Min kæreste har fået diagnosticeret ADD

Hej derude

Min kæreste har fået diagnosticeret ADD. Det giver så meget mening. 
Han er ufattelig dårlig til at fuldføre opgaver. Tager sjældent initiativ, men kæmper med at ville rigtig mange ting. Han vil gerne spille musik. Finde et band. Fra tanke til handling er ufattelig svært for ham. Kan ikke overskue fx opvask. Højt og voldsomt temperament ! Kan fare op over små ting.

Virker på nogen meget doven og uopdragen. Når vi er sammen med andre fx i sommerhus, hjælper han sjældent til i køkkenet. 

Men han er verdens bedste far til vores 19mdrs dreng. Han er klog og har en fantastisk humor. 

Jeg kan bare lige mærke, at jeg skal sluge den her besked. Det er en lettelse og en byrde på samme tid.

Er der nogen som har erfaring med at være partner til en med ADD? Har I nogle mestringsstrategier, metoder eller lign. I kan anbefale, så parforholdet kan styrkes og (over)leve under den omstændighed? 

mvh

Jeg ville nok få en rådgiver indover. En med viden indenfor add. Fordi du skal ikke komme et sted hvor du babyer din mand eller han kommer med den ene undskyldning efter den anden. Så fåe at få nogle gode strategier er det nok en god ide at få hjælp udefra. Det er også arveligt så der er en lille sandsynlighed for at jeres barn har arvet det og så er det bare godt at være på forkant med struktur og normer så jeres barn får det lettere i voksenlivet end din mand. Men gå ud fra at jeres barn bare e som alle andre børn. Lad være med at frygte noget   I forholdet skal der være plads til jer begge! Du har også brig for pauser og for at blive set og der kan en rådgiver hjælpe jer med at fonde en balance og forstå hinanden

Der er vel ikke så meget anerledes end nu har han diagnosen. I nogle tilfælde kan man få medicin og det kan hjælpe lidt. Nogle laver skemaer, sætter alarmer mm for ting de skal huske. Strukturerer livet på den måde. Det vil desværre aldrig rigtig blive bedre eller ændre sig, han vil altid have de udfordringer. Så måske handler det om at du skal arbejde på en accept af dette og se om du kan være i det resten af livet �� måske få en professionel indover som en anden sagde. Evt parterapi. 

2200NørrebroMor skriver:

Hej derude

 

Min kæreste har fået diagnosticeret ADD. Det giver så meget mening. 
Han er ufattelig dårlig til at fuldføre opgaver. Tager sjældent initiativ, men kæmper med at ville rigtig mange ting. Han vil gerne spille musik. Finde et band. Fra tanke til handling er ufattelig svært for ham. Kan ikke overskue fx opvask. Højt og voldsomt temperament ! Kan fare op over små ting.

Virker på nogen meget doven og uopdragen. Når vi er sammen med andre fx i sommerhus, hjælper han sjældent til i køkkenet. 

Men han er verdens bedste far til vores 19mdrs dreng. Han er klog og har en fantastisk humor. 

Jeg kan bare lige mærke, at jeg skal sluge den her besked. Det er en lettelse og en byrde på samme tid.

Er der nogen som har erfaring med at være partner til en med ADD? Har I nogle mestringsstrategier, metoder eller lign. I kan anbefale, så parforholdet kan styrkes og (over)leve under den omstændighed? 

mvh

 

Min kæreste er ved at blive udredt for ADD - han minder meget om din beskrivelse. 
jeg har ikke værktøjer endnu, men jeg arbejder i der daglige med børn og diagnoser og måden at håndtere det på er ikke meget anderledes. 
Hvis du får lyst, kan du skrive privat til mig, så kan jeg skrive nogle flere ting

