Er jeg for følsom i mit ægteskab?

Jeg står lidt og overvejer skilsmisse. Jeg er mega bange for at min mand er narcissist. Men han har i hvert fald nok add. Der bonger han ud på alle punkter.

Områder der gør mig nervæs for om jeg bliver manipuleret med er:

kommunikation - han nægter at snakke om vores ægteskab og børn

selv-reflektion - han synes ikke der e noget galt med ham, så der er ingen grund til parterapi, for hans liv er godt

kritiserer - jeg tør ike længere at synge og lave mad for han har klaget over min sangstemme (den er heller ikke smuk, men normal) og han kommr sjældent til bordet når jeg har lavet mad og rører i maden som et lille barn med er skeptisk ansigt. Og mange andre områder. Han kan ikke finde ud af at støtte mig. 

selv-rosende - han har virkelig brug for at jeg roser ham for alt også støvsugning og opvask og det spejl han satte op. Han er helt slået ud når jeg ikke siger at det var godt klaret

han giver sit allerbedste når jeg vil ud af forholdet og når jeg så stoler på ham igen så gør han noget dumt feks at bruge alle vores penge på gaming eller drikker sig fuld og siger så at det er mig der oversensitiv eller nu havde han virkelig gjort alt på mine præmisser. Så han tager ikke ansvar for sine handlinger  

han er hidsig, men han er blevet bedre til at styre det

hader konflikter - siger bare ja til det jeg siger så han ikke skal forholde sig til det. 

Med jævne mellemrum vil han skilles. Men sidste gang gik det op for mig at det virker som om han vil have at jeg skal blive ekstremt ked af det. Og så vende tilbage til ham. Men denne her gang var jeg bare almindelig høflig og efter nogle uger spurgte han om jeg stadig ville skilles - jeg ville ikke skilles jeg ville til parterapi. Og da jrg svarede at jeg ikke havde sagt jeg ville skilles, sagde han at det var mig der ville skilles og altså fik peget det mod mig selv. Og det er ikke første gang. 
Der er rigtig megey mere. Han tænker først og fremmest på sig selv og bliver vred når ejg beuger penge på tøj og sko til børnene for han vil bruge dem på gaming. Jeg kæber kun tilbud men vi har mange børn. Han bruger hele dagen på gaming trods vi er i gang med  renovering  han vil ikke lave særlig meget så forventer jeg spartler og maler og ordner gaven og holder hus pg passer børn  for han har ikke så meget overskud . Jrg har båret over med ham så han kunne blive diagnoseret  men han vil ikke for der er ikke noget galt med ham. 

så nu vil jeg faktisk gerne skilles, for jeg er bange for at han er narcissist og jeg er bange for at mine børn kommer til at få samme personligheds forstyrrelse. Men er jeg for sensitiv? Er det udiagnoseret add, og jeg skal give ham tid til at få en diagnose? Jeg føler mig helt uden kontrol og jeg synes det er uhyggeligt. Vi står midt i en renovering som jeg har tvunget igennem fordi han lovede mig den, vores familie kunne ikke fungere uden rummene blev delt op, men jeg tror nu mere at det er fordi min mand vil have tingene på hans måde. Han blev vred da jrg gav vores hjemmeboende børn hvert sit værelse, for så mistede han sit gamerrum, men skød skylden på at vi manglede et værelse til svigermor. Men det var nødvendigt for at ejg kunne få hverdagen til at hænge sammen for børnene som er sensitive og må trække sig. Jeg prøver at huske de positive ting. Og det er at når jeg ikke kan mere så prøver han at være den perfekte mand og far. Men jeg synes efterhånden atd er er frygtelig lidt positivt tilbage. Han fnyser af bærnene når de ikke passer ham og bliver fornærmet hvis de ikke kommer når han kalder og vil være sammen med dem. Men hvad hvis han er deprimeret og det er derfor livet er så tungt? Hvor længe skal jeg bære over med ham? Hvor mange chancer skal han have? Hvornår går det ud over børnenes ve og vel? Og hvad gør jeg så når børnene nægter at have tvungent samvær hos deres far? De kan lide ham om dagen, men ligeom mig selv stoler de ikke helt på ham. Jeg bygger bro indtil videre mellem ham og børnene og taler ham op når han er af sted på arbejde. Hvis min mand er narcissist er han så en rådden mand? Eller er det ligesom med andre diagnoser at man har gode og dårlige perioder? Jeg synes det er uhyggeligt at der dukker videoer op med narcissisme og jeg kan genkende så meget af det i mit forhold og i min mand. Men så tænker jeg om min mand ahr ret og jeg er for streng? Jeg vil gerne forene vores liv, men jeg føler slet ikke at ejg længere kan tænke fornuftigt og jeg føler selv at jeg er blevet for kontrollerende fordi ellers så sker der intet. Når jeg slipper kontrollen får jeg det bedre, men børnene det dårligere og egentlig også min mand. Så tager jeg kontrollen igen. Men det er jo heller ikke meningen. Jeg skammer mig over at jeg har tilladt mig selv at få børn med min mand når jeg læser hvad ejg skriver. Men jeg prøver også at tænke at min mand jo også har vist kærlige sider, men nu er det bare om det er manipulation fordi han ikke ville miste mig. Hvordan finder jeg hoved og hale i alt det her?

