resten af tiden, jeg er der, at hun er virkelig, virkelig skamfuld og ked af det.
Jeg får aldrig at vide på mit job, at jeg gør noget virkelig dumt, og hvis jeg endelig skulle have sådan en besked af en leder, ville jeg finde det så ydmygende, hvis det blev sagt, mens andre hørte det - og gentaget for dem flere gange.
Jeg oplever at blive taget som gidsel, når hun ligesom vil have mig til at bekræfte, at det var dumt sagt eller gjort - og jeg har ikke lyst til at tage den rolle på mig. Men jeg har jo heller ikke lyst til eller mandat til at sige til hende, at jeg synes, hun er hård i tonen.
Hvad gør jeg? Ingenting?