Først og fremmest, så er din kæreste jo præcis den samme som før diagnosen. Når du nu reagerer på det med blandede følelser, er det så fordi, du havde håbet, at der var noget i hans adfærd, som ville kunne ændre sig med tiden - og som du nu opfatter som mere blivende og sværere at ændre? 
Min mand har uden tvivl ADHD. Han har aldrig fået diagnosen, men som årene er gået, og vi er blevet klogere både på hans “særheder” og på ADHD generelt, er vi slet ikke i tvivl. Vi forstår begge bedre og bedre, hvordan han er “skruet sammen”, og det gør det lettere at navigere i. 
Helt grundlæggende, så ser vi hans ADHD som en forklaring, men ikke som en undskyldning. Altså, vi forholder os til, at han fx har svært ved at fuldføre diverse projekter, og så taler vi om, hvordan vi så kan gribe det an, så han kommer i mål. To-do-lister, som vi laver sammen og hænger på køleskabslågen, og som han så sætter “tjek” ved, når han har udført det, fungerer fx overraskende godt. Men kun, fordi vi begge er helt indforståede med, at det er nødvendigt - hvis han nu syntes, det var udtryk for, at jeg var “slavepisker”, eller hvis jeg inderst inde syntes, det var latterligt, at han havde brug for det, ville det ikke fungere. 
Så kommunikation med accept af tingenes tilstand fra begge sider - “vi har en udfordring hér, hvordan håndterer vi den bedst?” - er alfa og omega. 

Min mand lider af svær adhd. Og jeg gør nok ikke det store anderledes ift hvad jeg ville gøre over for et hvilket som helst andet menneske. 

min mand er medicineret, men det tager kun “toppen” ift hans tankemylder og temperament, men ikke i en grad hvor han ikke er berørt af det mere. 

Men de er jo ikke deres diagnose. Diagnosen kan forklare hvorfor de er/gør som de er. Men det er jo ikke en undskyldning for det. 
For mig har det hjulpet med grundig viden om emnet, så jeg kan sætte det i perspektiv når noget virker helt underligt for mig. Men ellers er det jo bare min mand? ADHD eller ej, jeg forelskede mig jo i ham som han er, det ændrer en diagnose ikke på, ligesåvel som en diagnose ikke ændrer på hvordan/hvem han er.

Så mit bedste råd er at søge viden om emnet, og så elsk ham for den han er, sørg for at rumme ham og hans følelser ligesom han skal rumme dig.  Bare fordi han har en diagnose må du jo også gerne stille krav til ham. Kan godt være han ikke er god til at få det gjort, men så må du jo sige det er vigtigt for dig, så om han er sød og prøve igen. 
ift hans temperament har jeg altid med min mand sagt at jeg synes vi lige skal trække vejret for os selv et øjeblik hvis jeg kan mærke han ryger op i det røde felt. Du må se hvad der virker for jer i forvejen i jeres forhold, og det der ikke fungerer kan du måske finde inspiration til at løse når du lærer mere om det, men det er ikke givet!

du skriver “Har I nogle mestringsstrategier, metoder eller lign. I kan anbefale, så parforholdet kan styrkes og (over)leve under den omstændighed”. 
Synes første skridt må være du ændrer dit syn på diagnosen og din mand. Din mand er ikke i en omstændighed. Han er som han er, der er i og for sig bare blevet sat et label på det. Forholdet vil være stærkt og overleve hvis det er et stærkt forhold i har bygget sammen - add/adhd eller ej. Det har ingen betydning for jeres forhold.

Jeg vil som ekstra gerne råde dig til dette: glem diagnosen hvis den fylder så meget! Glem han har den, og fokuser på ham. For er da heller ikke rart at blive set på af sin partner som en diagnose der skal håndteres og mestres, eller som en “omstændighed”. Tror første skridt for jer,vil være at finde ud af om jeres forhold var funktionelt i det hele taget, og så kan du bruge diagnosen til at forstå ham hvis det er forholdet i vil. Men han er den han er, så kan man sige han har hafferlaf-syge, det ændrer ikke den han er.