Altså prøv at kontakte et krisecenter og bed om en samtale (har selv snakket med et I Odense) fortæl du er i tvivl om hvad du står i her og de vil kunne hjælpe dig med at tænkte lidt mere klart.

Da man netop til sidst tvivler på sig selv vis manden man er med er god til at vende alt mod en hele tiden.

Der er intet galt i at snakke med dem du har lige så meget ret til det som alle andre og du kan være anonym. 

anna111 skriver:

Altså prøv at kontakte et krisecenter og bed om en samtale (har selv snakket med et I Odense) fortæl du er i tvivl om hvad du står i her og de vil kunne hjælpe dig med at tænkte lidt mere klart.

Da man netop til sidst tvivler på sig selv vis manden man er med er god til at vende alt mod en hele tiden.

Der er intet galt i at snakke med dem du har lige så meget ret til det som alle andre og du kan være anonym. 

Det vil jeg prøve! Tak. Det føles bare så surrealistisk. 

Uanset hvad der er galt med ham, eller ikke galt, så lyder du ikke glad. Der er tidspunkter i livet hvor man er mindre glad nuvel, men det lyder som om det her har stået på længe.

Jeg kan ikke helt forstå om i begge fra tid til anden truer hinanden med skilsmisse, men det lyder meget usundt ærligt talt.

Nej, du er ikke for følsom. Bryder mig meget lidt om folk der har tendens til at ansvarsfralægge deres egen dårlige opførsel over på andres reaktion. Det er ikke ham der er et problem, det er din opfattelse af ham der er et problem - den type er meget meget dårlige at være i et parforhold. Det siger jeg, fordi jeg selv har været det, og han fik fuldstændig nedbrudt mig.

Det er meget bekymrende, at han ikke kan tilsidesætte sit eget behov for gaming rum ift hans eget barn skal have et rum hvor deres behov kan tilgodeses.

Det er svært at sige hvad andre skal gøre, men jeg ville nok sætte foden ned, og kræve professionel hjælp til parforholdet som et forsøg på at redde det.

Han er yderst usund. Jeg har engang været på to dates med en der allerede der udviste lignende adfærd og jeg skyndte mig væk. Nu har du så valgt at få børn med ham, så det er lidt sværere, men det ville være bedre at være single end at være med det du beskriver.

du er ikke sart. Men det vil aldrig blive bedre og du kan ikke redde ham eller lave om på ham. 
det du beskriver er totalt uacceptabelt! Jeg havde LØBET fra det forhold.  Hvorfor føler du ikke at du fortjener mere?

det er iøvrigt helt naturligt at han også viser sine gode sider og gør dig i tvivl. Det er en del af gamet, ellers ville du jo ikke blive. Og det ved han. Stol på din intuition og dig selv. 

par terapi vil ikke ændre en dyt. Manden evner ikke selvrefleksion. 

Kan jo være i er et virkeligt dårligt match frem for at han har diagnoser. At jeres personligheder bare slet ikke passet sammen. Så måske det bare er bedst at gå hvert til sit!

Junia skriver:

Uanset hvad der er galt med ham, eller ikke galt, så lyder du ikke glad. Der er tidspunkter i livet hvor man er mindre glad nuvel, men det lyder som om det her har stået på længe.

 

Jeg kan ikke helt forstå om i begge fra tid til anden truer hinanden med skilsmisse, men det lyder meget usundt ærligt talt.

 

Nej, du er ikke for følsom. Bryder mig meget lidt om folk der har tendens til at ansvarsfralægge deres egen dårlige opførsel over på andres reaktion. Det er ikke ham der er et problem, det er din opfattelse af ham der er et problem - den type er meget meget dårlige at være i et parforhold. Det siger jeg, fordi jeg selv har været det, og han fik fuldstændig nedbrudt mig.

Det er meget bekymrende, at han ikke kan tilsidesætte sit eget behov for gaming rum ift hans eget barn skal have et rum hvor deres behov kan tilgodeses.

