Skal børn tvinges hjem til far ?

Anonym skriver:

Måske er løsningen, at han får lov at blive den ‘legefar’ det lyder som om han gerne vil være - og som også lyder til at være det, han er i stand til.

Jeg forstår virkelig godt, at du ønsker et nogenlunde lige forældreskab - og han burde virkelig være i stand til at tage ansvar for sine piger på en ordentlig måde - men det kan han så ikke. Og den måde det fungerer på nu er træls for både dig og dine børn. 

Hvad ønsker han selv? Ønsker han at være en lige forælder med dig? Det kunne godt lyde lidt som om han egentlig bare gerne vil slippe lidt for ansvaret. 

Så hvad hvis du gav ham muligheden for det - og at samværet er mere lystbaseret. Så kan han og pigerne lave nogle hyggelige ting sammen i dagstimerne nogle dage, og så kan de komme hjem til et trygt og kærligt hjem hos dig og slippe for at være i de situationer, hvor de føler, at far synes de er i vejen, han bliver træt af dem osv. Uden at de helt skal undvære en far i deres liv.

Altså, det kræver selvfølgelig at du kan overskue den form for samværsordning. Og jeg vil da også gerne understrege, at han lyder som en elendig far - men det er ikke dit ansvar, at han lever op til forældrerollen. Det er derimod dit ansvar at dine piger har det så godt som muligt. Og med en ‘legefar’ og ‘udflugtsfar’ kan de måske både beholde en positiv relation til deres far - og samtidig undgå situationerne, hvor far ikke lever op til sit ansvar

Altså ja han vil gerne frasige sig ansvaret han vil ikke have aula det kan han ikke se nogen grund til. Han mener ikke børnene har nået at skulle have sagt men at det er de voksne der bestemmer. 

Jo jeg tager en snak med min 10 årig i morgen og høre hvordan hun har det og at der frem over er et valg vis hun ikke har lyst til at skulle over til far skal hun heller ikke det.

Har skrevet til faren at vis de gerne vil før hjem i morgen må de godt det hvor han skriver at det jo er mit valg om jeg vil have dem før hjem  hvor jeg så skriver tilbage at det er for mig helt op til pigerne vis de gerne vil hjem skal de bare det.  

For ham hellere ind gerne han har aldrig nået i mod at han kan komme før hjem med dem eller får færre dage med dem. Det er først et problem vis jeg beder ham have dem lidt ekstra eller til lidt senere 

Altså ja han vil gerne frasige sig ansvaret han vil ikke have aula det kan han ikke se nogen grund til. Han mener ikke børnene har nået at skulle have sagt men at det er de voksne der bestemmer. 

Jo jeg tager en snak med min 10 årig i morgen og høre hvordan hun har det og at der frem over er et valg vis hun ikke har lyst til at skulle over til far skal hun heller ikke det.

Har skrevet til faren at vis de gerne vil før hjem i morgen må de godt det hvor han skriver at det jo er mit valg om jeg vil have dem før hjem  hvor jeg så skriver tilbage at det er for mig helt op til pigerne vis de gerne vil hjem skal de bare det.  

For ham hellere ind gerne han har aldrig nået i mod at han kan komme før hjem med dem eller får færre dage med dem. Det er først et problem vis jeg beder ham have dem lidt ekstra eller til lidt senere 

Jeg bliver en smule nysgerrig. Har han altid haft det sådan? Og hvorfor har han fået to børn, hvis det tilsyneladende slet ikke er noget for ham at have samvær med dem? Jeg prøver ikke at dømme, men bare at forstå. Har han været vant til at du stod for det meste, da i var sammen og så efter, at han blev alene er det blevet for meget at stå med ansvaret selv? Kunne han have lyst til at få støtte eller rådgivning? 

I hvert fald synes jeg, at det er trist for alle, som.det fungerer pt

Det er slet ikke mit formål at være fordømmende over for dig eller din eksmand. Jeg har selv haft mange udfordringer med at blive mor og har selv kun et barn. Jeg har fået meget rådgivning og hjælp, fordi jeg syntes at det var hårdt at være ene om at passe barn. Og jeg blev også træt af min søn og syntes han fyldte for meget, var fir aktiv osv FØR jeg fik familierådgivning. Jeg tænker på noget min veninde sagde, at børn er forbundet med mange praktiske udfordringer og bekymringer, men at glæden ved at have børnene gerne skulle overskygge besværet. Gør det ikke det, er det at man løber sur i det og som.din eks bliver irriteret. Men der er hjælp at hente 

Ekko skriver:

Jeg bliver en smule nysgerrig. Har han altid haft det sådan? Og hvorfor har han fået to børn, hvis det tilsyneladende slet ikke er noget for ham at have samvær med dem? Jeg prøver ikke at dømme, men bare at forstå. Har han været vant til at du stod for det meste, da i var sammen og så efter, at han blev alene er det blevet for meget at stå med ansvaret selv? Kunne han have lyst til at få støtte eller rådgivning? 

