Har haft to svære depressioner og en lang (flere år) moderat depression. Har i nogle år fået antidepressiv medicin.
Den første "bølge" kom i start tyverne. Der var en optakt og pludselig lukkede klappen ned. Lå i min seng i 7 dage. Kunne ikke passe mit arbejde. Kunne ikke varetage egen pleje, omsorg eller ernæring. Et sort hul, hvor jeg var tom for følelser og intet orkede. Heller ikke at sove. Lå bare og stirrede ind i en væg.
I flere år har jeg været deprimeret af moderat grad. I denne periode havde jeg flere sygedage end ellers. Og fandt tit på undskyldninger for at gå tidligere fra arbejde. Jeg kunne godt i denne periode have periodiske selvmordstanker. Ting jeg før satte pris på, var mere eller mindre ligegyldigt. Dagene Kunne veksle mellem at være dårlige og rigtig dårlige.
At være i en depressiv periode, foregår over længere tid. Og der kan gå lang tid før man, ved at tænke tilbage, kan sige "hov, der er noget galt her".
Der er forskel på at have gode og dårlige dage og på at være i en periode hvor ting bøvler lidt for en og så have en depression.
Min historie er lidt tungere. Har været tilknyttet psykiatrien og har nu en diagnose med i min rygsæk. Men efter 4års intens arbejde og behandling, er tågen ved at lette 
Du skal have respekt for dig selv. Og uanset hvor kort eller længe du har følt dig trist, så skal du reagere. Enten ved at ændre ting i din hverdag eller tage fat i din læge og tag en snak 
Anmeld
Citér