Det er svært at sige hvad andre skal gøre, men jeg ville nok sætte foden ned, og kræve professionel hjælp til parforholdet som et forsøg på at redde det.

Jeg er ofte dybt ulykkelig fordi jeg føler mig aå alene. Og fordi jeg ikke kan være mig selv. Men det er nok også det der går ham på. Han kan heller ikke være sig selv for han vil jo bare drikke og game og det hænger ikke sammen når man har kone og børn. Jo altså i moderation, men ikke som livsstil. Og jeg er nok mest ulykkelig over at hvis jeg vælger at gå fra ham, så hænger mine børn på ham alene. Lige nu kan jeg reparere og bygge bro. Jeg gav ham et ultimatum for tre år siden at han ikke bare kan drikke aig fuld alene mens han gamer.  Det tog han tog han til aig gik med til hjælp. Men nu er det mig der er umulig og stiller ultimatummer. Han har aå druknet sig fuld et par gange eller flere siden. Men jeg turde ikke risikere at børnene blev tvunget samvær med deres far og de så lå bange fordi han enten gamer og ikke hører dem eller fordi han sover som en sten og hører dem ikke. Heller ikke om de hopper på ham. Så jeg valgte at leve med det. Nu er børnene lidt større og jeg håber det gør en forskel. Men ejg føler mig ikke overbevist 

Anonym skriver:

Han er yderst usund. Jeg har engang været på to dates med en der allerede der udviste lignende adfærd og jeg skyndte mig væk. Nu har du så valgt at få børn med ham, så det er lidt sværere, men det ville være bedre at være single end at være med det du beskriver.

du er ikke sart. Men det vil aldrig blive bedre og du kan ikke redde ham eller lave om på ham. 
det du beskriver er totalt uacceptabelt! Jeg havde LØBET fra det forhold.  Hvorfor føler du ikke at du fortjener mere?

det er iøvrigt helt naturligt at han også viser sine gode sider og gør dig i tvivl. Det er en del af gamet, ellers ville du jo ikke blive. Og det ved han. Stol på din intuition og dig selv. 

par terapi vil ikke ændre en dyt. Manden evner ikke selvrefleksion. 

jeg kommer fra en manipulerende baggrund og psykisk syg familie, så jeg er sp vant til at bære over med folk og se deres bedste sider og sætte tingene i perspektiv. Men jeg begynder at forstå at nogle gange kan det blive en undskyldning at sætte tingene i perspektiv. Og nu begynder jeg at se at jeg nok fortjener bedre. Det ahr taget mig lang tid. Men nu føler jeg st børnene skal betale prisen for min frihed. Og det er jeg ikke sikker på at jeg er med på. De tør ikke sove uden jef er her for han vpgner ikke om natten og så bliver de bange. 

Anonym skriver:

Kan jo være i er et virkeligt dårligt match frem for at han har diagnoser. At jeres personligheder bare slet ikke passet sammen. Så måske det bare er bedst at gå hvert til sit!

ja måske. Det har jeg også prøvet at snakke med ham om. Men han lukker ned og det er jo ikke et angreb på ham på nogen måde men at skabe en forståelse for at vi tænker forskelligt og vil forskelligt. 

Anonym skriver:

Jeg er ofte dybt ulykkelig fordi jeg føler mig aå alene. Og fordi jeg ikke kan være mig selv. Men det er nok også det der går ham på. Han kan heller ikke være sig selv for han vil jo bare drikke og game og det hænger ikke sammen når man har kone og børn. Jo altså i moderation, men ikke som livsstil. Og jeg er nok mest ulykkelig over at hvis jeg vælger at gå fra ham, så hænger mine børn på ham alene. Lige nu kan jeg reparere og bygge bro. Jeg gav ham et ultimatum for tre år siden at han ikke bare kan drikke aig fuld alene mens han gamer.  Det tog han tog han til aig gik med til hjælp. Men nu er det mig der er umulig og stiller ultimatummer. Han har aå druknet sig fuld et par gange eller flere siden. Men jeg turde ikke risikere at børnene blev tvunget samvær med deres far og de så lå bange fordi han enten gamer og ikke hører dem eller fordi han sover som en sten og hører dem ikke. Heller ikke om de hopper på ham. Så jeg valgte at leve med det. Nu er børnene lidt større og jeg håber det gør en forskel. Men ejg føler mig ikke overbevist 

Forstår virkelig godt din bekymring. Nu ved jeg ikke hvor gamle børnene er, men jeg tænker, at det kan jo også være han måske prioriterer lidt anderledes hvis han har dem nogle dage alene.

Måske kan man få noget uvildig rådgivning i familieretshuset? 

Håber du ender et sted hvor du er tryg og glad, og din familie det samme