I hvert fald synes jeg, at det er trist for alle, som.det fungerer pt

Inden vi fik børn var vi altid 2 om tingene men ja efter børnene kom til har han altid været sådan og taget det som en selvfølge at det var mig der stod med alt det praktiske omkring børnene han gad aldrig ud og lave nået på børnenes præmisser da de jo altid var besværlige osv men han gad godt vade en shopping center rundt og glo på ting.

Skændes med ham for en halvt år siden fordi jeg netop stod med alt og han ingen ferier har med dem ud over nået sommerferie ellers er de ved mig hvor han sagde at sådan var det at have børn. Hvor jeg smed tilbage hvorfor er det så ikke sådan for dig at have børn.

Hvor han bare sagde at jeg selv havde valgt at være primær omsogsperson  så han ser det bare ikke som sit ansvar kan man tydeligt høre 

Men selvfølgelig må jeg steppe op når han ikke gør 

Tror ikke han magter opgaven med dem 

Ekko skriver:

Det er slet ikke mit formål at være fordømmende over for dig eller din eksmand. Jeg har selv haft mange udfordringer med at blive mor og har selv kun et barn. Jeg har fået meget rådgivning og hjælp, fordi jeg syntes at det var hårdt at være ene om at passe barn. Og jeg blev også træt af min søn og syntes han fyldte for meget, var fir aktiv osv FØR jeg fik familierådgivning. Jeg tænker på noget min veninde sagde, at børn er forbundet med mange praktiske udfordringer og bekymringer, men at glæden ved at have børnene gerne skulle overskygge besværet. Gør det ikke det, er det at man løber sur i det og som.din eks bliver irriteret. Men der er hjælp at hente 

Men der er jo kun hjælp at hente vis han selv syntes det er et problem og det er det ikke for ham vis jeg bare står med alt.

Jeg er kronisk syg med kroniske smerter og skal udredes for ptsd. Har masser jeg slås med og derfor har jeg også holdt på at de også var hans børn men nu magter jeg det ikke mere mine piger betyder alt for mig og vil for alt i verden beskytte dem så i stedet for at tvinge en far der åbenbart ikke magter opgaven til at tage sig af dem må de bare være ved mig og så må han selv vælge om han kan se ind ad og så arbejde med sig selv og vinde sinde piger igen.

Vis ikke er det hans tab jeg er færdig med at tage den kamp for ham. 

Havde allerede aftalt med pigerne de kun ville Max en uge hjem til far i sommerferien næste år hvilket er den eneste ferie han har med dem og nu ser det ud til at det ikke kun er det han mister 

Opdate.

Har snakket med børnene og fortalt at de har et valg vis de ikke vil hjem til far skal de ikke.

Min yngste på næsten 9 år vil gerne hjem til far.

Min ældste på 10 år sagde ikke så meget men virker ikke som en der vil.

Sporte ind til deres weekend den ældste syntes det havde været kedeligt hvilket selvfølgelig ikke er grundlag for at stoppe sammenværd.

Men.. 

De fortæller igen at når de siger til deres far de er sultne om morgnen  siger han at han vil lave nået morgenmad om lidt. Hvor han så ligger sig med mobilen først de begge fortæller de ofte når at blive helt dårlige inden de får nået at spise. De havde nået at lege med lol dukker bygge puslespil og spilde vendespil denne morgen inden de fik morgenmad.

De siger han leger for vildt med dem så det gør ondt han niver den 9årig i næsen så hun bliver ked af det uden at undskylde. Han slår/dasker flere gange på den 9årig myggestik på benet hun er allergisk så de er store og hævet og ømme hvor hun siger av mit myggestik her får hun af vide at myggestik ikke gør ondt. 

Den 10 årig siger far niver hårdt i benene når de leger og det gør ondt. 

Spørger min 9 årig vis nu hun føler sig dårlig om hun så siger det til far hvor hun siger nej hun fortæller ham helst heller ikke vis hun har ondt nogen steder da hun ikke føler han tror på hende.

Hun fortæller om dengang hvor hun græd og var dårlig om natten hvor den 10årig hentede far de var på toilettet og hun følte hun skulle kaste op men ikke ville  hvor han sagde til hende på en meget sur måde at det skulle hun det andet kan ikke hjælpe nået  dette har sat sig så dybt i hende at hun nu ikke vil sige nået til sin far men hun vil jo stadig gerne hjem til ham. 

Jeg søger  nået hjælp og rådgivning i morgen og så må jeg tage den derfor.

Den yngste vil ikke hjem til far vis den ældste ikke skal det