Jeg blev ramt i omsorgsfag og det skyldtes firmaet(og min manglende evne til at sige nej/følelse af forpligtelse til at hjælpe firma og kollegaer), og så var det mit første job inden for faget så ville gerne bevise jeg var en god kollega osv.
de ringede altid om ekstra vagter. Havde meget sjældent fri til tiden nogengange kun lidt overarbejde, andre gange kørte jeg dobbelt eller trippel vagter!
i en periode satte de mig ind med køreplan alene, som var til 2 personaler og så skulle jeg køre weekend med dagvagt 7-15, aftenvagt 15-23 og så nattevagt 23-7, for så at skulle møde direkte på en dagvagt kl 7-15. oftest på aftenvagt og nat var der sygdom så der stod jeg alene med det hele..
jeg var så drænet til sidst jeg kunne ikke engang finde ud af at sige en rigtig sætning. Jeg valgte at tage ferie og rejse væk, så informerede om vi var på Kreta så kunne ikke hjælpe.. (normalt kimede de mig ned også på fridage og ferie så kunne aldrig få ro og tog jeg den ikke blev de ved)
da jeg rejste til Kreta med min søn, vågnede jeg i angst anfald fordi jeg troede jeg kom for sent på arbejde! På anden dagen begyndte vores planlægger at ringe til mig på ferien og “glemte” dagligt at jeg var i udlandet, efter 2 dage sådan slukkede jeg telefonen resten af ferien. Da vi landede i dk tog jeg direkte til lægen som straks sygemeldte mig med stress. 1 uge efter fyrede de mig med besked om jeg kunne komme tilbage når jeg havde det godt igen. Det gjorde jeg selvsagt aldrig
jeg valgte at starte e-learning (hf) og gik derfor hjemme og kunne studere, først efter 2 år begyndte jeg at føle mig “hel” igen. Det firma kørte mig fuldstændig ned.. men var også min egen skyld, for jeg kunne ikke sige nej når de sagde “vi har brug for dig der er ikke andre bla bl.a. bl.a. bl.a.”. Fik så dårlig samvittighed og ville jo gerne hjælpe… men den lektie har også gjort i dag at jeg meget sjælendt i mit arbejdsliv efterfølgende har taget overarbejde/ekstra eller dobbelt vagter. Så skal det være fordi jeg har lyst, og ellers får de et nej, og begynder arbejdsgiver med en længere “jamen vi har ikke andre osv….” Så får de et nå.
der er ingen der takker en i sidste ende for at ødelægge sig selv, og jeg var nær gået helt nedenom og hjem allerede som 26 årig.
Anmeld
Citér